Mødedato: 28.09.2006, kl. 16:00

Outgames - evaluering af 1st World Outgames 2006 og gennnemførelse af 2nd World Outgames 2009

Outgames - evaluering af 1st World Outgames 2006 og gennnemførelse af 2nd World Outgames 2009

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 28. september 2006

 

Afbud:

·        Morten Westergaard

·        Taner Yilmaz

 

Bjarne Fey forlod mødet kl. 18.05 under dagsordenens punkt 9.

 

 

9.      Outgames - evaluering af 1st World Outgames 2006 og gennnemførelse af 2nd World Outgames 2009

(KFU 424/2006)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at evalueringen af 1st World Outgames i Montreal 2006 og budgettet for 2nd World Outgames 2009 i København drøftes med henblik på stillingtagen til om København skal være vært for 2nd World Outgames 2009.

***

Ifølge Wonderful Copenhagen kræver en gennemførelse af 2nd World Outgames 2009 i København et kommunalt tilskud på 23,2 mio. kr.

Hvis Borgerrepræsentationen vedtager, at København skal være vært for 2nd World Outgames 2009, indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der anvendes i alt 23,2 mio. kr. på 2nd World Outgames 2009.

at der anvises kassemæssig dækning for de 15 mio. kr. fordelt med 4 mio. kr.i 2007, 5 mio.kr. 2008 og 6 mio. kr.i 2009 på Kultur- og Fritidsudvalgets budget, konto 3.75.1 – 2nd World Outgames under forudsætning af, at der - som forudsat i budgetforliget for 2007 - afsættes de fornødne midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget de pågældende år.

at Borgerrepræsentationen finder kassemæssig dækning for de resterende 8,2 mio. kr.  

at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder Wonderful Copenhagen om at etablere et anpartsselskab til at forberede og afvikle 2nd World Outgames i København i 2009.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2006

Administrerende direktør Lars Bernhard Jørgensen og Martin Bender, Wonderful Copenhagen, overværede forhandlingerne af punktet.

 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen til den 12. oktober 2006, dog således at sagen stadig - af hensyn til tilbagemeldingsfristen til GLISA - forelægges Borgerrepræsentationen den 2. november 2006.

 

 

RESUME

1st World Outgames er gennemført i Montreal i 2006. Begivenheden tog 11 dage og omfattede en idræts- og en kulturdel samt en konference om menneskerettigheder. Det var en publikumssucces med i alt 12.500 deltagere fra 111 forskellige lande.

Det samlede offentlige tilskud til begivenheden fra stat, region og by var på i alt 25,6 mio. kr. Hertil kommer ydelser fra byen Montreal for ca. 15,6 mio. kr. Ydelserne omfatter blandt andet lokaler, brug af idrætsanlæg, afspærring og udlån af medarbejdere. Den samlede omsætning for begivenheden var i alt 154,2 mio. kr.

Foreløbige opgørelser viser, at begivenheden endte med et overskud i størrelsesordenen 1 mio. kr. 

Budget for 2nd World Outgames i København

Det er Wonderful Copenhagens vurdering, at der vil være behov for et kommunalt tilskud på 23,2 mio. kr. for at kunne gennemføre begivenheden i København i 2009.

Wonderful Copenhagen vurderer, at bevillingen i givet fald skal fordeles med 10 mio. kr. i 2007, 5 mio. kr. i 2008 og 8,2 mio. kr. 2009.

Organiseringen af 2nd World Outgames

Det er tidligere principbesluttet, at der etableres et anpartsselskab til afvikling af 2nd World Outgames 2009. Der er vedlagt forslag til kontrakt mellem Kultur- og Fritidsudvalget og anpartsselskabet. Udgangspunktet for kontrakten er "armslængdeprincippet". Heri indgår, at kommunen gerne vil støtte begivenheden, men ikke have ansvar for den samlede økonomi m.m.  

 


 

Til top