Kommissorium for Københavns Kommunes Børne- og familiepolitik - høring
Kommissorium for Københavns Kommunes Børne- og familiepolitik - høring
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 29. april 2004
Sager til beslutning
6. Kommissorium for Københavns Kommunes Børne- og familiepolitik - høring
(KFU 133/2004)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og
Fritidsudvalget godkender, at nærværende indstilling fremsendes som høringssvar
vedr. "Kommissorium for udarbejdelse af Københavns Børne- og familiepolitik"
til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedtog på sit møde den 3. marts 2004 vedlagte "Kommissorium for udarbejdelse af Københavns Børne- og familiepolitik" og besluttede samtidig at sende kommissoriet til høring i de øvrige politiske udvalg med høringsfrist til den 3. maj 2004.
Af kommissoriet fremgår, at formålet med udarbejdelsen af en samlet børne- og familiepolitik er at beskrive visionerne for kommunens tilbud til børn og familier på tværs af de enkelte fagudvalg og forvaltninger. Visionerne skal danne udgangspunkt for efterfølgende strategier og konkrete målsætninger inden for de enkelte områder.
Der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle forvaltninger, der skal udarbejde forslag til en samlet børne- og familiepolitik, der først sendes til høring og siden til politisk forhandling.
Arbejdsgruppen skal tage udgangspunkt i både generelle og specifikke temaer, herunder fritid og kultur.
Inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ressortområde er børn allerede et højt prioriteret område. Udvalget vedtog således i 2000 en Børnekulturel strategi for kultur- og fritidsområdet i Københavns Kommune og i de vedtagne idrætsredegørelser har børns idrætsudøvelse været prioriteret. Hertil kommer at Bibliotekerne både med sine børnebiblioteker og i øvrigt er stærkt involveret i det lokale arbejde omkring børnefamilierne.
SAGSBESKRIVELSE
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedtog på sit møde den 3. marts 2004 (bilag 1) vedlagte "Kommissorium for udarbejdelse af Københavns Børne- og familiepolitik" (bilag 2) og besluttede samtidig at sende kommissoriet til høring i de øvrige politiske udvalg med høringsfrist til den 3. maj 2004.
Af kommissoriet fremgår, at en børne- og familiepolitik for Københavns Kommune skal indeholde visioner for kommunens tilbud til børn og familier på tværs af de enkelte fagudvalg og forvaltninger. Den skal være et kommunalt manifest – på samme måde som kommunens værdigrundlag – de både skaber et fælles udgangspunkt og samtidig udfordrer eksisterende syn på organisering af tilbud til børn og familier i Københavns Kommune.
Visionerne skal danne udgangspunkt for efterfølgende strategier og konkrete målsætninger inden for de enkelte områder.
Der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle forvaltninger, der skal udarbejde forslag til en samlet børne- og familiepolitik, der først sendes til høring og siden til politisk forhandling.
Arbejdsgruppen skal tage udgangspunkt i både generelle og specifikke temaer, herunder fritid og kultur.
Forvaltningens bemærkninger
Inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ressortområde er børn allerede et højt prioriteret område. Udvalget vedtog således i 2000 en Børnekulturel strategi for kultur- og fritidsområdet i Københavns Kommune, og i de siden 1988 vedtagne idrætsredegørelser har børns idrætsudøvelse været prioriteret. Hertil kommer at Bibliotekerne både med sine børnebiblioteker og i øvrigt er stærkt involveret i det lokale arbejde omkring børnefamilierne.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder, at en større helhed i kommunens politik på hele børneområdet vil lette implementeringen af målsætningerne på de enkelte områder.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder, at udarbejdelse af en fælles børne- og familiepolitik vil kunne medvirke til både en samordning af og en større dynamik i de forskellige forvaltningers politik på børne- og familieområdet, hvorfor nedsættelse af en arbejdsgruppe med deltagelse fra alle forvaltninger til det indledende arbejde kan bakkes op.
Det indstilles, at nærværende indstilling fremsendes som
høringssvar vedr. "Kommissorium for udarbejdelse af Københavns Børne- og
familiepolitik" til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Indstillingen har ikke umiddelbart økonomiske konsekvenser.
BILAG
1. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning (FA
138/2004)
2. Kommissorium
for udarbejdelsen af Københavns Kommunes børne- og familiepolitik
Carsten Haurum
/Preben Rohde