Mødedato: 28.01.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Halvårlig status for bydækkende kampagner

Se alle bilag

Udvalget orienteres med denne sag om status for bydækkende kampagner og markedsføring i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Der er gennemført 12 kampagner fra juni 2024 – november 2024, og der er planlagt 10 kampagner i 1. halvår 2025. Eksempler på kampagner rettet til forskellige målgrupper er fx Kreative fællesskaber i kulturhusene, Musikfestivalen Vinterjazz og Aktiviteter for børn i vinterferien.

Formålet med de fælles kampagner er, at flere københavnere og gæster i byen skal opdage og gøre brug af Kultur- og Fritidsforvaltningens aktiviteter.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager den halvårlige status for bydækkende kampagner og markedsføring i Kultur- og Fritidsforvaltningen til efterretning.

 

Problemstilling

Forvaltningens kommunikationsafdeling har siden starten af 2023 koordineret fælles kampagner på tværs af byen og bydelene for at sikre større gennemslagskraft og synlighed.

For Kultur- og Fritidsudvalget er det relevant at følge med i, hvordan kampagnerne taler ind i kultur- og fritidspolitikken og inspirerer københavnerne til at deltage i kultur- og fritidstilbuddene. Derfor får udvalget hvert halve år en status på afholdte og planlagte kampagner.

Løsning

Forvaltningen udvikler de bydækkende kampagner med udgangspunkt i bydelenes programmer og aktiviteter. Kampagnerne giver mulighed for større gennemslagskraft til københavnerne. Effekten øges ved at gentage kampagner, så der opbygges kendskab til forvaltningens tilbud.

Forvaltningen måler effekterne af kampagnerne, så erfaringerne og data kan bruges i den videre udvikling af kampagner. Der måles bl.a. på rækkevidden og gennemslagskraften for markedsføringen, som fx antal åbninger af nyhedsbreve og afspilninger af videoer på sociale medier.

Der en positiv effekt af de markedsførings- og kampagneindsatser som gennemføres på tværs af bydele, da de når ud til en bredere målgruppe og markedsfører mange arrangementer samtidigt inden for et tema. Det er fx temaer som samler kreative aktiviteter, aktiviteter for børn i ferierne eller samler byens mange tilbud om fællesspisning. I kampagneperioder ser vi flotte besøgstal på hjemmesiden ’Brugbyen.nu’ og får tilbagemeldinger om flere besøgende i husene.

De bydækkende kampagner vedrører hovedsageligt bydelsarrangementer, dvs. at de har afsæt i bibliotekernes og kulturhusenes aktiviteter. Men der er også andre aktører, fx museums- og fritidsområdet, der udruller bydækkende markedsføring og er synlige i bybilledet og på digitale platforme.

Afviklede kampagner 2. halvår 2024

I perioden juni 2024 – november 2024 er der afholdt 12 bydækkende kampagner i tråd med temaer i kultur- og fritidspolitikken. Kampagnerne oplistes i bilag 1, side 7, og dækker bl.a. markedsføring af nyhedsbreve, børnekultur og koncerter. Afrapporteringen for de afviklede kampagner findes i bilag 1, hvor kampagnernes indhold, rækkevidde og gennemslagskraft i markedsføringen udfoldes.

Planlagte kampagner i 1. halvår 2025

I perioden januar-juni 2025 gennemføres 10 kampagner, hvoraf nogle er gentagelser af tidligere kampagner. Kampagnerne oplistes i bilag 1, side 24. Årshjulet for kampagner i hele 2025 vises i bilag 1, side 23.

Udover de fælles kampagner er der en lang række andre lokale tilbud, som kommunikeres lokalt i bydelen.

Endeligt vises en oversigt over museernes og stadsarkivets planlagte aktiviteter i 1. halvår 2025 i bilag 2. Institutionerne kommunikerer tilbuddene via nyhedsbreve, hjemmesider, sociale medier, byrumsplakater og eksterne platforme som fx ’MigogKbh’ og ’Børn i byen’

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Budgettet for de fælles kampagner er typisk mellem 3.000-75.000 kr. per kampagne afhængigt af omfang, og om der skal udvikles et visuelt design.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalget får hvert halve år forelagt en afrapportering på gennemførte kampagner samt en programkalender for kommende kampagner.

 

Mikkel Boje

                                                          / Jakob Heide Petersen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. januar 2025

 

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top