Mødedato: 28.02.2018, kl. 09:15
Mødested: Comwell Borupgaard – Nørrevej 80 - 3070 Snekkersten

B-sag: Grosserer A.W. Galles og hustru Karen Galles legat - Legatportion til Dansk Blindesamfund

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal som legatbestyrelse tage stilling til uddeling af en legatportion på 200.000 kr. til Dansk Blindesamfund.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget som legatbestyrelse godkender udbetaling af en legatportion på 200.000 kr. fra Grosserer A.W. Galles og hustru Karen Galles legat til Dansk Blindesamfund.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal som legatbestyrelse godkende uddelingen, da den overstiger 100.000 kr.

Løsning

Grosserer A.W. Galles og hustru Karen Galles legat er et legat med indstillingsudvalg, hvilket udgøres af Dansk Blindesamfund. Ifølge fundatsen skal uddeling fra legatet bruges til fremme af blindes mulighed for at få adgang til litteratur og lignende på bånd.

Uddeling fra legatet kan alene ske efter indstilling fra Dansk Blindesamfund. Denne bestemmelse har baggrund i, at legatet før 1998 blev bestyret af Københavns Magistrat og Dansk Blindesamfund i overensstemmelse med de regler, der gjaldt for magistratens legater, og at den årlige renteindtægt dengang blot blev udbetalt til Dansk Blindesamfund til legatets formål med at fremme blindes mulighed for litteratur m.v.

Dansk Blindesamfund har i brev af 29. december 2017 indstillet, at der uddeles en legatportion på 200.000 kr. til Dansk Blindesamfund til delvis dækning af udgiften til fremstilling af lyd, punkt og storskrift samt udgivelse af Dansk Blindesamfunds medlemsblad.

De samlede udgifter til dette er opgjort til 989.300 kr., og til delvis dækning heraf ønskes legatets nettoindtægt anvendt således:

Fremstilling af lyd, punkt og storskrift

70.000

kr.

Udgivelse af Dansk Blindesamfunds medlemsblad

130.000

kr.

I alt

200.000

kr.

Det er forvaltningens vurdering, at uddelingen er i overensstemmelse med legatets formålsbestemmelse.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er meddelt en generel bemyndigelse gældende for uddelinger op til 100.000 kr. til almennyttige eller velgørende foreninger og institutioner. Kultur- og Fritidsudvalget skal derfor godkende denne uddeling, da den overstiger 100.000 kr.

Pr. 1. januar 2018 er der 234.455 kr. til rådighed for uddeling. Der er ikke modtaget andre ansøgninger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil uddelingen blive udbetalt til Dansk Blindesamfund.

 

Mette Touborg                                                         

                                 /Merete Evers Dewilde          

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede punktet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Indstillingen blev godkendt.

Til top