Mødedato: 28.09.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Medlemsforslag om etablering af et Søren Kierkegaard-hus

 

Det foreslås,

    1. at Kultur- og Fritidsudvalget pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om, hvordan der evt. kan etableres et Søren Kierkegaard-hus i København. Forslagene skal fremlægges til drøftelse i løbet af 2024.
    2. At Kultur- og fritidsudvalget pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at rette henvendelse til Kulturministeren/Kulturministeriet med et positivt tilsagn om medfinansiering, hvis København etablere et Søren Kierkegaards hus.
    3.  at Kultur- og Fritidsudvalget pålægger Kultur og Fritidsforvaltningen at gå i dialog med Kierkegaardkendere (Søren Kierkegaard Forskningscentret, Søren Kierkegaard Selskabet, Enten-Eller m.fl.) med henblik på at samle inspiration til, hvad et Søren Kierkegaards hus kan rumme.
    4. at der på baggrund af disse sonderinger pålægges Kultur og Fritidsforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling inden udgangen af 2024

(Stillet af Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Venstre)

Motivering

Søren Kierkegaard er en verdenskendt dansk teolog, filosof og forfatter, der har efterladt en kolossal kulturarv. Den skal vi værne om og sørge for at videreformidle. Det er ikke tilstrækkeligt tilfældet i dag.

Flere Søren Kierkegaard-kendere og -forskere efterspørger i Berlingske (september 2023) et decideret Søren Kierkegaard-hus eller -museum. Til dette vil vi gerne tilkendegive vores støtte.

Med dette medlemsforslag håber vi på at kunne indlede arbejdet med at etablere et Søren Kierkegaard-hus ved at pålægge Kultur- og Fritidsforvaltningen at gå i dialog med kendere, forskere/forskningscentre m.fl. på området.

Som en del af den politiske sag, ønsker vi, at mulige placeringer undersøges. I Berlingske nævnes det tidligere universitetsbibliotek i Fiolstræde, der har stået tomt længe, som en mulighed. Københavns Universitet, der ejer bygningen, bør derfor indgå som en aktør Kultur- og Fritidsforvaltningen retter henvendelse til.

Kultur- og Fritidsforvaltningen kan også vælge - i dialog med diverse aktører - at sagen til politisk behandling tager udgangspunkt i en af Kultur- og Fritidsforvaltningen egne institutioner, så længe der er tale om at Søren Kierkegaard vil få et hus eller museum i eget navn og ikke blot en afdeling.

 

 

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2023

Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning. 

 

Til top