Fastsættelse af bibliotekernes udlånskvoter på eReolen og Filmstriben
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til udlånskvoterne på e-bøger og netlydbøger på eReolen samt pointkvoten på Filmstriben. Kvoterne har været drøftet flere gange af Kultur- og Fritidsudvalget på grund af stigende digital benyttelse og deraf øget pres på bibliotekernes materialekonto, som samlet dækker både digitale og fysiske materialer. I budgetaftalen 2022 blev bibliotekernes materialebudget forøget i perioden 2022-2025, med henblik på blandt andet at imødekomme den stigende efterspørgsel på digitale materialer.
Senest udlånskvoterne blev drøftet var den 14. oktober 2021, hvor det blev besluttet, at de på mødet fastsatte kvoter skulle evalueres i oktober 2022 for at tilse, at balancen mellem digitale og fysiske materiale kunne opretholdes.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget fastholder udlånskvoterne på eReolen på nuværende niveau, dvs. fem e-bøger og fem netlydbøger om måneden pr. borger, såfremt udgiftsniveauet skal fastholdes.
- at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter, om mindreforbruget på Filmstriben giver anledning til at hæve udlånskvoten på Filmstriben, øge investering på andre digitale områder eller benytte midlerne på indkøb af flere fysiske bøger.
Problemstilling
eReolen er bibliotekernes e-bogs- og netlydbogstjeneste, og Filmstriben er bibliotekernes digitale filmtjeneste. Benyttelsen af begge tjenester steg markant under coronapandamien, hvor borgerne især i nedlukningsperioderne i høj grad benyttede eReolen og Filmstriben. Det medførte, at kvoten på digitale udlån fra eReolen blev sat op til fem e-bøger og fem netlydbøger om måneden pr. borger.
I budgetaftalen 2022 blev bibliotekernes materialebudget forøget i perioden 2022-2025, med henblik på at stabilisere indkøbet af fysiske bøger samt at imødekomme den stigende efterspørgsel på digitale materialer. Se bilag 1 for udviklingen af digitale udlån på eReolen og Filmstriben samt uddybning af de respektive kvoter.
På udvalgsmødet den 14. oktober 2021 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at fastholde de nuværende udlånskvoter på eReolen og Filmstriben. Desuden besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at kvoterne evalueres i oktober 2022 med henblik på eventuel justering.
Generelt vil en forhøjelse af kvoterne betyde, at der vil være færre penge til indkøb af fysiske bøger på materialebudgettet. Der er imidlertid et mindre forbrug på Filmstriben i 2022 på 0,5 - 1 mio. kr. i forhold til den forventede udvikling. Det gør det muligt at hæve udlånskvoten på Filmstriben, samtidig med at man fastholder indkøbet af fysiske bøger på et niveau omkring 22-23 mio. kr. Det er også muligt at benytte mindreforbruget til at styrke indkøbet af fysiske bøger.
Forbrug på fysiske og digitale materialer
Tabel 1 viser bibliotekernes udgifter til indkøb af fysiske materialer samt eReolen og Filmstriben de seneste år.
Tabel 1. Overblik over faktiske udgifter til materialer i t. kr.
2018 |
2019 |
2020 |
2021 |
2022 (pr. 1/10). |
|
Fysiske materialer |
23.336 |
22.343 |
23.972 |
20.778 |
18.528 |
eReolen |
5.394 |
7.218 |
8.910 |
8.505 |
6.962 |
Filmstriben |
3.222 |
3.800 |
5.146 |
4.105 |
2.155 (pr. 1/8) |
Bibliotekernes budget i 2022 er på i alt 16,8 mio. kr. til digitale materialer (e-bøger, netlydbøger, Filmstriben, tekstlicenser, digitale magasiner etc.) og 23 mio. kr. til indkøb af fysiske bøger.
Løsning
Herunder følger en evaluering af forbruget af henholdsvis eReolen og Filmstriben.
eReolen
Udlånstallene fra eReolen fra oktober 2021 til juli 2022 viser et meget lille udsving i forhold til tallene fra samme periode 2020/2021 som illustreret i tabel 1. Således er der et fald på 3,6 procent for det samlede udlån af e-bøger og lydbøger.
Tabel 1. Udlånstal fra eReolen
|
Okt. – juli 20/21 |
Okt. – juli 21/22 |
Procentvis udvikling |
e-bøger |
210.000 |
181.000 |
-13 pct. |
Netlydbøger |
330.000 |
338.000 |
+3 pct. |
samlet |
539.000 |
519.000 |
-3,6 pct. |
Det er værd at bemærke, at der i den seneste periode, oktober 2021 til juli 2022 ikke har været nedlukningsperioder som følge af corona. Set på baggrund heraf er faldet på 3,6 procent meget lavt, da udlånet af e-bøger og netlydbøger har været betydeligt højere i nedlukningsperioder. Sammenlignes der med tal fra før corona, er udlånet af e-bøger og netlydbøger steget markant.
Udgifterne til eReolen i 2022 forventes at ramme det estimerede beløb på ca. 9.870 mio. kr.
På baggrund af forbruget af eReolen og de estimerede udgifter anbefaler Kultur- og Fritidsforvaltningen at fastholde de nuværende kvoter på fem e-bøger og fem netlydbøger om måneden pr. borger.
Filmstriben
Som illustreret i tabel 2 er Filmstribens udlånstal faldet i perioden oktober 2021 til juli 2022 i forhold til forrige tilsvarende periode. Faldet kan forklares med, at der i den seneste periode modsat den forrige ikke har været nedlukningsperioder grundet corona. Udlånstallet for den seneste periode er dog væsentligt højere end før corona.
Tabel 2. Udlånstal fra Filmstriben
|
Okt. – juli 20/21 |
Okt. – juli 21/22 |
Procentvis Udvikling |
Filmstriben |
297.000 |
226.000 |
-24 pct. |
Angående udgifterne til Filmstriben forventes et mindre forbrug i forhold til de estimerede udgifter for 2022. Det skyldes dels et fald i udlånstallet, dels nye rabatordninger for Filmstribens store kunder som Københavns Biblioteker. Udgifterne til Filmstriben estimeres til 3,5 mio. kr. i 2022.
Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker en drøftelse af, hvorvidt besparelsen på Filmstriben skal benyttes til at hæve kvoten til 12 point, svarende til lån af tre spillefilm, eller til at øge indkøbet på andre digitale områder eller til køb af fysiske materialer. Det er ikke muligt præcist at skønne konsekvensen af at hæve kvoten fra 10 til 12 point udover, at det må formodes, at benyttelsen stiger. Det anbefales derfor, at en eventuel forhøjelse af kvoten evalueres efter et år.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil på baggrund af udvalgets beslutning arbejde videre med de godkendte udlånskvoter.
Søren Tegen Pedersen
/Jakob Heide Petersen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. oktober 2022:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.
For så vidt angår indstillingens 2. at-punkt stillede Karina Bergmann (C) følgende ændringsforslag:
"Mindreforbruget på Filmstriben skal bruges til at indkøbe flere fysiske bøger".
For stemte Karina Bergmann (C) og Louise Theilade Thomsen (V). Imod stemte Frederik W. Kronborg (Ø), Bente Møller (Ø), Stine Finné Toft (Ø), Mia Nyegaard (B), Kashif Ahmad (B), Lea Friedberg (A) og Klaus Mygind (F).
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.
Stine Finné Toft (Ø) stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 2. at-punkt:
"Mindreforbruget på Filmstriben skal bruges til at hæve udlånskvoten på Filmstriben til 12 point".
For stemte Frederik W. Kronborg (Ø), Bente Møller (Ø), Stine Finné Toft (Ø), Mia Nyegaard (B), Kashif Ahmad (B), Lea Friedberg (A) og Klaus Mygind (F). Imod stemte Karina Bergmann (C). Louise Theilade Thomsen (V) undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev således vedtaget.
Karina Bergmann (C) ønskede følgende protokolbemærkning:
"Det Konservative Folkeparti ønsker at styrke det fysiske bibliotek og indkøbet af fysiske bøger. På sigt vil vi arbejde på at få nedsat bødetaksten for for sent afleverede bøger og lave en forsøgsordning, hvor unge under 14 år ikke betaler bøde for for sent afleverede bøger".
Analyse og udviklingschef, Jakob Heide Petersen, deltog under punktets behandling.