Mødedato: 29.04.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Musikhuset København – Konsekvenserne af Overførselssagen 2020-21

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til det videre arbejde med proces for udmøntning af midler i 2021 til aktiviteter i Vesterbrogade 59 samt midlertidig brug af huset.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter proces for udmøntning af 0,25 mio. kr. til midlertidige aktiviteter i Musikhuset København i 2021, herunder også adgangen til midlertidig brug af huset i den resterende del af året, fraregnet ugerne 23 og 26-27.

Problemstilling

I forbindelse med orienteringen af Kultur- og Fritidsudvalget om resultatet af Overførselssagen 2020-2021, den 14. april 2021, besluttede udvalget, at der på mødet den 29. april 2021 optages et punkt om Musikhuset København.

Løsning

Med aftalen om Overførselssagen 2020-2021 er der afsat 1,2 mio. kr. til husleje og bygningsdrift til Musikhuset Vesterbrogade 59 i den resterende del af 2021. Formålet er at fastholde bygningen til musikformål, med henblik på stillingtagen til anlægsfinansiering i forhandlingerne om Budget 2022. Endvidere er der afsat 0,25 mio. kr. til midlertidige aktiviteter i samme periode.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 14. april, at initiativtagerne bag Musikhuset København får adgang til Vesterbrogade 59 i ugerne 23 og 26-27 til at følge op på ANSLAG-festivalen og afvikle begivenheder i samarbejde med relevante samarbejdspartnere på musikområdet.

Med ovenstående afsæt udestår fortsat en beslutning om, hvorvidt det alene er initiativtagerne bag arbejdet med Musikhuset København, der har adgang til huset i den resterende del af 2021, eller om huset er åben for en bredere kreds. Det samme gælder muligheden for at søge de afsatte 0,25 mio. kr. til midlertidige aktiviteter.

På baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser på mødet den 29. april 2021 udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen en ny indstilling til mødet den 27. maj 2021.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre i overensstemmelse med udvalgets tilkendegivelser. Sagen genfremlægges på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 27. maj 2021.

 

Mette Touborg

                                /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2021:

Sagen blev i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden) udsat til den 27. maj 2021, med henblik på at forvaltningen kan belyse sagen yderligere.

Til top