Mødedato: 29.01.2004, kl. 16:00

Medlemsforslag om fleksible åbningstider (Udsat 15.01.04 - KFU 17/2004)

Medlemsforslag om fleksible åbningstider (Udsat 15.01.04 - KFU 17/2004)

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 29. januar 2004

&nbs p;

 

Sager til beslutning

 

5.      Medlemsforslag om fleksible åbningstider (Udsat 15.01.04 - KFU 17/2004)

(KFU  35/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget træffer principbeslutning om, at en udvidelse af åbningstiderne på Thorvaldsens Museum og i Nikolaj Udstillingsbygning søges indarbejdet i budgetforslaget for 2005.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. januar 2004

Sagen blev udsat.

 

 

RESUME

På Borgerrepræsentationens møde den 11. juni 2003 stillede Martin Geertsen forslag om, at alle forvaltninger inden 1. oktober 2003 for Borgerrepræsentationen fremlægger forslag og visioner til mere fleksible åbningstider på kommunens institutioner på hverdage og i weekender, samt at der i forslag og visioner gøres rede for eventuelle økonomiske konsekvenser af mere fleksible åbningstider.

Medlemsforslaget inkl. det fremsatte ændringsforslag om at "alle forvaltninger" ændres til "Kultur- og Fritidsforvaltningen" blev henvist til Kultur- og Fritidsudvalget.

Forvaltningen har undersøgt behovet for ændrede åbningstider inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ressortområde.

På den baggrund foreslås det, at en udvidelse af åbningstiderne på Thorvaldsens Museum og i Nikolaj Udstillingsbygning indgår i budgetforslaget for 2005.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

På Borgerrepræsentationens møde den 11. juni 2003 stillede Martin Geertsen forslag om, at alle forvaltninger inden 1. oktober 2003 for Borgerrepræsentationen fremlægger forslag og visioner til mere fleksible åbningstider på kommunens institutioner på hverdage og i weekender, samt at der i forslag og visioner gøres rede for eventuelle økonomiske konsekvenser af mere fleksible åbningstider (BR 300/03) (Bilag 1).

Motivering:

Venstre tog i 2002 sammen med en række andre partier i Borgerrepræsentationen initiativ til et forslag om frie åbningstider i den københavnske detailhandel. Det gjorde vi med afsæt i det seneste årtis markante ændringer i familiemønstrene. Det handler bl.a. om, at familiernes samlede arbejdstid er steget, hvorfor der i dag er mindre tid tilovers til andre aktiviteter – herunder indkøb. Når det sammenholdes med, at mere end halvdelen af befolkningen i dag regelmæssigt arbejder uden for "normal" arbejdstid, skaber det naturligvis nye behov for at kunne handle fleksibelt.

Men kommunen skal også gribe i egen barm!

Kommunen skal have gjort mange flere tilbud tilgængelige på tidspunkter, der passer københavnerne – eksempelvis når københavnerne har fri for arbejde. Tanken om den åbne by bør efter vores bedste overbevisning hen ad vejen omfatte alle kommunale serviceydelser. De lokale kommunale servicecentre og rådgivningsenheder har en ekspeditionstid, der typisk strækker sig fra kl. 9 til 13 eller 15 på hverdage – en del med en enkelt ugentlig dag lukket. Det emmer ikke ligefrem af tilgængelighed for de borgere, der har arbejde eller studier at passe. Folkeregisteret og Skattevæsenet, som leverer ydelser, der for den enkelte borger er overordentligt svært at sige nej til, holder typisk åbent i fem timer midt på dagen. Pladsanvisningen, som primært skal være tilgængelig for københavnere på arbejdsmarkedet har primært åbent midt på dagen. Det er nu engang ikke alle kontakter med kommunen, der kan klares via telefon eller internet. Kommunen skal også åbne de kulturelle institutioner, som holder lukket i weekenden til glæde for københavnerne og byens gæster. Den manglende tilgængelighed sender under alle omstændigheder et helt utilfredsstillende signal til københavnerne.

På den baggrund foreslår Venstre, at alle forvaltninger iværksætter planer for mere fleksible åbningstider i de kommunale institutioner på såvel hverdage som i weekender. Planerne skal forelægges Borgerrepræsentationen inden 1. oktober.

***

Medlemsforslaget inkl. det fremsatte ændringsforslag om at "alle forvaltninger" ændres til "Kultur- og Fritidsforvaltningen" blev henvist til Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Forvaltningens bemærkninger

Der har de seneste par år været en del tiltag i Kultur- og Fritidsforvaltningen gående på en udvidelse af åbningstiderne ligesom, der er åbnet helt nye steder for offentligheden. Her kan nævnes: Havnebadet v. Islands Brygge hår åbnet for morgensvømning, søndagsåbning på Bibliotekerne er udvidet fra 4 til 8 biblioteker og Rådhushaven, der hidtil har været lukket for offentligheden, er åbnet i dagtimerne.

For så vidt angår mulighederne for yderligere tiltag er der indhentet bidrag fra forvaltningens forskellige områder om gældende åbningstider samt det umiddelbare behov for en ændring heraf. En kort opsummering fremgår af nedenstående bemærkninger.

Kunst & Kultur

1.      Kultur- og medborgerhusene.

Disse har samlet en meget lang ugentlig åbningstid. Typisk fra kl. 9 til 23 på hverdage. En del af husene har sommerlukket, og nogle har lukket delvist i weekenderne.

Forslag om ændrede åbningstider m.v. indgår i de drøftelser om husenes fremtidige virke, som pt. pågår, hvorfor nærmere omtale udelades i denne sag.

 

2.      Museerne

Nikolaj Udstillingsbygning, Thorvaldsens Museum og Københavns Bymuseum har alle åbent både lørdage og søndage. Ingen af dem har aftenåbent, og både Thorvaldsens Museum og Bymuseet har en ugentlig lukkedag. Alle 3 institutioner har et stort ønske om udvidede åbningstider på hverdage - Bymuseet og Nikolaj med en ugentlig aftenåbning og Thorvaldsens Museum med den hidtidige lukkedag mandag - men har ikke hidtil haft budgetmæssige muligheder herfor.

F.s.v. angår Bymuseet forventes dog et forslag om udvidet åbningstid gældende for resten af 2004 forelagt på et af de kommende møder.

 

3.      Ungdomsinformationen.

Ungdomsinformationen har lukket i weekenderne. Der har tidligere været et behov for lørdagsåbent i august og september i forbindelse med studiestarten, hvorfor behovet for en genindførelse heraf løbende vurderes.

 

Bibliotekerne

Bibliotekerne vurderer løbende behovet for at justere eller udvide åbningstiden. Den samlede åbningstid er siden 1998 udvidet med i alt 51,5 timer om ugen. Senest er antallet af søndagsbiblioteker for doblet fra 4 til 8 og Hovedbiblioteket har udvidet åbningstiden med 2 timer om lørdagen. Disse udvidelser er sket inden for budgetrammen.

Det vurderes p.t., at der ikke er behov for at foretage yderligere ændringer/udvidelser i åbningstiderne.

Beslutning om evt. yderligere forøgelse af søndagsåbne biblioteker bør afvente et par år, således at der kan indhentes erfaringer med den nyligt gennemførte fordobling af søndagsåbne biblioteker. Forøgelsen vil forudsætte en rammeudvidelse.

 

For så vidt angår Fritid & Idræt (herunder KI), Ejendomsdrift og Sekretariatet (Øvrighedskontoret, Huslejenævnet og Taxinævnet) ses der umiddelbart ikke at være et behov for ændrede åbningstider.

 

På den baggrund foreslås det, at en udvidelse af åbningstiderne på Thorvaldsens Museum og i Nikolaj Udstillingsbygning indgår i budgetforslaget for 2005.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

 

ØKONOMI

Udgifterne til at holde aftenåbent i Nikolaj Udstillingsbygning beløber sig til 55.000 kr. årligt. Og en ekstra åbningsdag på Thorvaldsens Museum beløber sig til 250.000 kr. årligt.

 

BILAG

1.      Beslutningsforslag af 11. juni 2003 (BR 300/03)

 

Carsten Haurum

/ Preben Rohde

 


 


Til top