Mødedato: 28.04.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Udmøntning af Festivalpuljen 2017

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til 32 ansøgninger om tilskud til events og festivaler i 2017.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til 32 ansøgninger om tilskud til events og festivaler i 2017, og
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at henvise en række tilskud til forhandlingerne om budget 2017.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal, med udgangspunkt i Festivalpuljens retningslinjer og økonomiske råderum, foretage en prioritering blandt de indkomne ansøgninger.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 7. april 2016 i forbindelse med udmøntning af puljen for 2016/2017 at udsætte behandlingen af de ansøgninger, som vedrører 2017, til mødet den 28. april 2016.

Løsning

Baggrund

Kultur- og Fritidsudvalget har modtaget i alt 32 ansøgninger om tilskud til events og festivaler i 2017.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet 21. januar 2016 at revidere retningslinjerne for Festivalpuljen. Forvaltningen har i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 21. januar 2016 vurderet ansøgningerne ud fra følgende otte kriterier i ikke prioriteret rækkefølge (bilag 1):

1. Kvalitet og originalitet

2. Relevans for København

3. Dokumentation for forpligtende samarbejder

4. Eksperimenterende indhold, form eller formidling

5. Udviklingsfokus

6. Aktivering

7. Mangfoldighed

8.Tidsmæssig og geografisk spredning.

Ansøgninger 2017 og rådighedsbeløb

Der er indkommet 32 ansøgninger til 2017, hvoraf enkelte ansøger om flerårige tilskud.

Der søges samlet set for 18.783.067 kr. i 2017.

Oversigt over nye ansøgninger findes i bilag 1.

Bilag 2 indeholder en samlet oversigt over de allerede bevilgede tilskud i 2015 og 2016 fra Festivalpuljen (herunder tilskud for henholdsvis et og to år) samt de ansøgninger, som har opnået tilskud i forbindelse med 70-året for afslutningen på 2. Verdenskrig den 4. maj 2015. Desuden fremgår de nye ansøgte tilskud samt forvaltningens indstilling.

Rådighedsbeløbet for 2017 er 13 mio. kr.

Eventvurderinger

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 21. januar 2016, i forbindelse med de reviderede retningslinjer for puljen, at der ved idrætsansøgninger på over en million kroner skal udarbejdes eventvurderinger. Forvaltningen har derfor udarbejdet en eventvurdering for "Copenhagen Games" (bilag 3) og "Copencold Hawaii - VM i SUP og Paddleboard" (bilag 4).

Prioritering af Festivalpuljen 2017

Forvaltningen har kategoriseret og beskrevet alle ansøgninger med tid og sted, et kort resumé samt oplysning om, hvor mange af de otte kriterier der er opfyldt. Herudover indeholder bilag 1 link til ansøgning og budget.

Endvidere har forvaltningen udarbejdet oversigt for 2016 over fordelingen af genrer, udbredelsen over året og over placering i bydelene. Oversigten indeholder de begivenheder, der allerede har modtaget bevilling for 2016 (bilag 5).

Forvaltningen bemærker, at der kan forventes yderligere ansøgninger i 2016 til kultur- og idrætsbegivenheder, der finder sted i 2017. De kendte og forventede ansøgere er nævnt i bilag 1. Disse vil blive henvist til KFU's udisponerede midler, såfremt udvalget vælger at udmønte hele Festivalpuljens budget for 2017.

 
Følgende ansøgere, der har søgt til fristen, foreslås henvist til forhandlingerne om budget 2017:
  • Biennalen for Kunsthåndværk og Design 300.000 kr.

  • COPENCOLD HAWAII – VM i SUP og Paddleboard 1.000.000 kr.

  • Copenhagen Maker Festival 800.000 kr.

  • VOID – International Animation Film Festival 900.000 kr.

  • MAD Symposium 2017 500.000 kr.

  • Copenhagen Cooking & Food Festival 500.000 kr.

Følgende, der endnu ikke har søgt for 2017, foreslås ligeledes henvist til budget, med det beløb de tidligere har modtaget i 2016

  • Københavns Radiofestival 150.000 kr.

  • SV16 – Musikbyfestival i Sydhavnen 100.000 kr.

  • Copenhagen Summer Dance 206.000 kr.

  • Copenhagen Crime 250.000 kr.

  • Velothon Copenhagen 450.000 kr.

  • Københavns Karneval 450.000 kr.

  • Stay True Festival 100.000 kr.

Kultur- og Fritidsudvalget henviser således tilskud til i alt 13 festivaler for et samlet beløb på 5.706.000 kr. til forhandlingerne om budget 2017.

Endelig reserveres restbeløbet i puljen til en række nye og kendte tilskudsmodtagere, som forventes at søge om tilskud for 2017 ved den 2. ansøgningsfrist til 2017. Det samlede beløb reserveret er 3.570.000 kr. Forslag til reservationer er angivet, som beløb i kolonnen ’indstillet nu til 2017’ og noteret i bemærkningskolonnen i bilag 2.

Økonomi

Der anvises økonomisk dækning fra Festivalpuljen på IM konto 3.35.64.1.

Videre proces

For de ansøgninger, som KFU imødekommer, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddene og målbare succeskriterier.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at henvise ansøgninger til forhandlingerne om budget 2017, vil forvaltningen udarbejde budgetnotater på baggrund af de enkelte ansøgninger.

 

Carsten Haurum

 

                                                      /Mads Kamp Hansen               

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. april 2016:

Kultur- og Fritidsforvaltningen havde omdelt et notat om kommunernes adgang til efter kommunalfuldmagtsreglerne at påtage sig et samfundsansvar.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger i forhold til indstillingens 1. og 2. at-punkt fremgår af indstillingens bilag 2, der således indgår som bilag til nærværende beslutningsprotokol.

Der blev begæret afstemning om forslag til dels fordeling af festivalpuljen, dels hvilke tilskud, der skal henvises til budgetforhandlingerne, således som det fremgår af bilag 2.

Et flertal (Trine Schaltz, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Jens Kjær Christensen, Carl Christian Ebbesen, Jens-Kristian Lütken, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte for forslaget til fordeling.

Et mindretal (Heidi Wang) stemte imod.

Forslaget blev dermed godkendt, og der var dermed taget stilling til indstillingens 1. og 2. at-punkt.

Kultur- og Fritidsudvalget bemyndigede Kultur- og Fritidsforvaltningen til at udmønte tilskud til de tilskudsmodtagere, hvor Kultur- og Fritidsudvalget har reserveret bevilling til senere ansøgning, i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets forudsætninger for bevillingen.

Der blev begæret afstemning om hvorvidt følgende tekst skal indarbejdes som standardtekst i alle aftaler/kontrakter med tilskudsmodtagere af tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget: "Det er en forudsætning for tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget, at ansøgere og deres samarbejdspartnere, herunder sponsorer, i videst muligt omfang prioriterer at opfylde Københavns Kommunes forventninger til ordnede løn- og arbejdsvilkår, jf. Borgerrepræsentationens beslutning den 17. marts 2016." Kultur- og Fritidsforvaltningen vil oplyse om ovenstående forudsætning på Københavns Kommunes hjemmeside og i forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets ansøgningsrunder.

Et flertal (Trine Schaltz, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Jens Kjær Christensen og Carl Christian Ebbesen) stemte for forslaget.

Et mindretal (Jens-Kristian Lütken) stemte imod.

Andreas Pourkamali og Michael Gatten undlod at stemme.

Trine Schaltz, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Jens Kjær Christensen og Carl Christian Ebbesen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "At Distortions bevilling for 2017 er betinget af, at kommunens navn og logo ikke anvendes på Distortions hjemmeside nu for festivalen i 2016, og at Uber ikke er kommerciel partner for festivalen i 2017."

Heidi Wang ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "LA mener at alle festivaler bør finansieres af de private midler og man bestemmer selv hvem der skal være sponsor."

Andreas Pourkamali, Michael Gatten  og Jens-Kristian Lütken ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:

"Radikale Venstre og Venstre ser ikke, at der på det nuværende grundlag er sagligt grundlag for at gøre Københavns Kommunes støtte til og samarbejde med Distortion afhængig af Distortions eventuelle samarbejde/partnerskab med Uber."

 

Til top