Ansøgning om ekstrabevilling til brandsikring - Fabrikken for Kunst og Design
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om ekstrabevilling på 1,46 mio. kr. til brandsikring af Fabrikken, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2018.
Problemstilling
Fabrikken søger Kultur- og Fritidsudvalget om ekstrabevilling på 1,46 mio. kr. til brandsikring af Fabrikken (bilag 1).
Løsning
Fabrikken, som er beliggende i en tidligere vaskeribygning på Sundholm, består af 50 atelierer for anerkendte københavnske kunstnere, samt en hal på 1000 m2.
Fabrikken er en selvejende institution, som får lejemålet Sundholmsvej 46 stillet huslejefrit til rådighed gennem en driftsaftale. Fabrikken afholder selv forbrugsudgifter og modtager ikke tilskud til driften.
Hallen i Fabrikken anvendes til husets store arrangementer, bl.a. den alternative kunstmesse Alt_Cph og til åbent hus i foråret.
Indtægter fra udlejning af hallen udgør en betragtelig del af Fabrikkens økonomiske grundlag og er med til at sikre, at Fabrikken kan løfte andre af sine kerneopgaver.
I efteråret 2016 oplyste Teknik- og Miljøforvaltningen Fabrikken om, at Fabrikken i fremtiden ikke kunne få dispensation til at holde store arrangementer i hallen, da den ikke er godkendt til mere end 50 personer.
Fabrikken modtog i marts 2017, via Overførselssagen 2016/17, 1,5 mio. kr. til færdiggørelse af byggesag vedr. brandsikring. I november 2017 bevilgede Kultur- og Fritidsudvalget yderligere 400.000 kr. til brandsikring af Fabrikken. Bevillingen skulle dække følgeudgifter til el-arbejde og VVS samt større udgifter i forbindelse med anlæggelse af en 4. flugtvej.
I februar 2018 har Fabrikken søgt Kultur- og Fritidsudvalget om 1,46 mio. kr. til nye udgiftsposter i forbindelse med færdiggørelse af brandsikring. Ansøgningsbeløbet fordeler sig på 1,249 mio. kr. til dækning af ekstra håndværkerudgifter og 217.000 kr. til øgede administrationsomkostninger (bilag 2).
Håndværkerudgifterne knytter sig til nye udgiftsposter. Disse er bl.a. etablering af et talevarslingsanlæg, lovliggørelse af el og udbedring af skimmelsvamp. Flere af udgifterne var ifølge Fabrikken ikke med i det budgetoverslag, som arkitektfirma Holm og Grut udarbejdede på baggrund af brandkrav i byggetilladelsen og besigtigelse af hal. En ibrugtagningstilladelse kræver en attest af elektriker, som forudsætter, at el i hallen er lovlig, hvilket ikke er tilfældet.
Ifølge Fabrikken har en anden samtidig kørende byggesag – KEIDs facaderenovering af Fabrikken – været mere tidskrævende end oprindeligt forventet. Bygningens tilstand har vist sig at være dårligere end forudsat, hvilket har påvirket brandsikringssagen, som har været sat i bero under renoveringen.
Fabrikken anslår, at de har haft et indtjeningstab på 688.000 kr. på grund af den forsinkede facaderenovering. Indtjeningstabet skyldes ifølge Fabrikken større udgifter til lønninger og mistet indtjening på husleje og udlejning af hal. Fabrikken søger om dækning af en tredjedel, svarende til 217.000 kr.
En redegørelse for det samlede forløb vil blive eftersendt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2018:
Forvaltningen havde udsendt en redegørelse om sagen.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at henvise sagen til forhandlingerne om overførselssagen 2017/2018.