Brochuren "Mellem Tivoli og Carlsberg" - ansøgning om tilskud (KFU 311/2001 - Udsat sag - bilag tidligere udsendt)
Brochuren "Mellem Tivoli og Carlsberg" - ansøgning om tilskud (KFU 311/2001 - Udsat sag - bilag tidligere udsendt)
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 27. september 2001
6. Brochuren "Mellem Tivoli og Carlsberg" - ansøgning om tilskud (KFU 311/2001 - Udsat sag - bilag tidligere udsendt)
(KFU 328/2001)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget ikke yder tilskud til trykning af brochuren "Mellem Tivoli og Carlsberg".
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2001
Forvaltningen uddelte i forbindelse med mødet følgende materiale om sagen:
- Skrivelse af 9. september 2001 fra Johnni Balslev.
Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.
RESUME
Der er ansøgt om 40.000 kr. i tilskud til trykning af brochuren "Mellem Tivoli og Carlsberg".
Brochuren er tidligere udgivet i 1993 og 1997 med støtte fra Københavns Kommune.
Oplaget på 3. udgave af brochuren er på 2 x 40.000 eksemplarer på henholdsvis dansk og engelsk. Budgettet er på 160.000 kr., og der er på nuværende tidspunkt opnået støtte på 96.000 kr. til udgivelsen.
Det indstilles, at der meddeles afslag på ansøgningen, da markedsføringen af København foregår samlet gennem WoCo og UseIt, og da der årligt udgives et engelsksproget magasin "Playtime" bl.a. med forslag til vandre- og cykelture i hele København. Der er ikke på budgettet afsat midler til brochurer om de enkelte bydele.
SAGSBESKRIVELSE
I ansøgning af 10. august 2001 har Johnni Balslev ansøgt om 40.000 kr. i tilskud til trykning af den annoncefri brochure "Mellem Tivoli og Carlsberg".
Johnni Balslev har to gange tidligere, i 1993 og 1997, udgivet brochuren "Mellem Tivoli og Carlsberg", der er et forslag til en vandretur på Vesterbro henvendt til turister og københavnere, der har lyst til at opleve andet end de helt gængse turistattraktioner. Brochuren, der er gratis, ligger fremme på hoteller, museer, cafeer, københavnerinformationen, turistinformationen mv.
Vandreturen tager udgangspunkt i galvmalerierne på Vesterbro, hvilket i 1993 og 1997 var betingelsen for støtte fra magistratens 1. afdeling. Fra Københavns Kommune fik brochuren i 1993 et tilskud på 30.000 kr. fra magistratens 1. afdeling, 10.000 kr. fra Overborgmesterens Sekretariat samt 5.000 kr. fra magistratens 4. afdeling og i 1997 40.000 kr. fra magistratens 1. afdeling og 15.000 kr. Overborgmesterens Sekretariat.
Siden den første udgave af brochuren i 1993 har Johnni Balslev produceret en række andre sponsorfinansierede vandretursbrochurer med forskelligt tema, i alt 800.000 stk. i 20 oplag, finansieret af knap 100 institutioner og virksomheder.
Oplaget på denne 3. udgave af brochuren "Mellem Tivoli og Carlsberg" er på 2 x 40.000 eksemplarer på henholdsvis dansk og engelsk. Budgettet for de i alt 80.000 brochurer er 160.000 kr. Der er på nuværende tidspunkt opnået støtte til brochuren på i alt 96.000 kr., fordelt med By- og Boligministeriet (15.000 kr.), Byfornyelse København (12.000 kr.), SBS Byfornyelse (5.000 kr.), DGI Byen (5.000 kr.) samt 55.000 kr. i bidrag fra en række private virksomheder. Der mangler således på nuværende tidspunkt 64.000 kr.
Det indstilles, at der meddeles afslag på ansøgningen, da markedsføringen af København foregår samlet gennem WoCo og UseIt, og da der årligt udgives et engelsksproget magasin "Playtime" bl.a. med forslag til vandre- og cykelture i hele København. Der er ikke på budgettet afsat midler til brochurer om de enkelte bydele.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
1. Ansøgning af 10. august 2001 fra Johnni Balslev
2. Oplysninger om tilskudsgivere af 25. august 2001
3. 2. udgave af brochuren
Ida Munk
/ Merete Evers