Resultatkontrakt for centralbiblioteksvirksomheden for 2004-2007
Resultatkontrakt for centralbiblioteksvirksomheden for 2004-2007
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 29. januar 2004
Sager til beslutning
9. Resultatkontrakt for centralbiblioteksvirksomheden for 2004-2007
(KFU 28/2004)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender udkast til Resultatkontrakt for Københavns Kommunes Bibliotekers centralbiblioteksvirksomhed for 2004-2007.
RESUME
Københavns
Kommunes Biblioteker og Biblioteksstyrelsen indgik i 2002 en udviklingskontrakt
for centralbiblioteksvirksomheden i 2003.
Der
er forhandlet en ny kontrakt for 2004-2007, som betyder visse forandringer i
forhold til 2003. Således er centralbiblioteksområderne ændrede, der er sket
indskrænkninger på i alt 1 mio. kr. i grundtilskuddet, og en del af de
hidtidige resultatkrav og –mål er reduceret.
Centralbiblioteksområderne
er ændret således at Københavns Kommune fra 2004 varetager overbygningen for
trykte materialer for Frederiksberg Kommune, mens Frederiksberg Kommune skal
varetage overbygningen for musik i fast form for Københavns Kommune.
SAGSBESKRIVELSE
Historik
Københavns Kommunes Biblioteker udøver i henhold til Lov om biblioteksvirksomhed af 17. maj 2000 centralbiblioteksvirksomhed for Københavns Kommune. Fra 2001 er virksomheden udført i overensstemmelse med en med Biblioteksstyrelsen indgået udviklingskontrakt, som er godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget, senest på mødet den 12. september 2002 (KFU 330/2002).
I marts 2002 udsendte kulturministeren et forslag til ændring af centralbiblioteksstrukturen. I forslaget bevares de 16 centralbiblioteker, men med ændret opgaveportefølje. Niveau 1: omfattende opgaveportefølje, niveau 2: bred opgaveportefølje og niveau 3: smal opgaveportefølje. I kulturministerens forslag tildeles Københavns Kommunes Biblioteker en omfattende opgaveportefølje, hvilket indebærer materialesupplering, koordinering af diverse opgaver, rådgivning og kompetenceudvikling. Den nye centralbiblioteksstruktur træder i kraft den 1. januar 2004.
2003
Udviklingskontrakten for 2003 var i alt væsentligt en forlængelse af udviklingskontrakten for 2001 og 2002. Resultatmål af tidsbegrænset karakter, f.eks. afsluttede brugerundersøgelser og lignende, udgik. Nye resultatmål, som f.eks. projekt Downlaan (web-baserede e-tekster), web-baseret musikformidling og samarbejde med Frederiksberg Bibliotek om en Hovedstadsbiblioteksportal blev tilføjet.
Grundtilskuddet for 2003 blev på 4.7 mio. kr.
2004-2007
Udkastet til resultatkontrakt for 2004-2007 (bilag 1), der er forhandlet med Biblioteksstyrelsen, indeholder følgende ændringer i forhold til kontrakten for 2003:
Ny centralbiblioteksstruktur
Fra 2004 varetager Københavns Kommunes Biblioteker materialeoverbygningen for såvel Københavns som Frederiksberg Kommune, for så vidt angår trykte materialer. Frederiksberg Bibliotek varetager materialeoverbygningen for musik i fast form.
På den baggrund er der indledt drøftelser med Frederiksberg Bibliotek om den praktiske materialeforsyning, kørsel mv., og der har udviklet sig et tæt samarbejde mellem de to biblioteker.
Ændring af grundtilskuddet
En af Biblioteksstyrelsen iværksat større reorganisering af centralbibliotekstilskuddet til samtlige centralbiblioteker har for 2004 betydet, at Københavns Kommunes Biblioteker har måttet acceptere en nedgang i grundtilskuddet fra 4.7 mio. kr. i 2003 til 3.7 mio. kr. i 2004. Nedgangen har ramt forskelligt i de forskellige amter, men taget som et hele er København tilsyneladende ikke hårdere ramt end andre kommuner.
Med henblik på kontraktforhandlingerne 2005 ff. har Københavns Kommune klaget over opgørelsen af forbruget af elektroniske ressourcer, som har direkte virkning på grundydelsens størrelse.
De supplerende ydelser til nettjenesterne, som fremgår af kontraktudkastets bilag 1, betragtes som etårige ydelser, som i princippet skal drøftes med staten hvert år. Netydelserne evalueres årligt, og beløbet (1.4 mio. kr.) hertil må betragtes som et midlertidigt projekttilskud.
Inklusive de meget små beløb til musik i elektronisk form og kørselsordning (henholdsvis 0.05 og 0.02 mio. kr.) er den samlede økonomiske virkning af kontrakten 5.1 mio. kr.< /p>
Ændringer i resultatmål og –krav
Kontrakten for 2004 er opbygget efter en anden og enklere model end de hidtidige kontrakter. For hvert år – i en årrække på 4 år – arbejdes med et resultatkrav og –mål for hvert område, som kontrakten dækker.
Hovedbiblioteket i København skal i henhold til kontraktens kapitel 2 varetage følgende grundydelser:
· Materialeoverbygning (anskaffelse og vedligeholdelse af trykte materialer samt lånesamarbejde og formidling af trykte materialer)
· Informationstjeneste
· Råd og vejledning
· Samordning af folkebiblioteksopgaver.
Disse grundydelser betales af grundtilskuddet på 3.7 mio. kr.
Ud over disse ydelser skal Hovedbiblioteket i København varetage særlige regionale eller landsdækkende overbygningsopgaver. Disse er:
· Musik i elektronisk form (på Hovedbiblioteket udfoldet i projektet "Netmus").
· Internetydelser (Hovedbiblioteket varetager styringen af nettjenesterne "DobBot.dk" og "skrivopgave.dk").
Disse supplerende ydelser betales af et særtilskud på 1.4 mio. kr.
Forvaltningens vurdering
På trods af det reducerede grundtilskud og den udvidede opgaveportefølje er det forvaltningens vurdering at centralbiblioteksopgaven skal bevares.
Det indgår i vurderingen at lån til andre biblioteker stadig
vil være en lovmæssig forpligtelse (Bibliotekslovens § 5, stk. 2), at en
nedlæggelse af centralbiblioteksvirksomheden vil betyde et tab af statstilskud
på 3.7 mio. kr., og at der vil være et betragteligt tab af kompetence og
prestige forbundet med tab af centralbiblioteksforpligtelsen.
Forvaltningens indstilling
Det indstilles, at udkast til kontrakt for 2004-2007
godkendes.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Af kontraktens bilag 1 fremgår kontraktens samlede økonomiske virkning.
Det fremgår heraf, at grundtilskuddet i 2004 er 3.7 mio. kr. mod 4.7 mio. kr. i 2003. Det manglende beløb er dækket ved besparelser på bibliotekernes samlede budget på konto 3.50.1. De 3.7 mio. kr. svarer til det på budgettet for 2004 optagne beløb.
Inklusive det supplerende beløb til nettjenester (1.4 mio. kr.) samt de meget små beløb til musik i elektronisk form og kørselsordning (henholdsvis 0.05 og 0.02 mio. kr.) er den samlede økonomiske virkning af kontrakten 5.1 mio. kr., hvilket beløb, der er dækning for på konto 3.50.1 Folkebiblioteker.
BILAG
1. Resultatkontrakt for centralbiblioteksvirksomhed i Københavns Kommunes Biblioteker for 2004-2007 (fremlægges og kan rekvireres elektronisk)
Carsten Haurum
/ Jan Østergaard Bertelsen