Mødedato: 28.09.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Medlemsforslag om Stand Up Paddling i Københavns Havn

Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling

Andreas Pourkamali og Michael Gatten har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 28. september 2017:

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter sagen og pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at gå i
    dialog med By & Havn og Copenhagen Watersports (CWS) / Dansk Surf & Rafting Forbund
    (DSRF) med henblik på at sidestille mulighederne for Stand Up Paddle surfing (SUP) med
    muligheden for at dyrke kano/kajak og roning i Københavns Havn.

  2. at Kultur- og Fritidsforvaltningen, på baggrund af drøftelserne med By & Havn og CWS / DSRF, udarbejder status og redegørelse af mulighederne herfor og fremlægger dette for Kultur- og Fritidsudvalget på sit møde den 9. november 2017.

Motivering

Radikale Venstre ønsker, at SUP bliver sidestillet med mulighederne for at dyrke kano/kajak og roning i Københavns Havn, hvor sidstnævnte i mange år har været en naturlig del af havnen. I dag er det eneste areal med mulighed for at dyrke SUP alene arealet ved Operaen og bag ved Holmen, da disse arealer er underlagt Trafikstyrelsen / Forsvaret (ej By & Havn). Havnen og vandet har et stort potentiale for at udvikle på det københavnske idrætsliv, og der kræves ikke nye foreningsfaciliteter, men alene en tilladelse til SUP i havnen.

Som rekreativ aktivitet bruger SUP samme vandareal som de øvrige fritidsfartøjer og kan opføre sig på præcis samme måde. Endvidere argumenterer CWS / DSRF for, at man på en SUP har en langt bedre manøvredygtighed, langt kortere vandredningssituationer og er meget mere synlig end ved eksempelvis kano/kajak og roning.

CWS / DSRF samarbejder allerede i dag med By & Havns Bylivsafdeling om enkeltstående events for By & Havn og planlægningen af mere permanente vandsportstilbud, herunder SUP til placering i Nordhavn. Dette blandt andet i forbindelse med ’Åbningen af Nordhavn’, ’KANT RUM EVENT’, ’Kulturhavn’ mv.

Der er et stort potentiale for Copenhagen Watersports medlemmer og øvrige vandsportsklubber på Holmen (K-Polo, USG, Københavns Kajakklub) ved at udvide det område, som klubberne benytter i dag. Ydermere vil det kunne bidrage til at gøre sporten endnu mere attraktiv, så man ikke kun må padle rundt om Operaen og bag ved Holmen. Der skal længere ture til og flere udfordringer, hvis man skal kunne fastholde medlemmerne. Samtidig vil SUP kunne aktivere havnen endnu mere og understøtte Kultur- og Fritidsudvalgets visioner herom, jf. tidligere drøftelser ifm. ’Havnen tilbage til københavnerne’ etc.

Nord i havnen er der nye klubber på vej i Nordhavn, som også gerne vil på vandet og dyrke SUP - og klubberne i Svanemøllehavnen kunne også udvide med aktiviteten. Syd i havnen, er der en række kajakklubber og roklubber, hvor der ligeledes er interesse for at udvide med aktiviteten. DSRF vurderer, at man vil kunne få 4-8 nye medlemsforeninger, og hver af disse foreningerne har potentiale til at udvide med 100 nye medlemmer, som gerne vil dyrke SUP. DSRF oplever, at nye klubber, der prioriterer SUP, i løbet af en sæson vokser med mellem 60-150 medlemmer.

Det bemærkes, at der med projektet ’STOKED’ (som DSRF med støtte fra Nordea-fonden gennemfører i perioden 2016-18) er 3 års gratis medlemsskab til nye klubber, uddannelse af to instruktører, lån af SUPgrejbank, og en lang række aktiviteter for medlemmerne, samt rådgivning i aktivitetsudvikling og fundraising. Samtidig mener CWS / DSRF også, at der i projektet kan tilrettelægges et særligt certificeringsforløb, hvor selvorganiserede vil kunne uddannes og godkendes til SUP i havnen. Herudover kan DSRF finansiere eksempelvis vejledningsmateriale og kort, som formidler regler, ruter mv.

Der er således unikke muligheder for at inkludere og forankre SUP i Københavns Havn - og samtidig udnytte momentum efter det netop afholdte og meget succesfulde VM i SUP 2017 (CopenCold Hawaii) afholdt i henholdsvis København og Vorupør, hvor arrangørerne beviste, hvordan Københavns Havn kan aktiveres på fornemste vis.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte medlemsforslaget.

Til top