Mødedato: 29.04.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Ansøgning fra Warehouse9 og anvendelse af lokaler i Kødbyen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om Warehouse9's opsigelse af brugsaftale og ansøgning om at anvende tilskud på andre lokationer end i Kødbyen. Endvidere skal Kultur- og Fritidsudvalget tage stilling til, om Kultur- og Fritidsforvaltningen kan gives mandat til at finde ny bruger til lejemålet i Kødbyen, som Warehouse9 har benyttet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager Warehouse9's opsigelse af brugsaftale til efterretning.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager Warehouse9's ansøgning om brug af bevilget tilskud i 2021 og 2022 til efterretning, jf. bilag 1.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om forvaltningen skal finde forslag til ny bruger af lejemålet Halmtorvet 11a-f og Staldgade 8a-b, eller om forvaltningen skal opsige lejemålet.

Problemstilling

Warehouse9 har opsagt sin brugsaftale med forvaltningen for Halmtorvet 11a-f og Staldgade 8a-b. Forvaltningen budgetkompenseres ikke for lejen, hvorfor der skal findes en ny lejer eller lejemålet skal afhændes.

I forlængelse af opsigelsen af brugsaftalen, har forvaltningen modtaget ansøgning fra Warehouse9 med ønske om at kunne anvende sit tilskud til aktiviteter med samme formål, men på andre lokationer.

Løsning

Ansøgning fra Warehouse9

Warehouse9 modtager et årligt tilskud på ca. 440.000 kr. og gennemfører aktuelt aktiviteter i lokalerne Halmtorvet 11a-f og Staldgade 8a-b. Den gældende tilskudsaftale er indgået i 2021 og udløber i 2023. Af tilskudsaftalen fremgår vilkår for tilskuddets anvendelse. Af tilskudsaftalen fremgår ikke, at tilskuddet kun må anvendes til aktiviteter i de nuværende lokaler, som Warehouse9 råder over.

Warehouse9 beskriver i sin ansøgning (bilag 1), at de i efteråret 2021 og foråret 2022 vil arbejde i midlertidige lokaler, der gør det muligt at gennemføre de aftalte aktiviteter, som fremgår af tilskudsaftalen. Sideløbende med dette vil Warehouse9 lede efter egnede kommunale lokaler at fortsætte sine aktiviteter i, således at Warehouse9 inden udgangen af 2022 har fundet en ny venue. 

Fremtidig anvendelse af Halmtorvet 11a-f og Staldgade 8a-b

Forvaltningen har en standardlejeaftale med KEID for to lejemål beliggende Halmtorvet 11a-f og Staldgade 8a-b. Lokalerne er i alt 630 kvm. I 2021 er den samlede leje for begge lejemål 468.259 kr. (2021p/l).

Med Warehouse9's opsigelse af brugsaftale for lokalerne, råder forvaltningen over et ledigt lejemål. Lejemålet kan enten tilbydes andre aktører med et lovligt kommunalt formål, som kan anvende lokalerne til deres lovlige kommunale aktiviteter, eller forvaltningen kan opsige det.

Såfremt der findes en ny bruger til lejemålet, som modtager tilskud fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, skal lejen betales af forvaltningen gennem en teknisk ændring af tilskud til en kommende bruger, da der ikke er knyttet budgetkompensation til lejemålet.

Forvaltningen har hørt fra flere kulturaktører, at de er interesserede i lokaler til deres aktiviteter i Kødbyen. Ikke alle er på nuværende tidspunkt klar til at fremstå med navn.

Blandt de interesserede er Copenhagen Architecture Festival, der ønsker lokaler til deres nuværende og nye aktiviteter. Copenhagen Architecture Festival er en årlig arkitekturfestival, der løber over ca. 10 dage. Aktiviteterne spænder over filmfremvisning, talks, byvandringer og udstillinger. Forvaltningen samarbejder med Copenhagen Architecture Festival ved bygningspræmiering. Festivalen modtager i 2021 et tilskud på 0,5 mio. kr. Festivalens samlede regnskab var i 2020 ca. 2,4 mio. kr.

DIT: KBH/Kultur Ø er ligeledes interesseret i lokalerne, men har ikke mulighed for at betale for lejemålet.

Såfremt det ikke lykkes at finde en ny bruger til lejemålet, eller hvis udvalget ønsker det, har forvaltningen mulighed for at opsige lejemålet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at give forvaltningen mandat til at finde ny bruger til lejemålet, vil forvaltningen forelægge forslag til ny bruger for Kultur- og Fritidsudvalget. Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at opsige lejemålet, vil forvaltningen give KEID besked herom.

 

Mette Touborg

  /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.

Med hensyn til indstillingens 2. at-punkt besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at reservere midlerne og anmodede Warehouse9 om at beskrive, hvad det bevilgede beløb skal anvendes til i stedet for.

Med hensyn til indstillingens 3. at-punkt blev Kultur- og Fritidsforvaltningen anmodet om til mødet den 27. maj 2021 at udarbejde et konkret forslag til model for lejemålets anvendelse som atelier/kunstnerpladser, som Kultur- og Fritidsudvalget kan tage stilling til. Kultur- og Fritidsudvalget ser gerne, at ateliererne/kunstnerpladserne i givet fald tilknyttes Historie & Kunst, idet den visuelle kunstplan er forankret i Historie & Kunst.

Til top