Kultur- og
Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 28. februar 2008
Fraværende
Sager til beslutning
22. Digitalisering af valg(KFU 82/2008)
Kultur- og
Fritidsudvalget skal drøfte forvaltningens forslag til
digitalisering af valgprocessen.
INDSTILLING OG Beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter rapporten om digitalisering af valg (bilag 1)
2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at rapporten og en elektronisk
stemmeboks præsenteres nærmere på Kultur- og Fritidsudvalgets budgetseminar den 10. april 2008.
|
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget
besluttede på udvalgets møde den 1. marts
2007, at forvaltningen skal udarbejde et oplæg til yderligere digitalisering af
valget.
Denne indstilling med bilag er forvaltningens oplæg til
yderligere digitalisering af valget.
Løsning
En digitalisering af valgprocessen
indeholder en række fordele. Hovedformålet med en øget digitalisering af valgprocessen
er at gøre selve valghandlingen nemmere og
mere brugervenlig for borgerne samt at kunne levere valgresultatet
hurtigere og mere præcist.
Endvidere indeholder en digitalisering af valget
et demokratiudviklende aspekt og vil hjælpe til bibeholdelse af en høj valgdeltagelse,
idet øget digitalisering vil appellere til den yngre generation af vælgere, som
nok i nogen grad i dag oplever selve valghandlingen
som utidssvarende – sammenlignet med den digitale udvikling i samfundet i
øvrigt.
På lidt længere sigt er det Kultur- og Fritidsforvaltningens
forventning, at øget digitalisering kan medvirke til, at der bruges færre
ressourcer på gennemførelse af valg.
Digitalisering af valgprocessen
er i øvrigt en naturlig del af kommunens og regeringens overordnede ambition om
øget digitalisering, og Københavns Kommune bør gå forrest i arbejdet med
digitalisering af valgprocessen.
Arbejdet med digitalisering af valgprocessen
relaterer sig i første omgang alene til en digitalisering af valgprocessen
på selve valgdagen (digitale valglister
og elektroniske stemmebokse). Der er pt. ingen konkrete overvejelser omkring
afstemning i eget hjem via internettet.
Der henvises i det hele til Sekretariatets rapport om digitalisering af valg (bilag 1), hvor
forvaltningens forslag til handlingsplan for digitalisering og modernisering af
valg, herunder økonomi, og visioner på lidt
længere sigt er uddybet.
Digitale valglister
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at digitale valglister
anvendes ved alle afstemningssteder ved kommunalvalget
i november 2009.
Københavns Kommune gennemførte ved kommunalvalget
i november 2005 forsøg med brug af digitale valglister
ved et afstemningssted (Rådhuset). Brug af digitale valglister
indebærer blandt andet, at vælgerne kan benytte alle valgborde
på afstemningsstedet og ikke skal henvende sig ved et bestemt bord. Endvidere
medvirker digitale valglister til en hurtigere
registrering af vælgerne ved valgbordene og er
nemme at betjene for de tilforordnede vælgere. Forsøget var en stor succes. Der
var ikke på noget tidspunkt kødannelse, hvilket ellers normalt er uundgåeligt.
Systemet blev endvidere oplevet som brugervenligt af de tilforordnede vælgere.
Fordelene ved digitale valglister
er således:
·
Ingen/kortere køer ved valgbordene
·
Reduktion i antallet af valgborde
og dermed tilforordnede vælgere
·
Hurtigere registrering ved valgbordene
·
Brugervenligt system for de tilforordnede
vælgere.
Endvidere vil brugen af digitale valglister
give selve valgprocessen et "løft", som er
helt i tråd med den digitale udvikling i samfundet generelt.
KMD kunne ikke levere digitale valglister
til folketingsvalget i november 2007, hvorfor
der som tidligere var lange køer på visse tidspunkter af valgdagen
på afstemningsstederne.
KMD har ikke villet give endeligt tilsagn om, at
systemudviklingen af digitale valglister kan
være færdig til kommunalvalget i november
2009. KL har derfor i februar 2008 rettet henvendelse til KMD og opfordret til,
at arbejdet med udvikling af digitale valglister
prioriteres, så systemet er klar hurtigst muligt, gerne allerede til
Europaparlamentsvalget i juni 2009.
Elektroniske
stemmebokse
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at forvaltningen
indgår i et samarbejde med en række kommuner, KL og Velfærdsministeriet m.fl.
om udvikling af elektroniske stemmebokse med henblik på, at der arbejdes hen
imod forsøg med elektroniske stemmebokse på et afstemningssted ved kommunalvalget
i november 2009.
Udgangspunktet er at selve valgprocessen
med brug af elektroniske stemmebokse skal organiseres, så den ikke bryder med
de overordnede kendte rutiner i den nuværende valgproces.
Endvidere er det en forudsætning, at sikkerheden omkring valget
fastholdes, og at vælgeren oplever en ny valgproces
som genkendelig og gennemskuelig, så vælgerens fokus forbliver på selve valget
og ikke på valgsystemet/-processen.
Forvaltningen har sammen med andre kommuner, KL og Velfærdsministeriet mv. fået
demonstreret en prototype af en elektronisk stemmeboks fra Siemens/Aion, som er
meget brugervenlig. Det indledende arbejde består i at udarbejde en
kravspecifikation med henblik på igangsætning af et udbud af systemudviklingen.
Brug af elektroniske stemmebokse giver mange fordele både
for vælgerne og rent administrativt. Udover brugervenligheden for vælgeren, vil
kommunen på længere sigt med elektroniske stemmebokse blive i stand til at
levere et valgresultat umiddelbart efter valghandlingens
afslutning til gavn for både offentligheden og de opstillede kandidater.
Endvidere vil det på sigt være muligt at omlægge den nuværende fintælling, så
der bruges betydeligt færre ressourcer herpå end i dag.
Der er ikke i dag hjemmel til at benytte elektroniske
stemmebokse ved valg. Velfærdsministeriet har
dog tilkendegivet, at ministeriet vil se positivt på et forslag til forsøg med
henblik på, at der kan skabes lovhjemmel.
Udvidelse af antallet
af brevstemmesteder
Inspireret af erfaringer fra Sverige, hvor det i dag er
muligt at brevstemme på blandt andet bibliotekerne, foreslår forvaltningen som
en serviceudvidelse at lave forsøg med at udvide antallet af steder, hvor
vælgerne kan brevstemme. En udvidelse af antallet af brevstemmesteder vil give
større fleksibilitet for vælgeren, som får mulighed for i højere grad at
stemme, når og hvor det passer vælgeren og kombinere det at brevstemme med
andre gøremål, fx et besøg på biblioteket. I dag kan vælgerne brevstemme i
Folkeregisteret og i Borgerservicecentrene.
Forvaltningen vil udarbejde et oplæg om den nærmere
tilrettelæggelse og praktiske gennemførelse af et sådant forsøg, herunder
brevstemmestedernes antal og placering. Forvaltningen vil i den forbindelse
inddrage erfaringer fra Sverige. Oplægget vil endvidere indeholde et forslag
til forskellige valgrelaterede events for børn
og unge i tilknytning til selve brevafstemningen. Det bemærkes i den forbindelse,
at Københavns Biblioteker har stor erfaring med at arrangere events ved andre
aktuelle begivenheder. Forvaltningen vil arbejde på at gennemføre forsøget i
forbindelse med valget til Europaparlamentet i
juni 2009.
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil på budgetseminaret i april 2008
præsentere en elektronisk stemmeboks for Kultur- og Fritidsudvalget.
Forvaltningen vil endvidere forelægge en ny indstilling for udvalget,
når forvaltningens arbejde med udvikling af en elektroniske stemmeboks,
herunder økonomien, kan konkretiseres yderligere.
Bilag
1. Sekretariatets rapport om digitalisering af
valg
Carsten Haurum /Birgitte
Rasmussen