Mødedato: 28.02.2018, kl. 09:15
Mødested: Comwell Borupgaard – Nørrevej 80 - 3070 Snekkersten

Ansøgning om støtte til Musikerdag København 2018

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgningen fra ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere) og VEGA, hvor parterne ansøger om tilskud til Musikerdag KBH i perioden 2018-2020. Der ansøges om et samlet beløb på 200.000 kr.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen fra ORA og VEGA om tilskud på 200.000 kr. til Musikerdag KBH i perioden 2018-2020, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2018

Problemstilling

ORA og det regionale spillested VEGA afholder den 26. maj 2018 Musikerdag KBH.

Musikerdag KBH er et netværksarrangement for ambitiøse vækstlagsmusikere i Københavnsområdet.

ORA har tidligere afholdt fem lignende arrangementer med forskellige samarbejdspartnere rundt omkring i landet. Som regionalt spillested er VEGA forpligtet til at understøtte vækstlaget, og parterne ønsker nu at afholde den hidtil største og mest markante udgave af arrangementet i København, der er landets største musikby.

Arrangementet holdes i VEGA og bliver en dag med et varieret og professionelt program, hvor musikkens og musiklivets mange aspekter bliver præsenteret gennem oplæg, koncerter, demofeedback, fotosession mv.

Målet er bl.a. at hjælpe og inspirere de deltagende vækstlagsmusikere til at blive mere aktive, ambitiøse og professionelt tænkende musikere.

Da undersøgelser viser, at kun 10 % af landets aktive musikere er kvinder, vil ORA og VEGA med Musikerdag KBH endvidere arbejde aktivt på at tiltrække flere kvinder blandt deltagerne til arrangementet.

Løsning

ORA og VEGA forventer i år et deltagerantal på ca. 400 personer til Musikerdag KBH. Forventningen er, at ca. 300 af deltagerne udgøres af musikere, mens de sidste 100 er oplægsholdere, coaches branchefolk mv. Det er parternes forventning, at der i løbet af et par år kan tiltrækkes op mod 1000 deltagere til arrangementet.

Parterne håber, at Kultur- og Fritidsudvalget vil støtte Musikerdag KBH over en tre-årig periode, så konceptet kan udvikle sig til en markant årlig begivenhed til hjælp og støtte for det københavnske vækstlag. Parterne ansøger derfor udvalget om et samlet beløb på 200.000 kr.

Oversigt over støtte i perioden 2018-2020

Musikerdag KBH/år

Ønsket tilskud pr. år/kr.

2018

50.000

2019

75.000

2020

75.000

Samlet støtte i alt

200.000

I 2018 udgør arrangementets samlede budget ca. 400.000 kr. hvoraf de 50.000 kr. er budgetteret som tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen om tilskud til Musikerdag KBH imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

                                                                                 /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2018:

Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 50.000 kr. i 2018 samt et principielt tilsagn om at ville yde 75.000 kr. i henholdsvis 2019 og 2020. Kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et flertal (Niko Grünfeld, Maria Frej, Christopher Røhl Andersen, Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen, Kasandra Behrndt-Eriksen, Rikke Lauritzen og Jens Kjær Christensen) stemte for forslaget.

Et mindretal (Alex Vanopslagh og Marcus Knuth) stemte imod.

Forslaget blev således godkendt.

 

Alex Vanopslagh ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vega får allerede masser af penge til arrangementer såsom Musikerdagen. I sidste valgperiode mistede en del spillesteder tilskud, mens VEGA fik øget sit. Samtidig fik de eftergivet deres milliongæld til Københavns Kommune, mod at de ydede en ekstra indsats for vækstlaget. Dette kommer så oven i de 6 mio. kr. de modtager årligt, heraf halvdelen fra Københavns Kommune, som regionalt spillested, hvor ét af deres primære formål er – ja – at yde omsorg for vækstlaget."

Til top