Mødedato: 28.09.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Uddeling af fondsmidler fra Direktør Michael Hermann Nielsens mindelegat 2023 - Sygdomsforskning

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal, som legatbestyrelse for Direktør Michael Hermann Nielsens Mindelegat, godkende uddelinger til delformålet om sygdomsforskning i særlig kræft-, tuberkulose- og gigtforskning.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget, som legatbestyrelse, godkender uddeling af legater til ansøgning nr. 1-6 og meddeler afslag til de øvrige 11 ansøgninger, jf. indstilling fra Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (bilag 1).

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal som legatbestyrelse tage stilling til de indkomne ansøgninger til Direktør Michael Hermann Nielsens Mindelegat, afd. B.

Direktør Michael Hermann Nielsens mindelegat, afd. B, har i følge fundatsen tre formål, men det er ikke længere muligt at uddele til "trængende gamle husassistenter eller institutioner, som virker herfor". Dels er hvervet som husassistenter ikke længere aktuelt, og dels blev Det Kvindelige velgørende selskab opløst dem 28. oktober 2004.  Dette formål kan derfor ikke længere opfyldes.

Der uddeles derfor udelukkende til de to øvrige formål, skandinavisk samarbejde og videnskabelig sygdomsforskning, særlig kræft-, tuberkulose- og gigtforskning.

Løsning

Eftersom Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke har den nødvendige faglige indsigt til at kunne bedømme ansøgningerne til legatet, har Kultur- og Fritidsudvalget besluttet, at Kultur- og Fritidsforvaltningen kan indgå en aftale med Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (herefter KU) om bedømmelse af ansøgninger til mindelegatet. KU fungerer således som bedømmelsesudvalg.

Legater skal anvendes til medicinsk forskning, særligt inden for fagområderne kræft, tuberkulose og gigtforskning. Konkret gives legaterne til forskningsprojekter med en samlet varighed på op til to år og kan efter modtagers behov anvendes til såvel løn/drift (apparatur) som til rejser og udlandsophold i forbindelse med projektet.

Der er nedsat et bedømmelsesudvalg bestående af tre fagkyndige professorer ved KU, heriblandt prodekan for forskning, Hans Braüner. Bedømmelsesudvalget mødes hvert år i april/maj og vælger ud fra de indkomne ansøgninger kandidater, hvis ansøgninger indsendes til Kultur- og Fritidsudvalget.

Afhængig af årets afkast udvælger Kultur- og Fritidsudvalget hvert år i august/september et antal ansøgere, som hver tildeles et legat.

Pr. 1. januar 2023 er der ca. 0,580 mio. kr. til rådighed for uddeling til delformålet om sygdomsforskning.

Ansøgninger og bevillinger 2023

Bedømmelsesudvalget har i henhold til den godkendte proces for udpegning af ansøgere udvalgt fire kandidater internt i fagmiljøerne på Københavns Universitet og anbefaler disse kandidater til at modtage legatstøtte.

Desuden har Kultur- og Fritidsforvaltningen modtaget tretten ansøgninger fra forskere, der ikke er tilknyttet KU. Disse ansøgninger er blevet videresendt til bedømmelsesudvalget, der anbefaler to af disse ansøgere til at modtage legatstøtte, mens de øvrige ansøgere indstilles til afslag.

I alt indstilles der uddelt legater for 0,579 mio. kr.

Bedømmelsesudvalgets indstilling om tildeling af legater i 2023 fremgår af tabellen nedenfor.

Den samlede liste over alle ansøgninger med tildelinger med tilhørende begrundelser samt indstillinger om afslag vedlægges som bilag 1. 

Nr.

Ansøger

Indstilling/kr.

1.

Catarina Azevedo

96.500 kr.

2.

Kirstine Nørregaard

96.500 kr.

3.

Sarah Dalgas Nissen

96.500 kr.

4.

Slàine Chaimbeul

96.500 kr.

5.

Odd Lilleng Gammelgaard

96.500 kr.

6.

Sixten Harborg

96.500 kr.

 

I alt

579.000 kr.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil forvaltningen sørge for henholdsvis at meddele afslag og udbetale de bevilgede legatportioner.

 

Søren Tegen Pedersen

                                                                                       /Marius Hansteen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2023

Indstillingen blev godkendt i forbindelse med behandlingen af dagsordenspunkt 1 ”Godkendelse af dagsorden”.

Til top