Restaurationsplan efter høring
Indstilling og beslutning
1. at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at forslag til restaurationsplan for København med indarbejdede ændringer efter endt høringsproces godkendes.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i mødet den 4. april 2013 at sende forslag til restaurationsplan i høring hos kommunens stående udvalg, Økonomiudvalget og lokaludvalgene.
Høringen er nu afsluttet, og Kultur- og Fritidsforvaltningen har på baggrund af indkomne høringssvar udarbejdet forslag til restaurationsplan for København med indarbejdede ændringer.
Løsning
Om høringssvarene
Der er indkommet 40 høringssvar fra kommunens stående udvalg, Økonomiudvalget, lokaludvalg, brancheorganisationer og private borgere fra Indre By (bilag 3).
Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet notat med forvaltningens bemærkninger til en række centrale emner fra svarene (bilag 2).
Generelt gives der i mange af de indkomne høringssvar i overensstemmelse med forslagets indledning udtryk for, at der er en række faktorer af betydning for problemerne i nattelivet, der ikke skyldes bevillingspolitikken eller de givne bevillinger.
Det gælder faktorer som manglende ressourcer/prioritering hos Københavns politi, adgangen til at købe alkohol fra kiosker døgnet rundt, rygelovgivning der tvinger kunderne ud på gaden for at ryge, og ændret gå i byen kultur hos unge.
Brancheorganisationerne finder, at de dele af forslaget, der ikke lægger sig tæt op ad gengivelse af restaurationslovens krav eller er decideret information om praktiske forhold for ansøgere, i flere tilfælde er uklare og i visse tilfælde muligt i strid med restaurationsloven.
Modsat disse synspunkter står en række borgere og Indre By Lokalråd, der under et er af den opfattelse, at generne fra nattelivet bør sanktioneres hårdere, at omfanget af eksisterende og fremtidige bevillinger – herunder især nattilladelser – bør begrænses, og at de lokale borgeres indflydelse bør øges ved øget vægtning af antallet af henvendelser om gener samt repræsentation i Bevillingsnævnet og/eller indførelse af nabohøringer inden udstedelse af konkrete bevillinger.
Økonomiudvalget og de stående udvalg
Økonomiudvalget bemærker i sit høringssvar, at Tryg den af certificeringsordningen under Center for Sikker By vil blive nedlagt, hvorfor henvisningerne til denne bør udgå af planen.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget foreslår fratagelse af bevillinger ved første tilfælde af diskrimination samt fratagelse af støtte fra f.eks. spillesteder, hvis de dømmes for diskrimination.
Som det fremgår af Kultur- og Fritidsforvaltningens bemærkninger, vil de beskrevne forslag ikke være lovlige.
Sundheds- og Omsorgsudvalget foreslår, at der indarbejdes en forebyggende alkoholindsats i restaurationsplanen og bevillingsarbejdet.
Som det fremgår af Kultur- og Fritidsforvaltningens bemærkninger, ligger en generel indsats mod reklamering og udskænkning ikke indenfor rammerne af en restaurationsplan.
Teknik- og Miljøudvalgets anfører bl.a. i sit høringssvar, at der efter udvalgets opfattelse er en række initiativer vedr. kontrol og renhold, som med fordel kan iværksættes. Udvalget bemærker i den forbindelse, at det forudsætter tilførsel af midler i størrelsesorden tre mio. kr.
Udvalget bemærker også, at den i forslaget nævnte ordning med gult kort kan have præventiv effektiv effekt, men at en række forhold vedr. ordningen bør afklares. Konkret nævnes bl.a. spørgsmålet om hvad et "gult kort" reelt betyder for restaurationen, ligesom administrationsgrundlaget for en sådan ordning ifølge udvalget også bør afklares.
Som det fremgår af Kultur- og Fritidsforvaltningens bemærkninger, vil en implementeringsplan inkl. budgetnotat blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget den 15. august 2013.
Kultur- og Fritidsforvaltningen er i øvrigt enig med Teknik- og Miljøudvalgets bemærkninger vedrørende "gult kort" ordningen.
Socialudvalgets høringssvar behandles på udvalgets møde den 21. juni 2013 og er derfor ikke indgået.
Kultur- og Fritidsforvaltningens ændringsforslag
Kultur- og Fritidsforvaltningen har på baggrund af høringen udarbejdet forslag til restaurationsplan for København med indarbejdede ændringer efter endt høringsproces (bilag 1).
Flere af ændringerne er af mere korrekturmæssig karakter. Desuden er alle henvisninger til Sikker Bys nu nedlagte Tryg den af ordning slettet, da Økonomiudvalget har besluttet at nedlægge ordningen.
Endeligt er der foreslået en række ændringer, der i tråd med brancheorganisationernes høringssvar tydeliggør, hvornår der er tale om forhold, der følger direkte af restaurationsloven, og hvornår der er tale om forhold, der har karakter af kommunens ønsker for restaurations- og nattelivet i byen.
Økonomi
En række af de initiativer, der nævnes i forslaget, er udgiftskrævende. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i mødet den 4. april 2013, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal udarbejde plan for implementering af restaurationsplanen. På mødet i Kultur- og Fritidsudvalget den 15. august 2013 fremlægges derfor et samlet budgetnotat med henblik på forhandlingerne om budget 2014 samt tidsplan for iværksættelse af de forskellige initiativer.
Videre proces
Carsten Haurum
/ Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagens behandling til mødet den 15. august 2013.
Samtidig bestemte Kultur- og Fritidsudvalget, at ændringsforslag til det foreliggende udkast til restaurationsplan skal fremsættes skriftligt af medlemmerne og senest tirsdag den 13. august 2013 kl. 12.00.