Mødedato: 28.01.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Opfølgning på medlemsforslag om indsamling af LGBT-arkivalier fra København

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde 18. juni 2024 fremsatte SF et medlemsforslag om indsamling af arkivalier fra Københavns LGBT-miljø.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til eventuel finansiering af en etårig projektansættelse af en arkivar til indsamling af LGBT-arkivalier samt midler til pakning og ordning af materialet. Det vurderes, at udgiften vil være ca. 1 mio. kr.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 18. juni 2024, at Kultur- og Fritidsforvaltningen går i dialog med Rigsarkivet om, hvordan en indsamling af arkiver fra LGBT-miljøet i København vil kunne foregå, samt at forvaltningen herefter skal vende tilbage til udvalget med en sag til politisk behandling. Intentionen med forslaget er, at der udarbejdes et forslag om, hvordan Københavns LGBT-historie kan prioriteres og blive til et særligt indsatsområde for en periode.

Løsning af opgavens forventede omfang vil indebære, at der afsættes midler til en et-årig projektansættelse af en arkivar på Københavns Stadsarkiv dedikeret til indsamlingsopgaven samt midler til pakning og ordning af materialet.

Finansiering kan enten komme fra disponible midler eller via en henvisning til kommende budgetforhandlinger.

Der vil ikke være udgifter forbundet med afleveringen af arkivalierne til Rigsarkivet, der også vil forestå registreringsopgaven.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til afsættelse af midler til en et-årig projektansættelse af en arkivar til indsamling af LGBT-arkivalier samt midler til pakning og ordning af materialet.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til eventuel finansiering.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at medlemsforslag om indsamling af LGBT-arkivalier fra København stillet på møde i Kultur- og Fritidsudvalget 18. juni 2024 hermed er håndteret.

Problemstilling

Baggrunden for forslaget er, at København har spillet en central rolle i arbejdet for at ligestille mennesker med forskellige seksuelle orienteringer, at København var den første by, der gjorde det muligt for personer af samme køn at blive gift samt at Forbundet af 1948 var en af de første foreninger for homoseksuelle i verden. 

Motivationen for forslaget er at indsamle og bevare erindringer samt historisk materiale fra de mennesker, der har deltaget i denne kamp for ligestilling. Materialet skal kunne anvendes i fremtiden til forskning og til kommunikation af LGBT sagens historie og Københavns rolle i den.

Løsning

Københavns Stadsarkiv har været i dialog med Rigsarkivet om tilrettelæggelse af et muligt samarbejde om prioritering af indsamling af LGBT-arkivalier.

En realisering af forslaget indebærer indsamling af arkivalier fra ’LGBT+ Danmark’ samt fra private arkivskabere og interesseorganisationer med tilknytning til bevægelsen. Dette særligt med fokus på hovedstaden.

København har spillet en central rolle som dynamo for udviklingen af LGBT-miljøet i Danmark og i historien omkring ligestilling af mennesker med forskellige seksuelle orienteringer. Det københavnske perspektiv fletter sig således sammen med det nationale, og det lader sig næppe skille ad.

Da der er tale om en landsdækkende forening, er arkivalier fra ’LGBT+ Danmarks’ forgængere (Forbundet af 1948, senere Landsforeningen for bøsser og lesbiske) historisk set afleveret til Rigsarkivet, der har en markant samling af dokumentation på området fra de seneste 75 år. Endnu ikke indsamlet materiale må forventes at ligge i forlængelse af, krydse, eller supplere eksisterende materiale.

På den baggrund anbefaler forvaltningen – efter dialog med Rigsarkivet - at arkivalierne indsamles og pakkes af Københavns Stadsarkiv og herefter overdrages til Rigsarkivet, hvor de vil kunne indgå i sammenhæng med den øvrige del af LGBT-bevægelsens arkivdannelse.

Løsning af opgavens forventede omfang vil indebære, at der afsættes midler til en et-årig projektansættelse af en arkivar på Københavns Stadsarkiv dedikeret til indsamlingsopgaven samt midler til pakning og ordning af materialet. Det må forventes, at arkivalierne findes både på papir og i digital form, og at opgaven kræver inddragelse af forskellige faggrupper på arkivet.

Rigsarkivet har ikke mulighed for at bidrage til indsamlingsopgaven, men vil gerne tage imod det indsamlede, ordnede og pakkede materiale med henblik på bevaring for eftertiden.

Der vil ikke være udgifter forbundet med afleveringen af arkivalierne til Rigsarkivet, der også vil forestå registreringsopgaven.

Økonomi

Det vurderes, at udgifterne forbundet med forslaget er ca. 1 mio. kr.

Videre proces

Såfremt Kultur – og Fritidsudvalget beslutter at gå videre med forslaget, skal udvalget anvise finansiering til forslaget.

 

Mikkel Boje

                                                                                                                                                                                              /Marius Hansteen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. januar 2025

Indstillingen blev godkendt uden afstemning, således at der skal udarbejdes et budgetnotat til overførselsforhandlingerne omkring finansieringen.

 

Et samlet udvalg fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Et samlet udvalg støtter indstillingen med stor begejstring. Det er væsentligt for både nutiden og eftertiden at registrere og formidle de seksuelle minoriteters historie samt deres betydning for København”

Det Radikale Venstre og Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Radikale Venstre og Venstre fremhæver, at overskydende midler tilbageføres til kassen, hvis de ikke bliver brugt inden udgangen af 2025”.

Til top