Mødedato: 29.01.2004, kl. 16:00

Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro

Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 29. januar 2004

 

 

Sager til beslutning

 

12.      Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro

(KFU  30/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,

at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling i 2004 på 59,29 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 til etablering af Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro ved Korsgade.

at den kassemæssige dækning for anlægsbevillingen anvises med:

-         16,73 mill. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2004, rådighedsbevilling Kultur- og Fritid konto 0.30.3.

-         32,56 mill. kr. i form af overførsel fra budget 2003 til 2004 af uforbrugte midler fra rådighedsbevillingerne fra pulje til lokalt idrætsanlæg og idrætspuljen 2003. En forudsætning for ovenstående finansieringsplan er, at Borgerrepræsentationen beslutter at overføre de 32,56 mill. kr.

-         10,0 mill. kr. ved at Borgerrepræsentationen giver en rådighedsbevilling i 2004 på 10,0 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.3.

at kassemæssig dækning for rådighedsbevillingen på 10,0 mill. kr. anvises ved at Borgerrepræsentationen giver en indtægtsbevilling på 10,0 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.3, svarende til Lokale- og Anlægsfondens andel af udgifterne til realisering af Idræts- og Kulturhuset, som fonden har bevilget den 20. januar 2004

at Borgerrepræsentationen giver en tillægsbevilling på 80.000 kr. (p/l 2004) til betaling af ejendomsskatter i 2004 til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling – Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) i 2004

at den kassemæssige dækning på de 80.000 kr. anvises på Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, konto 8.05.5 kassen

at Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at give en driftsbevilling på 1,4 mill. kr. (p/l 2004) som et rammeløft til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling – Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) i 2005

at Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at give en driftsbevilling på 4,42 mill. kr. (p/l 2004) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling – Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) som et rammeløft til KI i budgettet fra 2006 og frem.

 

 

RESUME

På baggrund af Borgerrepræsentationens bevilling på 750.000 kr. og Lokale- og Anlægsfondens bevilling på 750.000 kr. er der i sommeren og efteråret 2003 blevet udarbejdet et projektforslag vedrørende et nyt Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro. De samlede anlægsudgifter udgør 61,29 mill. kr. inkl. 2 mill. kr. som tilskud til opførelse af kommende parkeringshus. Lokale- og Anlægsfonden har den 20. januar 2004 besluttet at støtte projektet med 10 mill. kr.

Idræts- og Kulturhuset placeres på Indre Nørrebro tæt ved Blågårds Plads. En væsentlig målsætning med huset er at medvirke som et konkret bud på en forebyggende indsats af de sociale og kulturelle problemer, der er på Indre Nørrebro. Da bydelen er relativt underforsynet med idræts- og kulturfaciliteter, har etableringen af et idrætsanlæg haft høj prioritering.

For at inddrage så mange lokale interessenter som muligt i processen vedrørende udviklingen af Idræts- og Kulturhuset er der etableret en interessentgruppe, hvor naboer, idrætsklubber, organisationer og andre har deltaget.

Projektforslaget omfatter et anlæg med et bebygget areal på 2.490 m2 samt en kælder på 1.005 m2. Idræts- og Kulturhuset indeholder bl.a. en foyer, caféområde, fitnessbalkon, hovedrum med plads til afvikling af håndboldkampe, dansesal, niche til boldareal med boldmur samt niche til kampsport. Bygningen er delvis nedgravet, og udefra set vil anlægget fremstå som en græsbelagt jordhøj, så naboer og andre kan færdes på jordhøjen. Tanken er så vidt muligt at fastholde et i forvejen grønt område.

Idræts- og Kulturhuset placeres på Indre Nørrebro i det område i Korsgade-karéen, som er omfattet af Lokalplan nr. 32. Ifølge lokalplanen er en del af matr. nr. 6002 Udenbys Klædebo kvarter forbeholdt opførelsen af et kollektivt anlæg, herunder en idrætshal. Der er en aftale mellem Københavns Kommune og matriklens ejer Boligselskabet FSB, som giver kommunen ret til vederlagsfrit at overtage et ubebygget areal på indtil 4.000 m2, som i dag er en del af matr.nr. 6002. Retten til at overtage grunden bygger på en aftale, der blev indgået, da Byfornyelsesselskabet København solgte ejendomme til FSB i 1983. Den endelige overtagelse og udmatrikulering vil ske i forlængelse af Borgerrepræsentationens behandling af nærværende indstilling.

Ifølge miljøundersøgelser skønnes det, at det vil koste 4,1 mill. kr. at oprense byggegrunden. Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter at realisere projektet, vil der blive igangsat yderligere undersøgelser. Hvis disse undersøgelser mod forventning viser, at byggegrunden er mere forurenet end først antaget, vil sagen blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på ny.

I forbindelse med Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro skal der opføres 30 parkeringspladser. 5 af disse vil blive opført i en parkeringskælder, der etableres i tilknytning til Idræts- og Kulturhuset. De øvrige 25 parkeringspladser reserveres i det parkeringshus, som boligselskabet FSB opfører ved Åboulevarden. Der er fore løbig afsat 2 mill. kr. til Københavns Kommunes økonomiske deltagelse i opførelsen af det kommende parkeringshus. Udover de 2 mill. kr. skal der påregnes en årlig markedsleje for pladserne på ca. 150.000 kr. eksl. moms (p/l 2004). Der vil senere blive udarbejdet en selvstændig indstilling om en aftale mellem Københavns Kommune og FSB om kommunens økonomiske deltagelse i opførelsen af parkeringshuset samt betaling af leje for 25 parkeringspladser.

Projektet har været i høring i interessentgruppen. Der er generel tilfredshed med projektet. Dog har Gårdlauget den grønne firkant igennem hele forløbet været imod placeringen af Idræts- og Kulturhuset, som gårdlauget finder uhensigtsmæssig. Gårdlauget peger på en alternativ placering. Kultur- og Fritidsforvaltningen kan ikke anbefale denne placering.

KI's bestyrelse tiltrådte den 20. januar 2004 en indstilling om at varetage bygherrerollen på projektet.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Kommune har i løbet af 2003 fået udarbejdet et projektforslag der omhandler et nyt Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro. Prisen for huset er 61,29 mill. kr., inkl. økonomisk deltagelse i opførelsen af kommende parkeringshus. Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter at realisere projektet, vil Indre Nørrebro få tilført en spændende og nutidig idrætsfacilitet i efteråret 2005.

 

Baggrund

Borgerrepræsentationen besluttede den 6. december 2001 at bevilge 750.000 kr. til en arkitektkonkurrence vedr. et Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro (BR 605/01). Lokale- og Anlægsfonden bevilgede et tilsvarende beløb, hvormed den samlede bevilling var på 1,5 mill. kr. Konkurrencen blev i foråret/sommeren 2003 gennemført som et udbud med henblik på prækvalificering af et antal rådgiverteams – et såkaldt udbud i teamentreprise i partnering.

De samlede udgifter til etablering af Idræts- og Kulturhuset er fastsat til 61,29 mill. kr. (inkl. medfinansiering af parkeringshus) (KFU 369/2002). Kultur- og Fritidsforvaltningen har samarbejdet med Lokale- og Anlægsfonden om projektet. Lokale- og Anlægsfonden har den 20. januar 2004 besluttet at støtte projektet med 10 mill. kr.

Behovet for idrætsfaciliteter på Indre Nørrebro

Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro udgør en central del af Indre Nørrebros helhedsplan. En væsentlig målsætning med huset er at være et konkret bud på en forebyggende indsats af de sociale og kulturelle problemer, der er på Indre Nørrebro.

Erfaringsmæssigt ved man, at idræt er et velegnet udgangspunkt for positivt samvær blandt børn og unge, og at dette samvær rækker ud over den tid, hvor man er sammen om idrætsaktiviteten. I en bydel med en mangfoldighed af kulturer er integrationen af bydelens børn, unge og voksne borgere af central betydning for en bæredygtig fælles fremtid. Da bydelen er relativt underforsynet med idræts- og kulturfaciliteter, har etableringen af et idrætsanlæg haft høj prioritering.

Det oprindelige udbudsmateriale tager udgangspunkt i ideen om at skabe en "indre byfælled". Inspirationen udspringer af byernes fælleder, som var betegnelsen for græsarealer, der udgjorde et frirum for byens borgere i byernes udkant. Her samledes man til samvær og rekreation. Man mødtes til idræt og leg, fest og afslapning.

Traditionen med en byfælled er med projektet søgt genoplivet i en moderne udgave i oplægget til opførelse af et multianvendeligt Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro. Oplægget kobler storbyens brug af offentlige rum og institutioner sammen med moderne idrætsformer og kulturtilbud. Projektet bygger således på et samarbejde på tværs af sektorgrænser, institutionelle rammer og mellem beboere og myndigheder.

 

Det aktuelle projektforslag

Projektforslaget er udarbejdet i løbet af sommeren/efteråret 2003 i et samarbejde mellem byggeteam, Lokale- og Anlægsfonden, KI, lokale brugergrupper og naboer samt Kultur- og Fritidsforvaltningen. Byggeteamet består af BBP Arkitekter, Lemming & Eriksson Ingeniører og Hoffmann Entreprenør. Kultur- og Fritidsforvaltningen har hidtil været projektansvarlige. Såfremt Borgerrepræsentationen vedtager at realisere projektet, vil det være Københavns Idrætsanlæg, der er bygherre. KI's bestyrelse tiltrådte den 20. januar 2004 en indstilling om at varetage bygherrerollen på projektet.

Projektforslaget indeholder beskrivelser og tegninger af Idræts- og Kulturhuset, herunder tilbudt pris på den samlede anlægssum. Projektforslaget, suppleret med billagsmapper vedrørende rumskemaer, detailløsninger, tekniske specifikationer og beskrivelse af kvalitetsniveau, udgør således det samlede byggeprogram.

 

Interessentgruppe

For at inddrage så mange lokale interessenter som muligt i processen vedrørende udviklingen af Idræts- og Kulturhuset er der blevet etableret en såkaldt interessentgruppe. Det primære formål med gruppen har været, at så mange lokale interessenter som muligt skulle inddrages i en tæt dialog om udformningen af projektforslaget. Hensigten har med andre ord været at afdække ønsker/ideer og i fællesskab drøfte mulige løsninger, hvorved det endelige projektforslag i videst mulig omfang tager højde for forskellige brugergruppers og naboernes ønsker.

Interessentgruppen har bestået af følgende: Gårdlauget den grønne firkant, FSB Blågården, Nørrebronx, Firkantens Floorball Klub, Skjold Stevnsgade Basketballklub, Projekt Rabarberlandet, Gadepulsen, Metropolitanskolen, Danmarks Idrætsforbund, DGI Storkøbenhavn og KI. Fritid & Idræt har været ansvarlig for interessentgruppens arbejde. Gruppen har i løbet af vinteren holdt en række møder, ligesom der har været afholdt to åbne informationsmøder for alle interesserede. I forlængelse af projektforslagets færdiggørelse har deltagerne i interessentgruppen haft mulighed for at indgive et skriftligt høringssvar.

Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter at realisere projektet, vil interessentgruppen fortsætte som følgegruppe i byggeperioden.

 

Projektforslagets indhold

Projektforslaget omfatter et anlæg med et bebygget areal på 2.490 m2 samt en kælder på 1.005 m2. Idræts- og Kulturhuset indeholder bl.a. en foyer, caféområde, fitnessbalkon, hovedrum med plads til afvikling af håndboldkampe, dansesal, niche til boldareal med boldmur samt niche til kampsport. Bygningen er delvis nedgravet, og udefra set vil anlægget fremstå som en græsbelagt jordhøj, hvor naboer og andre kan færdes. Tanken er så vidt muligt at fastholde et grønt område.

Indgangen til huset foregår fra Korsgade. Herfra ledes folk ind i et foyer- og caféområde på i alt 328 m2. Foyeren er bygningens samlingssted, og der er flere attraktive opholdsmuligheder i foyeren. Bl.a. vil man herfra have e t godt udsyn udover hovedrummet samt til bygningens andre aktiviteter. Som en integreret del af foyeren etableres et køkken, og det er planen, at dette køkken vil kunne servicere husets brugere. I forlængelse af caféområdet etableres en fitnessbalkon på 120 m2. Det vil her være mulighed for at dyrke fitness samtidig med, at man har udsyn over hovedrummet.

Fra foyeren fører en ca. 8 m. bred trappe til hovedrummets baneniveau. Hovedrummet er bygningens centrale aktivitetsareal, og der vil her være mulighed for bl.a. at dyrke håndbold, floorball, badminton, volleyball, basketball, kulturarrangementer mm. Det vil være muligt at opdele hovedrummet i mindre enheder ved hjælp af rullenet.

Fra hovedrummet er der indgang til en dansesal på 115 m2. Salen har en størrelse, som gør den anvendelig til en lang række mindre pladskrævende aktiviteter som dans, aerobic, gymnastik mm. Der sikres tilfredsstillende lydmæssig afskærmning af rummet, så der kan spilles musik, uden at det generer husets øvrige aktiviteter. Ligeledes er det muligt at foretage en visuel afskærmning, hvorved de brugergrupper, som ikke ønsker at blive betragtet af husets øvrige brugere, har et sted at dyrke idræt.

Som en niche i forhold til hovedrummet etableres boldareal med boldmur til uformelt boldspil og leg. Der etableres hertil en boldmur, der er godt 7 m. bred, og som har en højde, der varierer fra 7 til 4 m. Som afskærmning ind mod hovedrummet placeres en 7 m. høj ribbevæg. Boldarealet kan også anvendes bordtennis, billard mv.

I anlæggets fjerne ende findes en niche på 170 m2 til forskellige kampsportsgrene såsom judo, karate mv. Med denne placering vil arealet naturligt kunne bruges til sceneområde i forbindelse med forskellige arrangementer. Der vil i den videre proces fokuseres på at sikre en rimelig akustisk afdæmpning specielt i forbindelse med dette areal, dog uden at etablere en egentlig aflukning.

Udover de ovenfor nævnte arealer vil der blive etableret omklædningsrum, toiletter, rengøringsrum, depotrum, teknikrum, mødelokale og parkeringskælder.

Som tidligere nævnt vil huset blive delvist nedgravet, og udvendigt vil facader og tag bliver dækket af jord og græs. Der vil i forbindelse med indgangsparti, nødudgange og caféområdet blive etableret naturlig lysindtag. Ved at nedgrave huset og etablere en jordhøj vil man kunne bibeholde et grønt areal. Det vil være muligt via trapper og skrænter at komme op på taget, som derved kan udnyttes til rekreative formål. Jordhøjen vil således blive en del af det eksisterende gårdanlæg.

Der er afsat midler til at etablere og optimere jordhøjen. Det er tanken, at naboerne skal indgå i en arbejdsgruppe, som i løbet af byggeriet skal arbejde videre med at udvikle det område på 4.000 m2, som Idræts- og Kulturhuset og terræn vil optage.

Idræts- og Kulturhusets særlige karakter og udformning har foranlediget Lokale- og Anlægsfonden, der ellers ikke giver tilskud til idrætshaller, til at yde et kontant tilskud på 10 mill. kr. til projektet.

 

Byggegrunden

Idræts- og Kulturhuset placeres på Indre Nørrebro i det område i Korsgade-karéen, som er omfattet af Lokalplan nr. 32. Ifølge lokalplanen er en del af matr. nr. 6002 Udenbys Klædebo kvarter forbeholdt opførelsen af et kollektivt anlæg, herunder en idrætshal.

Der er en aftale mellem Københavns Kommune og matriklens ejer Boligselskabet FSB, som giver kommunen ret til vederlagsfrit at overtage et ubebygget areal på indtil 4.000 m2, som i dag er en del af matr.nr. 6002. Retten til at overtage grunden bygger på en aftale, der blev indgået, da Byfornyelsesselskabet København solgte ejendomme til FSB i 1983. Den endelige overtagelse og udmatrikulering vil ske i forlængelse af Borgerrepræsentationens behandling af nærværende indstilling.

Parkeringsforhold

Ifølge gældende lokalplan skal der i forbindelse med nybyggeri opføres 1 parkeringsplads pr. 100 m2. Endvidere må parkeringen ikke indrettes på terræn, men skal etableres som underjordisk anlæg eller eventuelt andet steds i kvarteret.

I forbindelse med Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro skal der opføres 30 parkeringspladser. Som det fremgår af projektforslaget, vil der i tilknytning til Idræts- og Kulturhuset blive opført en parkeringskælder med 5 parkeringspladser. Der vil blive etableret en bilelevator i gadeplan, hvorved biler kan parkere i parkeringskælderen. Fra kælderen vil der være direkte adgang til Idræts- og Kulturhuset. Dette vil bl.a. dække behovet for handicapparkering. De øvrige 25 parkeringspladser reserveres i det parkeringshus, som boligselskabet FSB opfører ved Åboulevarden. Der er foreløbig afsat 2 mill. kr. til Københavns Kommunes økonomiske deltagelse i opførelsen af det kommende parkeringshus. Udover de 2 mill. kr. skal der påregnes en årlig markedsleje for pladserne på ca. 150.000 kr. eksl. moms (p/l 2004). Der vil senere blive udarbejdet en selvstændig indstilling om en aftale mellem Københavns Kommune og FSB om kommunens økonomiske deltagelse i opførelsen af parkeringshuset samt betaling af markedsleje for 25 parkeringspladser.

 

Tidsplan

Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter at realisere projektet, vil der umiddelbart herefter blive igangsat supplerende miljøundersøgelser. Dernæst vil der blive foretaget videre projektering, samt myndighedsbehandling.

Byggeriet forventes påbegyndt sommeren 2004 med henblik på afslutning og ibrugtagning efteråret 2005.

 

MILJØVURDERING

Miljøforhold

På foranledning af Københavns Kommunes Miljøkontrol blev der i 2000 lavet en detailkortlægning og en indledende forureningsundersøgelse i det område, hvor Idræts- og Kulturhuset skal opføres. Rapporten viste, at byggegrunden er forurenet. Grunden skal derfor oprenses.

På baggrund af disse oplysninger igangsatte Kultur- og Fritidsforvaltningen yderligere miljøundersøgelser. Målet med disse undersøgelser var at komme så tæt på en samlet pris for miljøoprensningen som muligt. Der har imidlertid ikke i denne fase været gennemført en fuldstændig forklassificering. Den foreløbigt udførte miljøundersøgelse giver en pris på miljøoprensningen med 45-50 % sikkerhed. 

Ifølge den seneste miljøundersøgelse skønnes det, at det vil koste 4,1 mill. kr. at oprense byggegrunden. Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter at realisere projektet vil der blive igangsat yderligere undersøgelser. Hvis disse undersøgelser mod forventning viser, at byggegrunden er mere forurenet end først antaget, vil sagen blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på ny.

De væsentligste miljømæssige konsekvenser ved indretning af Idr æts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro vil være knyttet til den fremtidige drift og anvendelse af huset.

I forbindelse med driften må man først og fremmest pege på energiforbruget til opvarmning, ventilation og belysning. Der kan også forventes et betydeligt vandforbrug i Idræts- og Kulturhuset. På den anden side vil et nyt Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro skabe rum for mange forskellige typer af aktiviteter, som i sig selv kan få positiv miljø- og sundhedsmæssig betydning, herunder forbedrede muligheder for motion og idræt for bydelens borgere.

De væsentligste miljøbelastninger i forbindelse med byggeriets gennemførelse vil være knyttet til materialeforbrug. For at sikre en miljømæssig optimering af projektet gennemføres den kommende projektering som miljørigtig projektering. Projektet vil desuden overholde Københavns Kommunes gældende miljøkrav for anlægsprojekter.

 

ØKONOMI

Den samlede anlægspris for byggeriet udgør 61,29 mill. kr. (p/l 2004). Heraf udgør anlægsudgifterne til selve Idræts- og Kulturhuset 59,29 mill. kr. De resterende 2 mill. kr. reserveres til udgifter til etablering af parkeringshus. Der vil senere blive udarbejdet en selvstændig indstilling med henblik på opførelsen af parkeringshuset.

Borgerrepræsentationen besluttede i budget 2000 at afsætte en pulje på 5 mill. kr. til etablering af ét nyt idrætsanlæg i København. Puljen blev i 2001 videreført med 20 mill. kr. I henhold til pris- og lønfremskrivninger udgjorde det samlede beløb 25,5 mill. kr. i 2001. I forbindelse med udarbejdelsen af vedlagte projektforslag er der blevet brugt 750.000 kr., hvorved puljen til idrætsanlæg nu udgør 24,75 mill. kr. Endvidere er der afsat midler i idrætspuljen 2003 på 9,81 mill. kr. og idrætspuljen 2004 på 10,03 mill. kr. til projektet. Endelig er der i forbindelse med budget 2004 afsat 6,7 mill. kr. til Idræts- og Kulturhuset. Udover disse kommunale midler har Lokale- og Anlægsfonden den 20. januar 2004 besluttet, at bevilge 10 mill. kr. til projektet.

Udgiftsfordelingen samt finansieringsplan fremgår af nedenstående plan.

 

I mill. kr.

2004

2005

I alt

Udgifter

33,00

26,57

59,29

Finansiering

 

 

 

Pulje til lokalt idrætsanlæg

18,19

4,56

22,75

Idrætspulje 2003

9,81

 

9,81

Idrætspulje 2004

 

10,03

10,03

Budget 2004

 

6,70

6,70

Lokale- og Anlægsfonden

5,00

5,00

10,00

 

En forudsætning for ovenstående finansieringsplan er, at pulje til lokalt idrætsanlæg og idrætspuljen 2003 overføres fra budget 2003 til 2004.

Den kassemæssige dækning for anlægsbevillingen anvises med:

-         16,73 mill. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2004, rådighedsbevilling Kultur- og Fritid konto 0.30.3.

-         32,56 mill. kr. i form af overførsel fra budget 2003 til 2004 af uforbrugte midler fra rådighedsbevillingerne fra pulje til lokalt idrætsanlæg og idrætspuljen 2003. En forudsætning for ovenstående finansieringsplan er, at Borgerrepræsentationen beslutter at overføre de 32,56 mill. kr.

-         10,0 mill. kr. ved at Borgerrepræsentationen giver en rådighedsbevilling i 2004 på 10,0 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.3.

Den kassemæssig dækning for rådighedsbevillingen på 10,0 mill. kr. anvises ved at Borgerrepræsentationen giver en indtægtsbevilling på 10,0 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.3, svarende til Lokale- og Anlægsfondens andel af udgifterne til realisering af Idræts- og Kulturhuset, som fonden har bevilget den 20. januar 2004.

 

Den fremtidige drift, herunder driftsøkonomi

Københavns Idrætsanlæg skal stå for driften af Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en af grundideerne bag Idræts- og Kulturhuset er, at huset specielt skal prioritere den lokale befolkning på Indre Nørrebro, samt at den uorganiserede idræt skal have gode muligheder for at gøre brug af Idræts- og Kulturhuset. KI vil arbejde for, at disse forhold opfyldes i den kommende drift.

De årlige driftsudgifter til Idræts- og Kulturhuset er på baggrund af beregninger foretaget af KI skønnet til 4,38 mill. kr. (p/l 2004) (jf. bilag 3). Beløbet dækker den generelle drift af Idræts- og Kulturhuset samt ejendomsskatter. Driftsudgifternes relative høje niveau skyldes hensynstagen til Idræts- og Kulturhusets placering ved Blågårds Plads. Det skønnes derfor, at der bør være mindst to personaler på vagt i åbningstiden. Der er med budgettet imidlertid ikke lagt op til en særlig integrationsfremmende indsats. Det forventes, at hallen skal være åben for publikum i 16 timer om dagen inklusive weekends.

Ejendomsskatter i forhold til vurdering af 1. 10. 2003 beløber sig til ca. 125.000 kr. årligt. Der skal betales ejendomsskatter i 2004 svarende til 70.000 kr.

For så vidt angår 2005 påregnes det, at Idræts- og Kulturhuset tages i brug oktober 2005. Driftsudgifterne for 2005 inkl. ejendomsskatter udgør 1,4 mill. kr. (p/l 2004).

Fra 2006 og frem udgør driftsudgifterne 4,42 mill. kr.

Det indstilles, at Borgerrepræsentationen giver en tillægsbevilling på 80.000 kr. (p/l 2004) til betaling af ejendomsskatter i 2004 til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling – Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) i 2004. Den kassemæssige dækning på de 80.000 kr. anvises på Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, konto 8.05.5 kassen. For så vidt angår driften i 2005 indstilles det, at Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at give en driftsbevilling på 1,4 mill. kr. (p/l 2004) som et rammeløft til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling – Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) i 2005. For så vidt angår driften i 2006 og frem indstilles det, at Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at give en driftsbevilling på 4,38 mill. kr. (p/l 2004) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling – Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) som et rammeløft til KI i Budgettet fra 2006 og frem.

 

HØRING

Københavns Idrætsanlæg, Firkantens Floorball Klub, Stevnsgade Basketballklub, Nørrebronx, Projekt Raberberlandet, Gadepulsen, Dansk Idrætsforbund, DGI Storkøbenhavn, Gårdlauget den grønne firkant og FSB Blågården har deltaget i den nedsatte interessentgruppe. Disse parter har alle modtaget det endelige projektforslag, og har efterfølgende haft mulighed for at afgive et skriftligt høringssvar (jf. bilag).

Den generelle holdning er, at projektforslaget lever op til de forventninger interessenterne har haft. Der udover har interessenterne opfattet processen som god og konstruktiv.

Der skal bemærkes, at der igennem hele forløbet har været massiv modstand fra Idræts- og Kulturhusets kommende naboer. Disse har i interessengruppen været repræsenteret af Gårdlauget den grønne firkant, samt af FSB Blågården.

FSB Blågården er imidertid positive over for projektet, men påpeger nervøsitet overfor de sikkerhedsmæssige forhold vedr. indskæringer i bakken og terrænforhold i øvrigt, samt forhold vedr. vareindlevering og bortskaffelse af affald. Der vil i den videre projektering bliver fokuseret på disse områder, således at tilfredsstillende løsninger kan opnås.

Gårdlauget har en lang række indsigelser mod projektet. Indsigelserne omhandler dels placerinen af hallen, dels udformningen af Idræts- og Kulturhuset.

For så vidt angår placeringen af Idræts- og Kulturhuset anser Gårdlauget placeringen af hallen som meget kritisabel. Man finder hallens placering ødelæggende for det grønne gårdareal. Man peger i stedet på en placering af hallen ved den såkaldte Sven Engstrøm-grund, som er et tidligere jernbaneareal nord for Rantzausgade.

Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Bygge- og Teknikforvaltningen anser ikke den foreslåede placering som anvendelig. Hovedargumetet herfor er, at arealet ved Trafikministeriets mellemkomst er erhvervet af Københavns Kommune fra DSB under forudsætning af, at arealerne anvendes til en cykelrute, ligesom arealet på baggrund af tidligere anvendelse meget vel kan være svært forurenet.

Gårdlauget anfægter desuden, at projektfo rslaget er blevet udarbejdet i uoverensstemmelse med idrætslivets og naboernes ønsker, samt at den generelle information til beboerne om projektet har været mangelfuld.

Kultur- og Fritidsforvaltningen skal henvise til, at der har været nedsat en interessentgruppe med deltagelse af såvel idrætsliv som beboere i lokalområdet. Interessentgruppen har afholdt tre møder samt været på en ekskursion. Derudover har der været afholdt to offentlige informationsmøder om projektet. På den baggrund er det forvaltningens opfattelse, at der har været et tilfredsstillende informationsniveau. For så vidt angår idrætslivets holdning til projektet, så er der stor tilfredshed. Hvilket også er tilfældet med FSB Blågården, som repræsenterer en ikke ubetydelig del af de lokale beboere på Indre Nørrebro.

Udover disse indvendinger er der rejst en række mindre problemstillinger i forhold til projektet. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil i videst muligt omfang søge at løse disse problemer i den videre projektering.

 

BILAG

1.      Projektforslag Idræts- og Kulturhus på Nørrebro (Fremlagt)

2.      Driftsbudget (Fremlagt)

3.      Høringssvar

 

Carsten Haurum

/Mads Kamp Hansen

 


 


Til top