Mere liv på Kvægtorvet - strategisk kulturindsats
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget henviser 1,0 mio. kr. til strategisk kulturindsats på Kvægtorvet til forhandlingerne om overførelsessagen.
Problemstilling
Kødbyen er i dag et kreativt centrum i København, hvor gastronomi, teater, gallerier og innovationsvirksomheder møder hinanden. Samtidig oplever de lokale aktører og borgerne udfordringer i nærmiljøet som følge af det nye stofindtagelsesrum.
Løsning
For at imødegå de udfordringer, som stofindtagelsesrummet skaber, foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF), at der i tæt samarbejde med bl.a. Økonomiforvaltningen (ØKF) og Socialforvaltningen (SOF) igangsættes en strategisk kulturindsats, der med etablering af målrettede kulturaktiviteter, skaber et attraktivt og inspirerende byliv omkring Kvægtorvet. Det er hensigten, at kulturaktiviteterne vil afhjælpe udfordringerne ved, at:
- skabe dagligt liv, aktivitet og tryghed.
- engagere foreninger, frivillige borgere og andre aktører i at tage ejerskab til positiv udvikling af området.
- styrke sammenhængen mellem kulturaktiviteter og sociale indsatser i området.
- reducere uhensigtsmæssige aktiviteter.
I arbejdet vil indgå KFF’s erfaringer med at skabe oplevelsesorienterede fællesskaber via kulturaktiviteter samt erfaringerne med mobilisering af frivillige og andre aktører, der høstes fra den aktuelle indsats med at skabe mere tryghed på KFF’s institutioner. På den måde bliver kulturaktiviteterne afsættet for at samle borgere, private aktører og myndigheder i et fælles arbejde med at sikre et inspirerende og trygt miljø omkring Kvægtorvet.
Indsatsen skal udvikle og afprøve forskellige modeller for kultur- og fritidsaktiviteter, der kan adressere udfordringerne forbundet med stofindtagelsesrummet. KFF afholder allerede i dag flere aktiviteter i området. Samtidig er der en række eksisterende og potentielle samarbejdspartnere i Kødbyen, som allerede bidrager samt fremadrettet kan bidrage til aktiviteter f.eks.:
- Onkel Dannys Plads: Central plads mellem Kvægtorvet og stofindtagelsesrummet, hvor der afholdes musikarrangementer, markeder og events. Pladsen omkranses af bl.a. Råhuset (spillested m.m.), Husets Teater, Et forsamlingshus, Et beboerhus (huser bl.a. radio, blad om stofkultur og folkelige organisationer som f.eks. Venligboerne) og Café Mandela. KFF står for den overordnede drift af pladsen.
- Warehouse 9: Performanceteater og galleri, der bl.a. er kendt for at sætte fokus på LGTB-tematikker.
- Ungdommens Demokratihus: Nyetableret hus for ungdomspartierne. Har potentiale til at kunne afholde spændende arrangementer også om aftenen med afsæt i det politiske arbejde.
- Det Børnekulturelle område: Består af Teaterbutikken, Københavns Kommunes Musikskole og Billedskolen, som er tilbud til børn og unge inden for de forskellige kulturgenrer.
- CPH Food Space: Et innovativt fællesskab for kreative madiværksættere, der også afholder en række udadvendte madrelaterede events (f.eks. tilbagevendende ostefestival).
Som grundlag for afprøvningen og etableringen af kulturaktiviteter vil indsatsen kortlægge, hvordan området kan blive mere attraktivt og åbent for borgerne i København og de lokale aktører i området. Borgerne og de lokale aktører vil deltage i kortlægningsarbejdet, så mulige løsninger tager udgangspunkt i den lokale viden om området og skaber lokalt ejerskab.
Følgende overvejelser indgår i arbejdet:
- Kvægtorvet som eventsted: Hvordan kan events bidrage til at skabe mere interessant liv i området omkring Kvægtorvet? Her vil det være relevant at tage udgangspunkt i temaer, der allerede har en position i Kødbyen. Det kan f.eks. være mad (Copenhagen Food & Cooking-aktiviteter), musik (f.eks. Jazz Festival og Opera Festival) og sport (Cross Fitness eller gadefodbold o.l.).
- Kvægtorvet som dagligdag: Hvordan bliver Kvægtorvet et mere naturligt opholdssted for københavnerne? Her kan der tages udgangspunkt i mulighederne ved de forskellige årstider. Der kan f.eks. etableres en skøjtebane om vinteren, som kan blive til Københavns centrum for parkour om sommeren.
- Kvægtorvet som innovationscentrum: Er der behov for en ny vision, hvor f.eks. Kødbyens industrielle historie sættes i relation til et fremtidsperspektiv med fokus på innovation? Her er Space 10 og Khora mulige samarbejdspartnere.
- Kvægtorvets fysik: Hvad er muligt inden for de nuværende rammer, og hvad kræver det af investeringer at gøre området mere åbent for dagligt liv?
- Tryghed på Kvægtorvet: Hvilke aktører skal engageres for at skabe tryghed på Kvægtorvet og hvordan? Kulturaktiviteterne skal have sigte på at engagere lokale og andre aktører i en tryghedsindsats, hvilket bl.a. vil ske gennem inspiration fra det aktuelle arbejde med at skabe mere tryghed i KFF’s institutioner i den ubemandede åbningstid.
Økonomi
Der er behov for finansiering på 1,0 mio. kr. i 2018 til indsatsen. De 0,8 mio. kr. afsættes til kulturaktiviteter og opbygning af kulturpartnerskaber, mens de 0,2 mio. kr. afsættes til kortlægning og dialog med borgerne. Beløbet på 1,0 mio. kr. skal gå til en forsøgsperiode i 2018, hvorefter der skal ske en evaluering af forsøget.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde et budgetnotat, som vil indgå i forhandlingerne om overførselssagen.
Mette Touborg
/Aravni Jakobsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2018:
Der blev begæret afstemning om indstillingen, idet det herved præciseres, at beløbet på 1 mio. kr. skal gå til konkrete kulturaktiviteter, der udmøntes i dialog med områdets interessenter.
Et flertal (Niko Grünfeld, Maria Frej, Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen, Kasandra Behrndt-Eriksen, Rikke Lauritzen og Jens Kjær Christensen) stemte for indstillingen.
Et mindretal (Alex Vanopslagh og Marcus Knuth) stemte imod.
Christopher Røhl Andersen undlod at stemme.
Den præciserede indstilling blev således godkendt.
Alex Vanopslagh og Marcus Knuth ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: “Vi kan ikke se, hvordan de afledte udfordringer af stofindtagelsesrummet i Kødbyen kan afhjælpes med skøjtebaner, parkour, festivaler eller øvrige kulturindsatser. Derimod mener vi, at udfordringerne kan imødekommes med flere gadeplansmedarbejdere.”
Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen og Kasandra Behrndt-Eriksen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "For A er det ikke et spørgsmål om enten-eller men om både-og."