Mødedato: 28.02.2018, kl. 09:15
Mødested: Comwell Borupgaard – Nørrevej 80 - 3070 Snekkersten

Ny placering af 10. klasser fra Vesterbro Ny Skole - FÆLLESINDSTILLING BUF OG KFF

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget skal som følge af opdraget i budgetaftalen for 2018 tage stilling til en ny placering af 10. klasser fra Vesterbro Ny Skole i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget

  1. at et lokalefællesskab med et 10. klassecenter i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus henvises til forhandlingerne om overførelsessagen 2017/2018.    

Problemstilling

I Budget 2018 blev der afsat en udvidet planlægningsbevilling på 1,1 mio. kr. til at undersøge mulighederne for at etablere faciliteter til Ungdomsskolens 10. klassestilbud "10. Vest" fra Vesterbro Ny Skole i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, hvor der lånes faglokaler på de nærliggende folkeskoler. I planlægningsbevillingen indgik der lokal inddragelse. Som følge deraf er der i efteråret og vinteren afholdt dialogmøder med de faste lejere på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus og lokaludvalget, ligesom der, med udgangspunkt i de faste lejeres tilkendegivelser, er blevet udarbejdet et foreløbigt byggeprogram.

Det fremgår af budgetteksten, at optaget til Vesterbro Ny Skole vokser, og der er behov for at relokalisere 10. klassecenter Vest. Budgetparterne er enige om, at 10. klasserne placeres i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, og der lånes faglokaler og andet på de nærtliggende folkeskoler. 

Løsningen skal godkendes i Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.

Løsning

10. klassecenter Vest

Vesterbro oplever en kraftig stigning i befolkningstallet, og frem mod 2029 er der behov for 3 nye skolespor i bydelen. Ungdomsskolens 10. klassestilbud "10. Vest" er i dag placeret på Vesterbro Ny Skole. Inden skolestart i august 2018/2019 skal 10. klassecenteret relokaliseres, da Vesterbro Ny Skole selv skal bruge lokalerne på grund af det stigende antal skolebørn.

Med løsningsforslaget kan der indrettes et nyt 10. klassecenter med klasselokaler, pauseområder og administrative funktioner på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Vesterbro Bibliotek og Kulturhus er på i alt 3.500 m2, og 10. klassecenteret, der rummer 120-130 elever, vil skulle anvende ca. 780 m2 på hverdage i tidsintervallet 8-16. 10. klassecenteret vil anvende faglokaler til bl.a. fysik og idræt på de nærliggende skoler. Vesterbro Ny Skole har eksempelvis to fysiklokaler, der giver gode muligheder for et samarbejde.  

Vesterbro Bibliotek og Kulturhus

Vesterbro Bibliotek og Kulturhus har i dag ledig kapacitet i de lokaler, der kan udlejes til borgere, foreninger mv. I dagtimerne er den gennemsnitlige belægningsprocent på ca. 10 % på udlejningslokalerne på 3. og 4. sal, og i aftentimerne er belægningen på omkring 40 %. Vesterbro Bibliotek og Kulturhus fremstår nedslidt og utidssvarende og er ikke hensigtsmæssigt indrettet for mange af de brugere, der fast benytter huset og lejer sig ind i lokaler.

Med løsningsforslaget indrettes flere af lokalerne multifunktionelt, så de kan anvendes til undervisning i dagtimerne og forenings- og aftensskolebrug og andre kulturelle aktiviteter i aftentimerne og i weekenderne.

Renovering af Vesterbro Bibliotek og Kulturhus

Flere af lokalerne istandsættes og nyindrettes, så de tjener flere formål og fremstår attraktive. Der etableres en ny elevator, så man kan komme op til 4. sal, hvilket styrker den daglige drift i huset, og der etableres en ny hovedindgang, der giver huset en mere indbydende karakter og synliggør bibliotekets og kulturhusets tilbud. Akustik og lydisolering udbedres, køkkenfaciliteter udvides, og der kommer flere udlejningslokaler, som kan lejes om aftenen. Alt sammen noget der er vægtet højt blandt de faste lejere og personalet. Af samme årsag indebærer løsningsforslaget, at funktionen specialekontoret Kontorhub må udgå. Desuden undersøges det, hvorvidt funktionen atelieret kan blive i huset eller må relokaliseres til en af de øvrige kulturinstitutioner i de nærliggende bydele. Løsningsforslaget berører ikke funktionen Cafe Klare (en natcafe for kvinder), der er placeret under Socialforvaltningen.

Et helhedsorienteret blik og tværfaglige synergier

Et af indsatsområderne i Kultur- og Fritidspolitikken for 2016-2019 er at understøtte og styrke det hele barneliv i København og få alle med. De unge er en målgruppe, som kan være svære at rekruttere og fastholde til biblioteks- kultur- og idrætstilbud. Gennem et lokalefællesskab vil 10. klasse eleverne få deres daglige gang på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Det åbner op for et tværfagligt samarbejde, giver liv og aktivitet i dagtimerne og gør det muligt at skabe et attraktivt ungdomsmiljø præget af læring og kultur. Flere af de faste lejere har udtrykt, at de ser mange samarbejdspotentialer og grænseflader med 10. klassecenteret. Huset indrettes derfor med et samlet kontorlandskab og en fælles frokoststue for de ansatte i huset, hvilket giver mulighed for vidensdeling, samarbejde og koordinering på tværs.

Bedre brug af m2

Forslaget imødekommer Københavns Kommunes ambition om bedre udnyttelse af kommunale m2 gennem et tværsektorielt samarbejde. Forvaltningerne samarbejder på flere arenaer omkring det hele barneliv og fælles brug af m2, både eksisterende og de der skal etableres i fremtiden. Forvaltningerne indgår flere og flere forpligtende samarbejder, og i det strategiske samarbejde arbejdes der på et fælles funktionsprogram for skoler/PLC (pædagogisk læringscenter) og biblioteker. Det skal understøtte forvaltningerne i at etablere fælles m2 i fremtiden, når der bygges nyt til gavn for byen og borgerne.

Forvaltningerne foreslår i den sammenhæng konkret at undersøge muligheden for at etablere et samarbejde om fælles m2 og klub- og foreningssamarbejde i forbindelse med den nye skole i Ørestad på Hannemanns Allé. Det gøres ud fra det formål, at skolen bliver åbent op for lokalsamfundet. Samarbejdet skal give en mere direkte adgang for områdets børn og unge til kultur- og fritidstilbud, der motiverer til et sundt og aktivt fritidsliv og styrker deres kulturelle og kropslige dannelse i fællesskaber uden for skoletiden.

Lokal inddragelse og borgerdialog

Forvaltningerne, herunder Ungdomsskolen, 10. klassecenter Vest og personalet på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, har, i dialog med de faste lejere i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, udarbejdet et bud på et løsningsforslag. Løsningsforslaget er efterfølgende fremlagt for - og drøftet med - lokaludvalget. Løsningsforslaget er sendt i høring i Vesterbro Lokaludvalg, og høringssvaret er vedlagt som bilag. Lokaludvalget peger blandt andet på, at der ikke er indtænkt flere skole-, fritids- og kulturtilbud ind i etableringen af nye boliger i bydelen. Endvidere udtrykker lokaludvalget bekymring for, hvorvidt løsningsforslaget er et tilstrækkeligt tilbud for eleverne og lever op til lovgivningen. 

Det er Børne- og Ungdomsforvaltningen vurdering, at 10. klassetilbuddet er i fuld overensstemmelse med lovgivningen. Udfordringen vedrørende faglokaler imødekommes ved at samarbejde med de omkringliggende skoler, hvilket ikke er en udfordring for elevgruppen, der i forvejen er fleksibel og vant til at transportere sig rundt i byen til forskellige faciliteter og tilbud. Derudover har 10. klasse op til 6 ugers brobygning på en EUD institution (erhversskole), hvor eleverne møder erhvervsuddannelserne, deres faciliteter og undervisere. 

En anden placering af 10. klasse

Børne- og Ungdomsforvaltningen er i gang med at finde en alternativ genhusningsløsning for 10. klassecenter Vest, såfremt udvalgene beslutter ikke at henvise sagen til forhandlingerne om overførelsessagen. En alternativ genhusningsløsning indebærer sandsynligvis et tilbud, der er nedskaleret og/eller et tilbud, som er spredt på flere matrikler, hvoraf Vesterbro Ny Skole vil være den ene.

Økonomi

Byggeri København vurderer, at de samlede udgifter er ca. 25 mio. kr. i anlæg. Derudover skal der tillægges ca. 240.000 kr. i årlige serviceudgifter for at kompensere for en varig nedskrivning af indtægtsbudgettet for Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, idet det ikke længere vil være muligt at opretholde det eksisterende Kontorhub i bygningen. 

Der skal indgås en fælles drifts- og samarbejdsaftale mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen. Aftalen indeholder overordnede principper om anvendelse af arealerne og samarbejde om driften. Herunder fordeling af økonomi, lån af lokaler, justering af eksisterende aftale omkring rengøring, fælles nøgle- og adgangsforhold. Kultur- og Fritidsforvaltningen varetager, som i dag, rollen som daglig bestyrer af huset, hvor Børne- og Ungdomsforvaltningen lejer sig ind på Kultur- og Fritidsforvaltningens arealer. Kultur- og Fritidsforvaltningen skal holdes udgiftsneutral i forbindelse med den daglige drift – også i byggefasen af projektet.

Hvis Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at henvise sagen til forhandlingerne om Overførselssagen 2017/2018, vil økonomien blive kvalificeret yderligere.

Videre proces

Godkendes indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen fremlægge et budgetnotat vedr. en anlægsbevilling på i størrelsesordenen 25 mio. kr. til forhandlingerne om overførelsessagen 2017/2018.

 

Tobias Børner Stax                                           Mette Touborg

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte at henvise sagen til forhandlingerne om overførselssagen for 2017/2018, idet en række spørgsmål i tilknytning til udearealer, faglokaler og værkstedsfaciliteter for eleverne samt omfanget af offentlige kulturtilbud på Vesterbro belyses frem mod overførselssagen.

Kultur- og Fritidsudvalget skal have fuld økonomisk kompensation for Børne- og Ungdomsforvaltningens brug af faciliteterne i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Kultur- og Fritidsudvalget understreger, at der ønskes et permanent samarbejde mellem Børne -og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om samlokalisering mv., samt at der skal findes en løsning for brugerne af atelieret.

Kultur- og Fritidsudvalget deler lokaludvalgets bekymring for for få kulturtilbud og -faciliteter i bydelen i lyset af befolkningsudviklingen på sigt. 

Til top