Mødedato: 28.02.2008, kl. 16:00

Mobilt svømmebad ved Bavnehøj

Mobilt svømmebad ved Bavnehøj

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 28. februar 2008

 

Manu Sareen mødte kl. 16.20 under det første foretræde.

 

Frank Hedegaard og Taner Yilmaz forlod mødet kl. 18.15 efter behandlingen af punkt 15.

 < /span>

 

 

15.      Mobilt svømmebad ved Bavnehøj (KFU  85/2008)

 

Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget skal beslutte, om der skal etableres et mobilt svømmebad.

Indkøb og drift af bassinet i 2008 kan finansieres ved omprioritering af allerede afsatte midler til Bavnehøj Friluftsbad og StreetMekka, samt udisponerede midler fra 50 mio. kr. puljen til helhedsorienteret byudvikling.

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at der i 2008 gives en anlægsbevilling på 3,3 mio. kr. til indkøb og etablering af et mobilt bad, der i sommeren 2008 placeres ved Bavnehøj Friluftsbad. I de 3,3 mio. kr. indgår et administrationsbidrag på 2,2 %, som er fordelt i overensstemmelse med indstillingens økonomiafsnit. Københavns Ejendomme, funktion 0.32.31.3 (Stadions, idrætsanlæg og svømmehaller)

2. at denne anlægsbevilling på 3,3 mio. kr. finansieres via mellemfinansiering fra Økonomiudvalgets bevilling, finansposter, funktion 8.22.05.5 (Kassen), indtil puljen til Helhedsorienteret byudvikling overføres fra 2007 til 2008.

3. at der anvendes 1,95 mio. kr. til drift i 2008. Københavns Ejendomme, funktion 0.32.31.1 (Stadions, idrætsanlæg og svømmehaller)

4. at der anvises kassemæssig dækning for 1,95 mio. kr. ved at anvende 0,95 mio. kr. af midlerne afsat til drift af StreetMekka i 2008, samt 1 mio. kr. afsat til drift af Bavnehøj Friluftsbad Københavns Ejendomme, funktion 0.32.31.1

5. at der i 2008 gives en anlægsbevilling på 0,95 mio. kr. til StreetMekka til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling, Københavns Ejendomme, funktion 0.32.31.3 (Stadions, idrætsanlæg og svømmehaller)

6. at denne anlægsbevilling på 0,95 mio. kr. finansieres via mellemfinansiering fra Økonomiudvalgets bevilling, finansposter, funktion 8.22.05.5 (Kassen), indtil puljen til Helhedsorienteret byudvikling overføres fra 2007 til 2008.

7. at der i forbindelse med forhandlingerne om budget 2009 fremlægges forslag til, hvordan det mobile bad kan anvendes i 2009 og frem

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2008:

Følgende havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

·        Bayram Korkmaz

·        Kaj Nielsen

·        Jan Barslev

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen havde omdelt besvarelse af en række af Jens Kjær Christensen stillede spørgsmål til sagen.

 

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

Ingen stemte for indstillingen.

Et flertal (Frank Hedegaard, Bjarne Fey, Morten Westergaard, Taner Yilmaz, Sikandar Malik Siddique, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Manu Sareen og Jens Kjær Christensen) stemte imod.

Karin Storgaard undlod at stemme.

 

Kultur- og Fritidsudvalget havde dermed forkastet indstillingen.

 

Frank Hedegaard, Bjarne Fey, Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Manu Sareen og Jens Kjær Christensen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:

"SF, Venstre, Det Radikale Venstre og Enhedslisten udtrykker kritik over at forvaltningen kan fremsætte et forslag,

1) der ikke er i forlængelse af budget 2008

2) der har så stor usikkerhed med hensyn til gennemførelse

3) der påfører københavnerne en unødvendig økonomisk risiko.

Medlemmerne glæder sig til at Bavnehøj Friluftsbad genåbner i 2009."

 

Morten Westergaard, Taner Yilmaz, Sikandar Malik Siddique, Simon Strange og Manu Sareen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:

"Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre finder det ærgerligt, at der i det fremlagte forslag er så stor usikkerhed om forudsætningerne for etablering af kvaliteten af et midlertidigt mobilt friluftsbassin i Bavnehøj, at det ikke har kunnet gennemføres. Vi ser frem til at det permanente friluftsbassin åbner i Bavnehøj i 2009."

 

 


 

Problemstilling

Med budget 2008 afsatte Borgerrepræsentationen (BR) i alt 50 mio. kr. til renovering af Bavnehøj Friluftsbad, etablering af StreetMekka og et nyt sted til Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK) i remiserne bag Enghavevej 82 - samt til byudvikling af hele Bavnehøjområdet (BR 371/2007).

Samtidig afsatte BR i alt 1 mio. kr. til drift af Bavnehøj Friluftsbad og 3,2 mio. kr. til drift af StreetMekka i 2008. Da Friluftsbadet og StreetMekka først forventes at åbne i 2009, skal disse midler ikke anvendes i 2008. Dog skal StreetMekka betale husleje under byggearbejderne – i alt 0,5 mio. kr.

Med henblik på at sikre en badefacilitet på Bavnehøj i 2008, foreslås det at der findes midler til at finansiere køb af en mobil badefacilitet, som i 2008 placeres på Bavnehøj, som erstatning for det lukkede Bavnehøj Friluftsbad. Bavnehøj Friluftsbad forventes færdigrenoveret til sommeren 2009.

Løsning

Sigtet med købe et mobilt bad er i første omgang at placere det ved Bavnehøj i 2008 og dernæst flytte det til f.eks. et af de nye byudviklingsområder, hvor der er ønske om en udendørs badefacilitet. 

Med en fysisk placering af det mobile bad i et byudviklingsområde indbydes de nye borgere i lokalområdet til at indtage og anvende området. Det gælder især børnefamilier, da badet kan anvendes til større børns leg og svømning.

Det mobile bad

Forslaget er at etablere et mobilt bad ved Bavnehøj med et bassin på 8 m x 20 m og med en dybde på omkring 70 cm. Badet betegnes som et "morskabsbassin", hvor kravene til sikkerhed m.m. er væsentligt mindre end ved en offentlig badefacilitet.

Badet forventes at have en vandtemperatur på omkring 26 grader, hvilket svarer til den temperatur, der normalt er i opvarmede friluftsbade i København.

Kapacitet

Badet har en kapacitet på 50 personer i timen. Til sammenligning havde det nu lukkede Bavnehøj Friluftsbad en kapacitet på 312 personer i timen. Der var på det eksisterende anlæg to 25 m bassiner, heraf et motionsbassin primært til svømning og et børnebassin, samt et lille soppebassin.

Myndighedsbehandling

Badet fordrer dispensation fra Miljøstyrelsens vejledning for så vidt angår afløb. Badets producent skønner, at det er muligt at få de nødvendige tilladelser til at opstille badet.

Risiko for driftsstop og gener fra en kommende byggeplads

Kultur- og Fritidsforvaltningen tager forbehold for risikoen for flere driftsstop, da der alt andet lige er mange "ad hoc prægede" løsninger i et mobilt bad af denne karakter.

Nedrivningen og det forberedende arbejde med et nyt friluftsbad går i gang primo august, hvilket alt andet lige vil være til gene for de badende, der anvender den mobile facilitet samme sted. Dette skal ses i sammenhæng med, at det midlertidige bad placeres umiddelbart op ad de permanente bassiner.


Åbningstid

Badet forudsættes etableret af Københavns Ejendomme. Hvis alle forudsætningerne for udbuddet opfyldes kan badet åbne medio juni 2008. Er det ikke tilfældet kan tidsplanen forlænges med op til 6 uger. Det skal understreges, at en forudsætning om åbning medio juni 2008 hviler på en særdeles stram tidsplan, hvor fristerne for levering m.m. er sat kortere end dem, der sædvanligvis anvendes.

Badet planlægges lukket med udgangen af august 2008. Derefter vil badet blive flyttet. Der er ikke taget stilling til, hvor badet skal placeres efterfølgende, men det kunne f.eks. være i Ørestad eller ved Sluseholmen.

Økonomi

Der foreligger et tilbud på at etablere badet, og i henhold til dette tilbud - og erfaringstal fra Kultur- og Fritidsforvaltningens rådgiver - vil udgifterne til indkøb, etablering og drift af badet det første år være på ca. 5,25 mio. kr., fordelt med 3,3 mio. kr. som anlæg og 1,95 mio. kr. som drift.

Driftsudgifterne finansieres med 1 mio. kr. afsat til drift af Bavnehøj Friluftsbad i 2008, overførsel af uforbrugte driftsmidler til StreetMekka i 2008 med 0,95 mio. kr. (samlet bevilling hertil er 3,2 mio. kr.).

Anlægsudgiften finansieres ved anvendelse af 3,3 mio. kr. fra puljen til Helhedsorienteret byudvikling. StreetMekka tilføres 0,95 mio. kr. til yderligere anlæg (i budget 2008 er afsat 15 mio. kr.) fra puljen til Helhedsorienteret byudvikling. Således trækkes samlet på puljen med 4,25 mio. kr.

I de 3,3 mio. kr. til anlæg af det mobile bad indgår et administrationsbidrag på 2,2 %, som er fordelt med 1,5 % til Københavns Ejendomme (i alt 49.500 kr.) og 0,7 % til Kultur- og Fritidsforvaltningens bestillerenhed (i alt 23.100 kr.).

Som nævnt ovenfor vil driftsudgiften fra 2009 og frem være på i alt 1,95 mio. kr. (p/l 2008). I dette beløb er der indregnet 1,2 mio. kr. til egentlig drift af badet (livreddere, rengøring m.m.) og 0,75 mio. kr. til reetablering af badet et nyt sted. Reetableringsomkostningerne er afhængige af tilslutnings- og adgangsforhold på det nye sted.

Det skal bemærkes, at der ikke er afsat midler til driften i årene fremover og forudsætningen for fortsat drift er, at der findes midler hertil i forhandlingerne om budget 2009.

Regeringen har i forbindelse med finanslovsforslaget for 2008 tilkendegivet, at Regeringen vil foretage en individuel modregning i kommunernes bloktilskud, hvis kommunerne samlet overskrider henholdsvis de budgetterede serviceudgifter og bruttoanlægsudgifter i vedtaget budget 2008. Såfremt regeringen beslutter en sådan styring af kommunerne vil der som udgangspunkt ikke kunne overføres anlægsmidler, uden at der anvises tilsvarende overførsler på anlæg til 2009 eller senere

 

Det forudsættes derfor, at såfremt regeringen beslutter at gennemføre ovennævnte styring af anlægsudgifterne anviser Økonomiudvalget dækning for de øgede anlægsudgifter inden for udvalgenes vedtagne anlægsbudget for 2009.

 

Videre proces

Såfremt BR vedtager indstillingen, vil Københavns Ejendomme afgive bestilling på et mobilt svømmebad hos en valgt tilbudsgiver.

Tilbudsgiveren vælges i forbindelse med et EU-udbud, der gennemføres sideløbende med den politiske proces. Vinderen er den der giver det økonomisk mest fordelagtige tilbud på udførelse og opstilling indenfor de angivne rammer for tid og kvalitet.

I forhold til de oplysninger, som kommunen pt. er i besiddelse af, kan anlægget - hvis det bestilles primo april - samles, tilsluttes og testes i maj måned med henblik på, at anlægget kan åbne medio juni 2008.

Bilag

1.      Anskaffelses- og driftsudgifter for mobilt svømmebad. Fortroligt

 

 

                      Claus Juhl                          Carsten Haurum

 

 

 

Til top