Mødedato: 28.09.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

World Tour Copenhagen 2025-2026-2027 (megaeventpuljen)

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til høringssvar til Økonomiudvalget om konkretisering af udmøntningen af de afsatte midler i Københavns Kommunes aftale om budget for 2024 (budget 2024) fra megaeventpuljen til World Tour Copenhagen.

Forvaltningen vurderer, at World Tour Copenhagen, som et internationalt event med professionelle cykelhold i verdensklasseniveau, lever op til megaeventpuljens kriterier. Og at oplægget til værtsbyaktivering understøtter København som verdens bedste cykelby gennem kobling af cykelsport og hverdagscyklisme og via borger- og foreningsrettede aktiviteter.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling som udvalgets høringssvar til Økonomiudvalget i forbindelse med konkretisering af udmøntningen af de afsatte midler i budget 2024 fra megaeventpuljen til Danmarks Cykle Union (DCU) i 2025, 2026 og 2027.

Problemstilling

Københavns Kommune er sammen med DCU, Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen ved at forberede et bud på et tilbagevendende World Tour cykelløb i København fra 2025. Eventpræsentation er vedlagt (bilag 1). Københavns Kommune vil jf. budget 2024 være en  væsentlig samarbejdspartner og bidrage med i alt 15 mio. kr. årligt i tre år fra 2025. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til oplæg til udmøntningen af de afsatte midler i budget 2024 til brug for planlægning og afvikling af World Tour Copenhagen.

Løsning

World Tour er et éndags eliteløb for både herrer og kvinder, som afvikles over en weekend (lørdag og søndag). Efter dialog med både den internationale licensejer af løbet, UCI (det internationale cykelforbund, er det vurderingen i den danske partnerskabskreds, at København har gode chancer for at blive tilvalgt som værtsby. Københavns kommunes opmærksomhed på at kombinere det sportslige med et stærkt folkeligt og fagligt fokus vurderes af partnerskabskredsen som en stor fordel i den forestående forhandlingsproces med UCI om en løbslicens fra 2025.

Overfor UCI har Københavns Kommune præsenteret byens ambitioner om at integrere et festivalformat - målrettet borgere og besøgende - i det samlede værtsbykoncept, og at cykelklubber og alle øvrige borgere gives mulighed for at køre samme rute, som eliterytterne vil køre i København. I lighed med værtskabet for Tour de France Grand Départ 2022 har Københavns Kommune også præsenteret idéen om at afvikle et "cykeltopmøde" med fokus på hvordan cyklisme og cykelkultur kan styrkes og udvikles i Danmark over de kommende år. Cykelfestival, folkecykelløb og cykeltopmøde er alle elementer, som skal løftes af Københavns Kommune som aktiv værtsby.

Oplæg til udmøntning af budgetrammen til værtskabsaktiviteter er konkretiseret som en del af indstillingen til brug for drøftelsen af udvalgets høringssvar.     

Organisering
Københavns Kommunes rolle vil (som ved Tour de France-værtskabet) bl.a. være at sikre den lokale forankring ved at understøtte, at lokale institutioner, foreninger, organisationer og virksomheder mv. bliver en del af værtskabet og bakker op om det årlige løb som en ny tradition i København. Som aktiv værtsby skal København engagere borgerne i en gratis folkefest med cykelløb i verdensklasse som omdrejningspunktet.

DCU vil være projektejer og løbsarrangør af World Tour Copenhagen. Fra Københavns Kommune er Økonomiforvaltningen tovholder på de politiske og borgerrettede aktiviteter. Kommunens øvrige forvaltninger inddrages via konkrete indsatser/projekter.

Økonomi
Der er et samlet finansieringsbehov til projektet på ca. 25 mio. kr. årligt, hvoraf Københavns Kommune jf. budget 2024 har afsat 10 mio. kr. årligt i direkte tilskud til DCU. Det resterende projektbudget skal finansieres via midler fra staten, startbyen Roskilde samt kommercielle partnerskaber.

Konkretisering af det direkte tilskud til DCU
10 mio. kr. årligt, som er afsat via megaeventpuljen i budget 2024, vil gå til DCU’s afvikling af World Tour Copenhagen og skal bl.a. finansiere følgende dele af det samlede budget:

  • Organisation og sekretariat
  • Opbygning af start- og målområder ifm. Elitecykelløb samt ”cykelfestival”
  • Rutetilrettelæggelse og nedlukning – herunder hegn, skilte og sikkerhedsplan ifm. elitecykelløb og folkecykelløb
  • Afvikling af både elitecykelløb og gratis folkecykelløb
  • Bæredygtighedsinitiativer på tværs af projektet.

I budget 2024 er afsat yderligere 5 mio. kr. årligt til værtsbyaktiviteter, som skal sikre en bred værdiskabelse af World Tour Copenhagen, herunder borgerrettede aktiviteter i byens rum. Midlerne administreres af Økonomiforvaltningen og relevante forvaltninger inddrages i programlægningen.

Oplæg til værtsbyaktiviteter, som kan prioriteres indenfor budgetrammen:

  • Folkecykelløb – herunder bistand til planlægning og afvikling med fokus på at engagere udvalgte målgrupper og generel borgerinformation (DCU er ansvarlig for den fysiske planlægning og afvikling af folkecykelløbet). 
  • Indhold til cykelfestival – herunder særligt fokus på bred inddragelse af byens borgere
  • Kommunikation og presse – herunder grafisk identitet, branding af cykelløbet og udsmykning af byen
  • Cykeltopmøde – herunder planlægning, afvikling og engagering af partnerkreds
  • Københavnerværdier i mad og måltider ved alle dele af projektet
  • Aktivering af forskellige borgergrupper via inddragelse af relevante forvaltninger

Vurdering fra Kultur- og Fritidsforvaltningen
Forvaltningen vurderer, at World Tour Copenhagen lever op til megaeventpuljens kriterier (jf. bilag 2) som en international event med professionelle cykelhold på verdensklasseniveau. Eventens kobling mellem cykelsport og hverdagscyklisme vurderes samtidig at kunne understøtte kommunens igangværende arbejde med at udvikle København som verdens bedste cykelby. Som værtsbyaktiviteter vurderer forvaltningen, at  både cykelfestival, folkecykelløb og cykelrelaterede sideevents kan indfri ambitionerne om en bredere aktivering af og engagement fra både borgere og byens erhvervs- og foreningsliv. Såfremt de borgerrettede aktiviteter skal tilgodeses skal ressourcerne øremærkes hertil fremfor f.eks. cykeltopmøde, særligt hvis deltagerkredsen her overvejende er tiltænkt international og politisk repræsentation. 

Eventens støttebehov ligger inden for megaeventstrategiens ramme på maksimalt tre års støtte til tilbagevendende events. Forvaltningen bemærker, at kommunens økonomiske engagement ikke nedskaleres over de tre aktivitetsår og opfordrer til, at DCU som projektejer lægger en plan for at sikre eventen en bæredygtig økonomi fra 2028, som ikke er afhængig af tilskud fra Københavns Kommune til løbsafviklingen. 

Økonomi

Tilskud fra megaeventpuljen til World Tour Copenhagen på 10 mio. kr. årligt over tre år udmøntes som et direkte tilskud til DCU. Tilskuddet på i alt 30 mio. kr. i 2025-2027 vil udelukkende skulle udmøntes, hvis DCU tildeles licensen af UCI. Dette forventes afklaret ultimo 2023.

Hvis midlerne til DCU forhåndsreserveres i megaeventpuljen, vil der restere 41 mio. kr. i puljen (bilag 3).

Derudover har Københavns Kommune ifm. budget 2024 afsat 5 mio. kr. årligt over tre år til værtsbyaktiviteter. Disse midler, i alt 15 mio. kr. i 2025-2027, er nye midler og indgår derfor ikke i megaeventpuljen.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar indgår som bilag til indstilling til Økonomiudvalget med henblik på beslutning om udmøntning. Ultimo oktober afleverer partnerkredsen bud til UCI. Hvis DCU tildeles løbslicensen fra UCI, vil Økonomiforvaltningen udarbejde en tilskudsaftale med DCU, som indeholder forudsætninger for kommunens tilskud samt målbare succeskriterier.

 

Søren Tegen Pedersen

/Jakob Heide Petersen 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2023

Indstillingen blev godkendt og høringssvaret bliver oversendt til Økonomiforvaltningen med mandat til Økonomiforvaltningen til at gå videre med sagen.

Til top