Mødedato: 28.09.2006, kl. 16:00

Kulturcenter på Indre Nørrebro

Se alle bilag

Kulturcenter på Indre Nørrebro

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 28. september 2006

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

4.      Kulturcenter på Indre Nørrebro

(KFU 401/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der arbejdes videre med forslaget om etablering af et kulturcenter i Blågården, herunder at der findes egnede lejemål til Center for Vejledning og Brugerforeningen.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede den 14. juni 2006, at etablering af et kulturcenter på Skt. Joseph, subsidiært Blågården, indgår i forhandlingerne om budgettet for 2007. Forvaltningen har, efter drøftelse med Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen, udarbejdet projektforslag med tre mulige scenarier. Indstillingen beskriver omkostningerne og forslag til finansiering af de tre scenarier.

I budgetforliget for 2007 er der ikke afsat midler til etablering af et kulturcenter på Indre Nørrebro. Der kan ikke fortsat blokeres for udlejning af lokaler i Skt. Joseph. Forvaltningen indstiller derfor, at der arbejdes videre med placering af et kulturcenter i Blågården – herunder at der findes egnede lejemål til Center for Vejledning og Brugerforeningen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

1. Historik mv.
Efter indstilling fra Kultur- og Fritidsudvalget besluttede Borgerrepræsentationen den 14. juni 2006, at etablering af kulturcenter på Skt. Josephs Hospital, subsidiært Blågården, indgår i budgetforhandlingerne for 2007, samt at de berørte forvaltninger (SOF, BUF og ØF) inddrages i den videre proces. (BR 378/06).

Forvaltningen har derfor udarbejdet et projektforslag, der beskriver de anslåede økonomiske konsekvenser ved placering af et kulturcenter i henholdsvis Blågården og Skt. Joseph, i alt tre scenarier, samt forslag til finansiering (bilag 1). Forslagene har været drøftet med Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Til inspiration har arkitektfirmaet Jordan+Steenberg udarbejdet en visualisering af de indretningsmæssige og arkitektoniske muligheder i de to bygninger (bilag 2).

Desuden har Biblioteket, kulturhusene Kapelvej 44, Blågården, Verdenskulturcentret og brugerbestyrelserne udarbejdet et katalog med oplæg til kulturel profil, aktiviteter og faciliteter for det nye kulturcenter (bilag 3).

2. 3 scenarier
For hvert af de tre scenarier er de samlede omkostninger og omkostninger fratrukket en foreslået finansiering angivet. Forslag til finansiering omfatter provenu ved salg af frigjorte bygninger samt anvendelse af nettohuslejebesparelse, tilskuddet til Sjællandsgade Bad og driftsbesparelsen ved sammenlægning som afdrag på internt lån.

Der er i beregningerne ikke taget højde for udgifter til eventuel midlertidig genhusning i forbindelse med istandsættelser mv.

1. Kulturcenter i Blågården
Kulturcentret placeres i hele Blågården. Brugerforeningen flyttes til Skt. Joseph, og Center for Vejledning placeres i Nørre Allé Medborgerhus. Placering i Nørre Allé kræver en forholdsvis dyr ombygning, og muligheden for at anvende provenuet fra salget til finansiering af kulturcentret vil ikke være til stede. Det har dog ikke været muligt at finde en anden placering i et kommunalt lejemål.

Samlede anslåede udgifter:    90,5 mio. kr.
Finansieret:                                                34,9 mio. kr.
I alt manglende finansiering:                  55,6 mio. kr.

Af de anslåede udgifter udgør selve ombygningen til kulturcenter ca. 52 mio. kr. Der er i dette beløb afsat ca. 10 mio. kr. til en omfattende omdannelse af facaden. Med inspiration fra Jordan+Steenbergs dispositionsforslag kan man dog forestille sig en facadeløsning, der i højere grad tager udgangspunkt i det nuværende facadeudtryk.

Jordan+Steenbergs forslag illustrerer, at en placering af kulturcentret i Blågården er velegnet i forhold til de foreslåede aktiviteter, den centrale beliggenhed og den direkte adgang i gadeplan.

2. Kulturcenter i Skt. Joseph
Kulturcentret placeres i Skt. Joseph og hele Socialcentret flyttes til Blågården. Center for vejledning (BUF) og Brugerforeningen flyttes fra Blågården til Skt. Joseph. BUFs decentrale enhed placeres i Skt. Joseph. BUF angiver i sit høringssvar (bilag 4), at denne placering ikke opfylder behovene for Center for Vejledning og derfor er uhensigtsmæssig.

Samlede anslåede udgifter:    104 mio. kr.
Finansieret:                                                41,5 mio. kr.
I alt, manglende finansiering:                 62,5 mio. kr.

Socialcentret på Skt. Joseph er i de seneste år sat i stand for ca. 24 mio. kr. Denne model betyder omfattende udgifter til relaterede flytninger mv., da alle involverede enheder flyttes.

3. Kulturcenter i Skt. Joseph – delvis flytning af Socialcentret
Kulturcentret placeres i Skt. Joseph. Dele af Socialforvaltningens funktioner flyttes fra Skt. Joseph til Blågården. BUF's decentrale enhed placeres i Blågården.

Samlede anslåede udgifter:    77 mio. kr.
Finansieret:                                                63,9 mio. kr.
I alt, manglende finansiering:                 13,1 mio. kr.

Socialforvaltningen har god samlokalisering af funktioner i Skt. Joseph. Disse vil blive splittet med en delvis flytning til Blågården. Denne løsning er derfor særdeles uhensigtsmæssig for Socialforvaltningen, som det fremgår af det tidligere fremlagte høringssvar (bilag 5).

Skt. Joseph vil være en interessant bygning som kulturcenter og giver gode muligheder for indretning til mange forskellige formål, herunder rekreative formål i gårdrummet.

Der er dog ikke er afsat midler i budgetforliget for 2007, og der kan ikke længere blokeres for udlejning af ledige lokaler i Skt. Joseph.

3. Visualisering og volumenstudier
Jordan+Steenberg arkitekter har på bestilling fra den lokalt nedsatte arbejdsgruppe udarbejdet en visualisering, der illustrerer de bygningsmæssige muligheder i henholdsvis Skt. Joseph og Blågården. Oplægget hedder Newsroom. Volumenstudiet viser stort potentiale i begge bygninger.

4. Indhold og kultur
Den lokale styregruppe med repræsentanter fra biblioteket, kulturhusene og brugerbestyrelserne har udarbejdet et oplæg til indhold i det nye kulturcenter – herunder mulighederne for synergi og øget samarbejde på tværs samt styrkelse af de nuværende kulturtilbud for målgrupperne. Det foreslås, at det regionale spillested Etnorama (drevet af foreningen Global Copenhagen) indgår i det nye kulturcenter, da det kan understøtte kulturcentrets multietniske, kulturelle profil.

5. Indstilling
Etablering af et kulturcenter for Indre Nørrebro indgår ikke i budgetforliget for 2007. Der kan ikke fortsat blokeres for udlejning af lokaler i Skt. Joseph, da der er tomgangsleje, og Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har presserende behov for en endelig afklaring af placering af bl.a. BUFs decentrale enhed, der jf. Masterplanen er foreslået placeret i Skt. Joseph. Der skal derfor nu ske en endelig afklaring af de fremtidige lejeforhold i Skt. Joseph.

På denne baggrund indstiller forvaltningen, at der arbejdes videre med placering af et kulturcenter på Blågården. Det er forvaltningens vurdering, at bygningens centrale placering, den direkte adgang i gadeplan og det bygningsmæssige udgangspunkt opfylder kriterierne for et nyt kulturcenter for Indre Nørrebro.

Forslaget kræver en flytning af Center for Vejledning og Brugerforeningen. Der er pt. ikke egnede kommunale lejemål til formålet, men der frigives løbende lejemål. En placering i Nørre Alle 7 forudsætter en forholdsvis dyr ombygning, og der vil ikke blive frigivet et provenu ved salg, som kan anvendes til finansiering af kulturcentret.

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Økonomi

Indstillingen er ikke p.t. forbundet med økonomiske konsekvenser.

Bilag

1. Oversigt over lokalemæssige konsekvenser og økonomi

2. Newsroom – dispositionsforslag og volumenstudier af hhv. Blågården og Skt. Joseph som Kulturcenter (Jordan+ Steenberg+) – OMDELES PÅ MØDET

3. Indhold og kulturel profil

4. Børne- og Ungdomsforvaltningens høringssvar vedr. scenarier

5. Socialforvaltningens høringssvar vedr. scenarier (som tidligere fremlagt)

 

 

 

Carsten Haurum

/Merete Evers Dewilde

 


 

Til top