Mødedato: 28.09.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Budgetudfordring i Kultur- og Fritidsforvaltningen

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres hermed om, at den opdaterede økonomiprognose for august måned på Kultur- og Fritidsforvaltningens område viser et merforbrug ca. 20 mio. kr. i 2023, som kan henføres til et forventet merforbrug på aktivitetsområdet, som følge af bl.a. indtægtsnedgang i forbindelse med ændrede besøgs- og brugermønstre i kultur- og idrætstilbuddene. Dog skønnes merforbruget at kunne reduceres til ca. 14 mio. kr., efter der er taget højde for, at augustprognosen normalt ligger over regnskabsresultatet.

De 14 mio.kr. foreslås finansieret ved, at der iværksættes forbrugsdæmpende tiltag på aktivitetsområdet for ca. 3 mio. kr., mens den resterende del vil kunne finansieres via et forventet mindreforbrug på folkeoplysnings- og tilskudsmidlerne, herunder primært Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler. De forbrugsdæmpende tiltag omfatter en reduktion i arrangementsmidlerne, udskydelse af besættelse af vakante stillinger mv.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer desuden, at der vil være et strukturelt underskud fra 2024 og frem. Forvaltningen vil frem mod årsskiftet analysere dette nærmere og vil herudover analysere mulige tiltag, som vil kunne bringe økonomien varigt i balance, med henblik på, at Kultur- og Fritidsudvalget primo 2024 forelægges en sag vedrørende 2024 og frem.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at augustprognosen udviser et merforbrug i 2023 på ca. 20 mio. kr., som kan henføres til aktivitetsområdet, og at der alt andet lige skønnes et merforbrug på ca. 14 mio. kr. ved årets udgang, hvis ikke der iværksættes korrigerende tiltag.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at Kultur- og Fritidsforvaltningenudskyder ansættelser og forbrug på aktivitetsområdet, hvilket forventes at kunne finansiere ca. 3 mio. kr. af underskuddet.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at det forventede mindreforbrug på ca. 11 mio. kr. på folkeoplysnings- og tilskudsområdet, herunder primært Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler, kan anvendes til at håndtere merforbruget på aktivitetsområdet, og at den endelige stillingtagen i Kultur- og Fritidsudvalget til dette sker efter udmøntningen af 4. ansøgningsrunde af de disponible midler på udvalgsmødet den 23. november 2023.
  4. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder en analyse og plan for håndtering af strukturelle udfordringer fra 2024 og frem, som forelægges Kultur- og Fritidsudvalget primo 2024.

Problemstilling

Med indstillingen præsenterer Kultur- og Fritidsforvaltningen to økonomiske problemstillinger, hvoraf den ene vedrører en specifik økonomiske problemstilling i 2023 på Center for Kultur og Aktiviteters område, og den anden vedrører en strukturel økonomisk udfordring fra 2024 og frem. Center for Kultur- og Aktiviteters omfatter bydele, kulturhuse, idræt mv.

Økonomisk udfordring specifikt i 2023 på aktivitetsområdet

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i forbindelse med augustprognosen identificeret en økonomisk afvigelse i 2023 i relation til Center for Kultur og Aktiviteter, som bydelene hører under, på ca. 20 mio. kr. Afvigelsen ses efter udmøntning af p/l-midtvejsreguleringen i 2023 i forlængelse af økonomiaftalen mellem stat og kommuner for 2024.

 

Afvigelsen på de 20 mio. kr. i 2023 skyldes hovedsageligt udefrakommende forhold, hvoraf nogle af de væsentligste er:

  • Ændret besøgs- og brugermønster efter COVID-19, herunder indtægtsfald fra selvorganiseret idræt, billetsalg, mødeaktivitet, forpagterbortfald mv. (ca. 10-12 mio. kr.).
  • Forsinkede eller ændrede forudsætninger i investerings- og effektiviseringsforslag som følge af det ændrede besøgs- og forbrugsmønster (ca. 1-2 mio. kr.).
  • Den høje inflation, som gør, at udgifterne stiger, uden at taksterne og priserne er blevet reguleret tilsvarende i løbet af året. I tillæg hertil oplever svømmeområdet og København Museum særligt effekten af ændrede forbrugsmønstre og dermed ændrede forudsætninger for implementeringen af investeringsforslag (ca. 4-6 mio. kr.).
  • Øgede udgifter i forbindelse med tryghedsskabende initiativer på forvaltningens tilbud (1 mio. kr.).

 

Forvaltningen har herudover en formodning om, at praksisændringen for så vidt angår arbejdet med berigtigelse af leje- og tilskudsforhold for eksterne aktører, har indvirkning på indtægtsgrundlaget i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Hertil kommer, at Kommunernes samlede serviceramme i forbindelse med Økonomiaftalen mellem KL og regeringen for 2024 blev reduceret svarende til 0,7 mia. kr. i administrationsudgifter. Det svarer til ca. 70 mio. kr. i Københavns Kommune. I forbindelse med budgetaftalen besluttede budgetparterne at reducere Københavns Kommunes samlede administrationsbudget med 38 mio. kr. fra 2024 og frem, hvoraf Kultur- og Fritidsudvalgets ramme blev reduceret med 5 mio. kr. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil følge op på konsekvenserne af rammereduktionen ifm. forvaltningens øvrige arbejde med at håndtere den forventede strukturelle ubalance.

 

Løsning

Erfaringerne fra de foregående år viser, at augustprognosen normalt ligger over det endelige regnskabsresultat. Det er behæftet med betydelig usikkerhed at skønne over, hvor meget den nuværende augustprognose ligger over det, der må forventes at blive regnskabsresultatet, men forvaltningen lægger til grund, at augustprognosen kan korrigeres med ca. 6 mio. kr., hvorved det forventede underskud i regnskabet før korrigerende tiltag på nuværende tidspunkt skønnes til ca. 14 mio. kr. Overprognosticeringen på 6 mio. kr. skal afdækkes nærmere inklusiv de økonomiske effekter af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning om energibesparende tiltag. 

 

Da merforbruget på 14 mio. kr. ligger på Center for Kultur og Aktiviteters område har forvaltningen foretaget en grundig gennemgang af udgifterne på dette område. Gennemgangen har indebåret en dialog med lederne på området om, hvorvidt der er udgifter, som er budgetteret, men som ikke forventes afholdt, og om der er aktiviteter, som kan indstilles, uden at det indebærer, at der skal aflyses borgerrettede aktiviteter eller at der gås på kompromis med sikkerheden og arbejdsmiljøet. Samtidig foretages en vurdering af, om ledige stillinger skal besættes med det samme, og om der kan ske udgiftsudskydelser. Tiltagene skønnes at kunne tilvejebringe ca. 3 mio. kr., hvorved underskuddet bringes ned på ca. 11 mio. kr.

Overskuddet på folkeoplysningsrammen og tilskudsrammen, herunder primært disponible midler, kan blive brugt til at håndtere et evt. merbrug på den samlede ramme i forbindelse med årsafslutningen. Baggrunden for overskuddet er i vidt omfang, at Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at drifts- og projekttilskud på nær nogle få undtagelser ikke længere PL-reguleres, men at det provenu der opstår ved PL-opskrivning tilføres rammen for de disponible midler.

Det er forventningen, at der kan imødekommes ansøgninger i normalt omfang på begge områder, om end der forventeligt ikke vil være midler til ekstraordinære medlemstilskud til de folkeoplysende foreninger i slutningen af året. Forvaltningen vurderer det hensigtsmæssigt at omprioritere midlerne til aktivitetsområdet, så der ikke skal ske en yderligere opbremsning inden for dette, da det ikke vil kunne gøres uden, at det vil kunne mærkes i kultur- og idrætslivet. Kultur- og Fritidsudvalget vil få forelagt sagen vedrørende beslutning om omprioritering af de disponible midler på mødet 23. november, hvor oktoberprognosen for forbruget på Kultur- og Fritidsforvaltningens område i 2023 foreligger, og hvor Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til årets sidste udmøntning af tilskudsmidlerne i forlængelse af de ansøgninger, som er indkommet. Vælger Kultur- og Fritidsudvalget ikke at finansiere overforbruget, vil det blive videreført til 2024.

 

Forvaltningen vil herudover løbende følge, om der er behov for at finansiere reinvesteringer på it-området via interne lån, som senest skal optages i forbindelse med regnskabsafslutningen for 2023 og overførselssagen for 2023-2024. Evt. merforbrug i relation til reinvesteringer på it-området og deraf følgende beslutning om lånefinansiering afklares forud for udvalgsforelæggelsen i december måned.

Analyse af 2024 og frem

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at der også vil være en strukturel økonomisk udfordring fra 2024 og frem. Det skyldes bl.a., at de lavere indtægter i 2023 som følge af et ændret besøgs- og forbrugeradfærd også forventes at slå igennem i de kommende år.

Forvaltningen igangsætter derfor et arbejde, som afsluttes senest ved årets udgang, med henblik på at kvalificere udfordringens karakter og størrelse. Herunder vil forvaltningen tage højde for bl.a. budgetvedtagelsen for 2024. Denne indeholder bl.a. at der skal ske en reduktion af kommunens administrative udgifter med 38 mio. kr. på service fra 2024 og frem. Reduktionen er fordelt med 5,0 mio. kr. årligt på Kultur- og Fritidsudvalgets ramme.

 

Forvaltningen vil desuden iværksætte analyser med henblik på at udarbejde en indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget om initiativer, som kan imødegå den forventede ubalance i 2024. Blandt de mulige tiltag, som forvaltningen vil analysere nærmere, er:

  • Indtægtsudviklingen og grundlaget herfor på aktivitetsområdet og i forhold til forudsætningerne for de effektiviserings- og investeringsforslag, som er besluttet.

     

  • Forholdet mellem tilskudsaktiviteter og aktiviteter drevet af Kultur- og Fritidsforvaltningen.

     

  • Afledte konsekvenser af tilskudstaskforce, berigtigelser af priser og takster samt markedslejeprojektet.

     

  • Samlokaliseringer og bedre udnyttelse af eksisterende kvadratmeter.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, men den medvirker til at bringe økonomien på Kultur- og Fritidsforvaltningens område i balance.

 

Videre proces

På baggrund af oktoberprognosen og behovet for håndtering af forventet merforbrug kan udvalget efter udmøntningen af sidste ansøgningsrunde af disponible midler på udvalgsmødet d. 23. november vælge at anvende evt. mindreforbrug på folkeoplysningsrammen og tilskudsrammen, herunder primært Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler, til at bringe den samlede ramme i balance. 

 

Lars Laustrup /

                                                      Janus Rønholt Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2023

Indstillingens 1. – 3. at-punkt blev sendt tilbage til forvaltningen, med henblik på at forvaltningen vender tilbage med en sag om at minimere overforbruget mest muligt og der mere konkret anviser behov for anvendelse af tilskudsmidler knyttet til årsagerne til det forventede merforbrug.

 

Indstillingens 4. at-punkt blev taget til efterretning. 

Til top