Mødedato: 28.02.2018, kl. 09:15
Mødested: Comwell Borupgaard – Nørrevej 80 - 3070 Snekkersten

Funktionsguide for Københavns Biblioteker

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en funktionsguide for Københavns Biblioteker til godkendelse...

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender Funktionsguide for Københavns Biblioteker, og at denne indgår i det videre arbejde med at udarbejde et fælles funktionsprogram med Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Problemstilling

Mange af Københavns biblioteker er nedslidte og ikke på niveau med de københavnske byrum og det kommercielle bylivs generelle høje standard for attraktive fysiske rammer. Samtidig vokser byen, hvilket lægger pres på byens kapacitet. Det er derfor nødvendigt:

  • at fremme, at Københavns Biblioteker er på forkant med byudviklingen og at kunne spille bibliotekerne hurtigere på banen i forbindelse med budgetprocesser

  • at fremme smartere udnyttelse af kommunens kvadratmeter og dermed holde niveauet på de samlede kommunale anlægsinvesteringer nede

  • at skubbe til forståelsen af, hvad et bibliotek kan bestå af

  • at vise, at biblioteker kan have forskellige størrelser og dermed også forskellige prisklasser

Løsning

Med henblik på at kunne imødekomme ovenstående mål har Københavns Biblioteker gennem det sidste halve år arbejdet ad to spor:

  1. Udarbejdelse af Funktionsguide for Københavns Biblioteker

  2. Udarbejdelse af fælles funktionsprogram for Børne- og Ungdomsforvaltningen/Kultur- og Fritidsforvaltningen

Funktionsguiden handler om biblioteksbyggeri generelt. Det fælles funktionsprogram med Børne- og Ungdomsforvaltningen handler specifikt om byggeri af fælles skoler og biblioteker.

Ad 1. Funktionsguide for Københavns Biblioteker
Funktionsguiden for Københavns Biblioteker (se bilag 1) er udarbejdet af Rune Fjord Studio i tæt samarbejde med en række repræsentanter fra de københavnske biblioteker og Byudvikling og faciliteter.

Funktionsguiden bygger videre på White Noise Agencys analyse af de københavnske biblioteker (2017), som funktionsguiden oversætter til fysiske rammer og funktioner. Den er desuden inspireret af en række rapporter og modelprogrammer samt ekspertviden på området.

Guiden præsenterer en oversigt over udvalgte fokusområder og biblioteksfunktioner, som skal være til stede i nye anlægningssager i form af 3 forskellige biblioteksprototyper på henholdsvis 300 m2, 600 m2 og 1200 m2 (publikumsarealer). Dertil skal lægges et antal m2 til back office-funktioner. De tre nævnte prototyper er eksempler, der kan skaleres. Hovedbiblioteker er ikke repræsenteret i funktionsguiden.

Guiden kan bruges ved nye anlægningssager (nybygning, tilbygning og ombygning) som grundlag til at præcisere funktioner og kvadratmeter. Samtidig inspirerer den til nye hybrider og nye bibliotekstyper ved at vise eksempler på, hvordan man kan tænke biblioteket sammen med andre kommunale, private eller offentlige institutioner.

Ad 2. Fælles funktionsprogram for Børne- og Ungdomsforvaltningen/Kultur- og Fritidsforvaltningen

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har gennem de seneste tre år forsøgt at samlokalisere eller sambygge skole/PLC og folkebibliotek ved konkrete samlokaliseringsprojekter og i forbindelse med planlægning af nye skoler. I februar 2017 besluttede direktionerne derfor at igangsætte udarbejdelsen af et fælles funktionsprogram. Et fælles funktionsprogram vil gøre det lettere at fremlægge præcise beskrivelse af funktioner ved nye anlægssager. Derudover skal et funktionsprogram gøre forvaltningerne skarpere på, hvilke funktioner et fælles hus vil indeholde, så begge brugergrupper tilgodeses og de faglige synergier udnyttes.

Arbejdet med det fælles funktionsprogram er i gang. Det fælles funktionsprogram skal ses i forhold til Børne- og Ungdomsforvaltingens funktionsprogram for skoler og fritidsordninger f.eks. som appendiks eller indarbejdes i Børne- og Ungdomsforvaltningens nuværende funktionsprogram og i forhold til Funktionsguiden for Københavns Biblioteker.

Ved at bygge skoler/Pædagogisk læringscenter (PLC) og folkebiblioteker sammen kan der skabes lokale kraftcentre og samtidig sikres bedre udnyttelse og optimere brugstiden af kommunens m2. Et fælles hus vil fremme muligheder for faglige synergier mellem bibliotek og skole. Det vil blive lettere i fællesskab at udvikle tilbud, der stimulerer børn og unges lystlæsning, litterære dannelse, Åben Skole-initiativer osv. Samlokalisering giver også mulighed for at optimere og effektivisere driften i både Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen, herunder et fælles materialeindkøb, materialehåndtering, fælles håndtering af it osv.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Funktionsguiden for Københavns Biblioteker
Funktionsguiden vil blive brugt som grundlag for valg af funktioner i forbindelse med konkrete anlægssager – f.eks. i forbindelse med Christianshavns Bibliotek på Papirøen og Islands Brygges Bibliotek på Københavns Universitet, Søndre Campus.

Det fælles funktionsprogram
Forvaltningerne arbejder henimod at kunne præsentere ideer og principper i løbet af foråret 2018. Forvaltningerne vil desuden sørge for, at udvalgene gensidigt orienteres om fremtidige anlægsbehov. Dette vil gøre det muligt for udvalgene at se, hvor der er sammenfald mellem de lokale anlægsbehov og dermed, hvor skoler og folkebiblioteker med fordel vil kunne bygges sammen.

 

Mette Touborg

                                            /Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at sagen, i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen, skal forelægges Borgerrepræsentationen. 

Til top