Mødedato: 28.02.2018, kl. 09:15
Mødested: Comwell Borupgaard – Nørrevej 80 - 3070 Snekkersten

Vandkulturhus på Papirøen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om status på Vandkulturhuset på Papirøen.  

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på Vandkulturhuset på Papirøen til efterretning.

Problemstilling

Der blev i foråret 2017 udskrevet en arkitektkonkurrence for et vandkulturhus med foreningslokaler på samlet 5.000 m2 samt havnepromenade og havnebad på Papirøen. I december 2017 blev den japanske tegnestue, Kengo Kuma & Associates, udpeget som vinder.  

Den samlede anlægssum estimeres til i alt 360 mio. kr. (eksklusiv byggemodning og grundkøb, som allerede er kommunalt finansieret). Københavns Kommune afsøger muligheden for fondsfinansiering i størrelsesordenen 300 mio. kr. Dette efterlader en kommunal medfinansiering på 60 mio. kr. ekskl. fondsmoms. Fondsmomsen vil være 52,5 mio. kr.

Med budget 2017 blev der afsat midler til planlægningsbevilling, arkitektkonkurrence samt køb af byggeret til svømmefacilitet med foreningsfaciliteter og havnebad på Papirøen/Christiansholm. I forbindelse med budget 2018 var der, jf. hensigtserklæring H 20, enighed om, at der skal opføres et vandkulturhus, havnebad og foreningsfaciliteter på Papirøen, idet man ville afvente, at arkitektkonkurrencen om faciliteterne afsluttes med henblik på endelig prissætning og fondsdialog om finansiering. Fondsfinansiering er en forudsætning for at kunne indfri det høje ambitionsniveau for byggeriet. Det følger af den vedtagne hensigtserklæring H 20, at den endelige finansieringsplan godkendes i forbindelse med Overførselssagen 2017-18.

Løsning

Hvis Kultur- og Fritidsforvaltningen og Byggeri København skal gå videre i arbejdet med det nye Vandkulturhus på Papirøen, skal der afsættes 60 mio. kr. i anlæg til kommunal medfinansiering samt fondsmoms på 52,5 mio. kr. ved de kommende forhandlinger om Overførelsessagen 2017/2018.    

Med Kengo Kumas vinderforslag får København et ekstraordinært vandkulturhus i hjertet af Københavns Havn. Faciliteten skal være et arkitektonisk fyrtårn, samtidig med at det skal være en oplevelsesdestination i sig selv og et mødested for en bred målgruppe. Flere detaljer om samt illustrationer af vinderforslaget fremgår af publikationsmaterialet (bilag 1), som Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet.    

Vandkulturhuset skal være et folkeligt, offentligt idrætsbyggeri, der tilbyder en bred vifte af aktiviteter. Med den særlige kobling til havnen og havnepromenaden skal faciliteten skabe mulighed for helt særlige funktioner og nye badeoplevelser for husets forskellige brugere. Huset skal kunne bruges til aktiviteter som leg, motion, undervisning, wellness, træning og som mødested. Målgruppen forventes derfor at bestå af selvorganiserede idrætsudøvere og fritidsbrugere, skoleelever, wellnessgæster, familier, foreninger og gæster i forbindelse med kulturarrangementer og events.

Det forventes, at husets åbningstid vil være fra kl. 6.00 – 21.00. Dette spænd gør faciliteten tilgængelig for mange forskellige brugere, der ønsker at planlægge deres besøg på forskellige tidspunkter af døgnet. Det forventes, at huset vil have omkring 400 daglige besøgende på hverdage og 1.300 daglige besøgende i weekender.  

Fremadrettet proces og tidsplan

Arbejdet med at planlægge det nye vandkulturhus er nu i gang i samarbejde med Byggeri København, Kengo Kuma og rådgivere. Det forventes, at udbudsmaterialet er færdigt i efteråret 2018, og at vandkulturhuset står klart i 2021. Den samlede bebyggelse på Papirøen er ligeledes planlagt til at stå færdig i 2021.

Københavns Kommune er pt. i overvejelser om en alternativ organisering af projektet i form af en fondskonstruktion. Fonden vil være ikke-kommerciel og må alene varetage kommunale opgaver. Fonden vil have til formål at forestå anlæg og efterfølgende udlejning af Vandkulturhuset. Med en fondskonstruktion vil organisering jf. Byggeri Københavns styring af projektet i tæt relation med bestiller, rådgivere og driftskyndige til stadighed gælde. Ligeledes vil Københavns Kommune indestå for driften af faciliteten. 

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Forvaltningen forbereder budgetnotat til Vandkulturhus på Papirøen til forhandlingerne om Overførselssagen 2017/2018.

 

Mette Touborg

                                                                                            /Mads Kamp Hansen                                                                                

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2018:

Dagsordenens punkt 5 og punkt 6 blev behandlet under et.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om et notat om fondskonstruktionen.

Til top