Mødedato: 27.10.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Fodboldbaner i Ryparken - efter budget 2012

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte mulighederne for at etablere fodboldbaner i Ryparkens Idrætsanlæg.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

 

1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter mulighederne for at etablere fodboldbaner i Ryparkens Idrætsanlæg. 

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) drøftede den 25. august 2011 forskellige muligheder for at etablere fodboldbaner i Ryparkens Idrætsanlæg. I indstillingen blev der beskrevet fire forskellige forslag.

KFU besluttede at indstille tre af forslagene til forhandlingerne om budget 2012. Samtidig besluttede KFU, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle vende tilbage til udvalget efter budgetvedtagelsen.

Budget 2012 blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 6. oktober 2011. I budgettet er der ikke afsat midler til forslagene.

Denne indstilling er en genfremstilling af sagen om boldbaner i Ryparken, jf. beslutningen i KFU den 25. august.

Løsning

Fire muligheder for at etablere fodboldbaner i Ryparken

Der er nedenfor beskrevet fire muligheder for nye fodboldbaner i Ryparken. De tre første kan realiseres umiddelbart, mens den fjerde først kan realiseres, når Nordhavnsvej er færdig (dvs. tidligst i 2015).

Der blev ikke afsat midler til nogen af forslagene i budget 2012.

Kan realiseres i 2012

Mulighed 1: 7-mands kunstgræsbane på det tidligere skøjtehalsareal - 5 mio. kr.

Der kan etableres en 7-mands 3. generations kunstgræsbane på det areal, der tidligere var reserveret til skøjtehallen. Der er ikke plads til en 11-mandsbane på dette areal.

 

7-mands kunstgræsbanen koster i størrelsesordenen 5 mio. kr. - inkl. udgifter til lys, dræn, mål, mindre hegn og terrænarbejde.

Det vil koste i størrelsesordenen 50.000 kr. at drive en 7-mands kunstgræsbane på det tidligere skøjtehalsareal. Beløbet vil dække udgifter til bl.a. banepleje, vand og el.

 

Det skal bemærkes, at forslaget indgik i KFU’s prioriteringskatalog til budget 2012 som del af anlægsønsket ”Nye kunstgræsbaner i København – herunder omlægning af eksisterende grusbaner til kunstgræsbaner”.


Mulighed 2: Fire små, midlertidige kunstgræsbaner til fodbold på tennisgrusbanerne - 0,5 mio. kr.

Tennisgrusbanerne i Ryparken bliver ikke brugt i vinterhalvåret, hvor tennisspillerne spiller indendørs. Der kan hvert vinterhalvår lægges kunstgræs ud på fire af grustennisbanerne med tilhørende mobil belysning.

 

Hver bane vil have en størrelse på ca. 14x25m. Brugerne vil primært være børnefodboldspillere. I og med, at banerne kan benyttes til udendørs træning i vinterhalvåret, frigøres der haltid til indendørs idrætsgrene.

 

Løsningen skønnes at koste 0,5 mio. kr. - inkl. mobile lysmaster, mål mv. Beløbet vil være en engangsudgift.

Det vil koste i størrelsesordenen 25.000 kr. at drive de 4 små, midlertidige kunstgræsbaner med tilhørende mobile lysmaster. Beløbet vil dække udgifter til bl.a. banepleje, vand og el.


Mulighed 3: Sponsorerede boldbaner (f.eks. Indu Miniarena) - 0,5 mio. kr./bane

Der kan etableres 1-2 reklamefinansierede boldbaner af kunstgræs og kunststof (f.eks. Indu Miniarena) mellem Ryparkens tennisbaner og S-togbanen. Brugerne vil primært være børnefodboldspillere (kunstgræs), men banerne vil også kunne bruges til andet boldspil (multianvendeligt kunststof). Det vurderes, at der kan være plads til op til 2 baner på arealet.

 

Forslaget tager afsæt i et tilbud fra et dansk firma, Indu. Hver bane vil, i henhold til tilbuddet, være opsat i syv år og blive på 20x40m. Tilbuddet inkluderer, at Indu projekterer, etablerer og vedligeholder sponsorboldbanen i henhold til en samarbejdsaftale, som forvaltningen i givet fald skal udarbejde med Indu. 

 

Hver bane koster Københavns Kommune i størrelsesordenen 0,5 mio. kr. For dette beløb vil firmaet drifte banen i en 7-årig periode. Banerne skal i givet fald - ligesom for alle andre forslag - i udbud.
 

Muligheder efter 2015

Mulighed 4: 7-mands kunstgræsbane ved de 2 stk. 11-mands kunstgræsbaner - 5 mio. kr.

I dag bruges det meste af arealet vest for de 2 stk. 11-mands kunstgræsbaner i Ryparken til byggeplads til Nordhavnsvej. Når Nordhavnsvej står færdig, skal dele af dette byggepladsareal reetableres til græsareal og bruges til boldspil mv.

 

Der kan etableres en 7-mands 3. generations kunstgræsbane med belysning på (dele af) arealet. Banen skal både kunne benyttes af Ryparkens fodboldklubber og af lokalområdets børn og øvrige beboere. Kunstgræsbanen i Fælledparken, som administreres af Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), benyttes med succes på samme måde.

 
7- mands kunstgræsbanen koster i størrelsesordenen 5 mio. kr. - inkl. udgifter til lys, dræn, mål, mindre hegn og terræn.

Det vil koste i størrelsesordenen 50.000 kr. at drive en 7-mands kunstgræsbane på det tidligere skøjtehalsareal. Beløbet vil dække udgifter til bl.a. banepleje, vand og el.

Økonomi

Indstillingen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Carsten Haurum

                                             /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. oktober 2011:

Kultur- og Fritidsudvalget tilkendegav, at man ønsker at løsningsmulighed nr. 1 (7-mands kunstgræsbane på det tidligere skøjtehalsareal - 5 mio. kr.) indgår i forhandlingerne om budget 2013.
Til top