Mødedato: 29.03.2007, kl. 15:00

Klubhuspavillon og kunstgræsbane på Kulbanevej

Klubhuspavillon og kunstgræsbane på Kulbanevej

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 29. marts 2007

 

Afbud:

·        Borgmester Martin Geertsen

 

udvalgets næstformand, Simon Strange, varetog mødeledelsen.

 

Fraværende:

·        Leslie Arentoft

·        Frank Hedegaard

 

 

 

4.      Klubhuspavillon og kunstgræsbane på Kulbanevej

(KFU 186/2007)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om restfinansieringen af hhv. klubhuspavil-lon og kunstgræsbane på Kulbanevej skal indgå i forhandlingerne om budget 2008.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status vedrørende etablering af hhv. klubhuspavillon og kunstgræsbane på Kulbanevej til efterretning

2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at restfinansieringen på 1,69 mio.kr. indgår i forhandlingen om budget 2008.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. marts 2007:

Et enigt udvalg godkendte et ændringsforslag fra Morten Westergaard om, at restfinansieringen i forhold til en kunstgræsbane i fuld størrelse indgår i budgetforhandlingerne. Den samlede restfinansiering udgør således 3,83 mio. kr.

Den således ændrede indstilling blev godkendt. 

 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har besluttet, at der skal etableres hhv. en klubhuspavillon og en kunstgræsbane på Kulbanevej. Det er imidlertid ikke muligt at realisere projektet inden for det afsatte beløb.

 

Klubhuspavillon
Den 1. december 2005 gav Borgerrepræsentationen en bevilling på 754.000 kr. til etablering af en klubhuspavillon på Kulbanevej (BR 664/05). Med Lokale- og Anlægsfondens tilskud på 348.000 kr. er der i alt 1,1 mio. kr. til rådighed for byggeriet.

I foråret 2006 udarbejdede ONV arkitekter, Rikken FC og Kultur- og Fritidsforvaltningen i fællesskab et skitseforslag til en klubhuspavillon på ca. 80 m2 + 50 m2 overdækket terrasse. (Bilag 1). Prisen er imidlertid nu beregnet til 1,93 mio. kr., hvorefter der mangler finansiering for 0,83 mio. kr.

Prisstigningen skyldes primært, at Borgerrepræsentationen efter vedtagelsen af klubhuspavillonen har besluttet, at der også skal etableres en kunstgræsbane på Kulbanevej. Samlet giver det et kvalitetsløft til anlægget, da det herefter kan bruges hele året. På udgiftssiden har det dog medført 1) at klubhusets placering skal ændres – og dermed omprojekteres, 2) at klubhuset vil få helårsdrift med krav om isolering og opvarmning, 3) at pavillonbyggeriet er blevet forsinket – og udgifterne dermed steget.

 

Kunstgræsbane
Den 9. februar 2006 gav Borgerrepræsentationen en bevilling på 2,8 mio. kr. til etablering af en 11-mands kunstgræsbane på Kulbanevej (BR 67/06). Etableringsomkostningerne er imidlertid beregnet til 5,8 mio. kr., hvorefter der mangler finansiering for 3 mio. kr.

Differencen skyldes primært udgifter på ca. 2 mio. kr. til jordarbejder, dræn og lysanlæg, da der ikke i forvejen er en fodboldbane på det areal, hvor kunstgræsbanen skal etableres – modsat kunstgræsbanerne i fx Tingbjerg Idrætspark, Ryparkens Idrætsanlæg, Kløvermarken og Valby Idrætspark.

   

Løsning

Kunstgræsbane
Efter aftale med Rikken FC foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der i stedet for en 11-mandsbane etableres en 7-mands kunstgræsbane på Kulbanevej. Prisen på 7-mandsbanen er 3,66 mio. kr., hvorefter den manglende finansiering er reduceret til 0,86 mio. kr.

 

Klubhuspavillon

Klubhuspavillonen placeres mellem den nuværende 11-mands græsbane og den kommende 7-mands kunstgræsbane. Klubhuspavillonen består af 2 grundmoduler á ca. 40 m2. Det ene modul indeholder 2 omklædningsrum med tilhørende toilet og brusefaciliteter. Det andet modul indeholder et ca. 32 m2 stor opholdsrum med køkkenniche. Der er placeret et 8-10 m2 stort depotrum mellem de to moduler. Derudover er der en overdækket terrasse. Det anbefales at klubhuspavillonen etableres i sin helhed, hvorefter den manglende finansiering fortsat er 0,83 mio. kr.

 

Samlet økonomi
Facilitet                             Bevilling         Udgift           Manglende finansiering
Klubhuspavillon                1,10 mio. kr.                         1,93 mio. kr.     0,83 mio. kr.
Kunstgræsbane                  2,80 mio. kr.                         3,66 mio. kr.     0,86 mio. kr.
---------------------------------------------------------------------------------------
I alt:                                  3,90 mio. kr.                         5,59 mio. kr.     1,69 mio. kr.

----------------------------------------------------------------------------------------

 

Forvaltningens vurdering

Rikken FC har 81 medlemmer, hvoraf 15 medlemmer er under 20 år. Træning og turneringskampe afvikles på den eksisterende græsbane på Kulbanevej. Til træning møder spillerne enten omklædte hjemmefra, eller også klæder de om på den nærliggende varmecentral. Til turneringskampene foregår bad og omklædning i lejede kælderlokaler på Vigerslev Vænge, hvor Rikken FC også har et klublokale.

Ud over at forbedre forholdene for klubbens nuværende medlemmer vil etableringen af et klubhus og en kunstgræsbane på Kulbanevej give Rikken FC mulighed for at udvikle deres klub, og samtidig tilbyde nærområdets børn og unge at spille fodbold året rundt. Det skal bemærkes, at området omkring Kulbanevej hører til et af de socialt belastede områder.

Der er udført orienterende miljøundersøgelser (bilag 2). Ud af 6 udtagne fyldprøver viste tre prøver forurenet jord i klasse 3-4, en fyldprøve viste forurenet jord i klasse 2, og de sidste to fyldprøver viste ren jord. Miljøkontrollen kræver, at der i alt udtages 30 prøver.

  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Forslaget indgår i forhandlingerne for budget 2008.

Hvis der ikke afsættes midler på budget 2008, vil sagen atter blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Bilag

Øvrige bilag

1.      Klubhuspavillon og kunstgræsbane på Kulbanevej – revideret projektskitse.

2.      Notat vedr. miljøforhold.

 

         Carsten Haurum

                                                         /Mads Kamp Hansen

 


 

Til top