Mødedato: 28.09.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ændring af lejevilkår for Husets Teater

Husets Teater har erhvervslejekontrakt med KEJD for bygning og lager på Halmtorvet og er blevet varslet lejeforhøjelse pr. 1. januar 2024, da den nuværende leje ikke er markedskonform.

Husets Teater er et lille storbyteater, og huslejen må maksimalt udgøre 15% af det samlede tilskud jf. bekendtgørelse om små storbyteatre § 3, stk. 1. Husets Teater modtager årligt 5,8 mio. kr. i tilskud som lille storbyteater til og med 2024. Teateret kan således maksimalt betale 870.000 kr. årligt i husleje jf. bekendtgørelsen. Tilskud efter 2024 kendes først efter valg af små storbyteatre for 2025-2028.

Husets Teater betaler i dag 612.306 kr. årligt i husleje. Denne leje er ikke markedskonform.

Huslejestigninger indfases over fire år. Den samlede huslejestigning kan derfor medføre, at 15% grænsen for husleje overskrides i løbet af indfasningsperioden (se fortroligt bilag 2).

Husets Teater ønsker at forblive på erhvervslejekontrakt med KEJD indtil valget af små storbyteatre 2025-2028 er foretaget, og afhængigt af fremtidigt tilskud, muligvis også derefter.

Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende, at Husets Teater fortsætter i en erhvervslejekontrakt med KEJD.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur og Fritidsudvalget godkender, at Husets Teater skal forblive på en erhvervslejekontrakt med KEJD.

Problemstilling

Husets Teater har i dag en erhvervslejekontrakt med KEJD; lejen er ikke markedskonform. KEJD har derfor, som KEJD er forpligtet til, varslet en huslejestigning med en mulig indfasning af lejeforhøjelsen over fire år.

Lejeforhøjelsen vil i 2026 medføre, at aftalen med Husets Teater ikke længere kan overholde små storbyteaterbekendtgørelsens bestemmelser om at huslejeudgifter maksimalt må udgøre 15% af tilskuddet i aftalen, såfremt Husets Teaters tilskud bliver uændret i den kommende aftaleperiode.

Kultur og Fritidsudvalget skal godkende at Husets Teater fortsætter på en erhvervslejekontrakt med KEJD.

Løsning

Ved varsling om forhøjelser af leje til et markedskonformt niveau, indgår Kultur- og Fritidsforvaltningen en dialog med KEJD og lejer- for at afdække om det evt. vil være muligt, at kommunalisere lejemålet.

Husets Teaters lejemål kan principielt kommunaliseres.

Kultur- og Fritidsudvalget skal primo 2024 træffe beslutning om valg af små storbyteatre for 2025-28.  Først når resultatet af valg af små storbyteatre kendes, kan det konstateres om Husets Teater efter 2024 vil overskride bekendtgørelsens krav om at max. 15% af tilskud må anvendes til husleje.

Husets Teater oplyser at:
”de af naturlige årsager er utrygge ved konsekvenserne for den kunstneriske drift af teatret ved den varslede huslejestigning. Teatret ønsker ikke at indgå en brugsaftale som betingelserne er på nuværende tidspunkt”.

Indfasning af lejeforhøjelse

Hvis udvalget godkender, at Husets Teater skal fortsætte i en erhvervslejeaftale med KEJD, vil lejeforhøjelsen kunne indfases med 25% i 2024, 50% i 2025, 75% i 2026 og 100% i 2027. Hvis Husets Teaters tilskud fortsætter på det nuværende niveau, vil lejen overskride bekendtgørelsen om små storbyteatre § 3, stk. 1. i 2026.

Økonomi

De økonomiske konsekvenser beskrives i fortroligt bilag 1 og 2.

Videre proces

Forvaltningen arbejder videre med KEJD og Husets Teater på baggrund af udvalgets drøftelser og beslutning.

 

 

Søren Tegen Pedersen

 

                                                                                       /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2023  

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top