Mødedato: 27.06.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Skurbyen ved Karens Minde

Der skal tages stilling til den fremtidige forankring af Skurbyen – herunder lejeforhold samt finansiering af løbende drift og vedligehold.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget,

  1. at Skurbyen efter istandsættelse sendes i kulturelt udbud med henblik på, at bygningerne anvendes til kultur- og fritidsformål i synergi med aktiviteterne i Karens Minde Kulturhus.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget lader 250.000 kr. årligt til løbende drift og af Skurbyen indgå i forhandlingerne om budget 2014.

Problemstilling

Med overførselssagen fra 2012 til 2013 afsatte Borgerrepræsentationen 1,1 mio. kr. i anlæg i 2013 til lovliggørelse og delvis renovering af lejemålet i Skurbyen. Baggrunden var, at Kultur- og Fritidsudvalget den 7. marts 2013 besluttede, at Skurbyen skulle bevares og renoveres.

Skurbyen er opført i strid med lokalplan- og bygningsbestemmelser. Det fordrer lovliggørelse både på plan- og byggesiden. Det fremgår af Borgerrepræsentationens beslutning, at hvis det ikke er muligt at få bragt lokalplansforholdene på plads, vil midlerne tilfalde kassen.

Løsning

Lokale interessenter har tilkendegivet, at de ser et stort potentiale i at anvende Skurbyen til kulturelle aktiviteter, herunder værksteder for danseteater, hobby, historiefortælling, naturgruppe, Agenda 21, lokalhistorisk arkiv og rollespillere. Kulturhuset kan ikke rumme hovedparten af disse aktiviteter.

Lovliggørelsen og den delvise renovering

Kultur- og Fritidsforvaltningen er i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om lovliggørelse af Skurbyen. Afsættet er, at den delvise renovering igangsættes, når det er afklaret om det er muligt at få lovliggjort bygningen. Dette kan gøres uden yderligere politisk behandling, da de 1,1 mio. kr. fra overførselssagen vedrørende budget 2012/2013 er udmøntet på Kultur- og Fritidsforvaltningens budget.

Det vil være Københavns Ejendomme, der forestår lovliggørelsen. Herfra vil man i videst mulig omfang samarbejde med de lokale interessenter.

Beløbet på 1,1 mio. kr. hviler alene på et foreløbigt skøn fra Københavns Ejendomme. Der er ikke et bagvedliggende projekt og ej heller en detaljeret byggeteknisk gennemgang af Skurbyen.

Karens MindeLauget har tilkendegivet, at man gerne vil medvirke til istandsættelsen, men man ser sig ikke i stand til  at løfte opgaven.

Husleje

Der er ikke afsat midler til husleje i Skurbyen.

I henhold til den Huslejemodel, der er vedtaget af Borgerrepræsentationen, skal Københavns Ejendomme opkræve 645.000 kr. årligt af Kultur- og Fritidsforvaltningen i husleje for Skurbyen.

Markedslejen for en bygning som Skurbyen vil i udgangspunktet være lavere end standardlejen i henhold til Huslejemodellen. Afsættet for istandsættelsen af bygningerne er, at de anvendes til kultur- og fritidsformål, som er i synergi med Karens Mindes aktiviteter. På den baggrund foreslås det, at Skurbyen, sendes i kulturelt udbud med henblik på, at bygningerne anvendes til lokalt forankrede kultur- og fritidsaktiviteter.  

Der har været dialog med Karens Minde Lauget om deres muligheder for at leje på markedsvilkår. Lauget tilkendegivet, at de umiddelbart alene vil være i stand til at betale en symbolsk husleje i størrelsesordenen 2.000 til 3.000 kr. årligt. Baggrunden er, at Karens Minde Lauget ikke får tilført økonomiske midler, men drives helt og holdent på frivillig basis.

Drift

Lokalt anser man det som en forudsætning for en sammenhængende drift i Skurbyen, at der afsættes midler til løbende drift (f.eks. opsyn, rengøring, booking mv.). Det nærliggende Karens Minde Kulturhus har tilkendegivet, at de gerne at ville påtage sig denne opgave. 

Karens Minde Kulturhus skønner, at udgifterne hertil til 250.000 kr. årligt. Beløbet forudsættes afsat hvert år fra og med budget 2014.

Medfinansiering/samlokalisering?

Der er ikke afsat midler til drift. Eneste mulige ’finansieringskilde’ er rollespilsforeningen ’Tempus Vivo’, der hvert år får i størrelsesordenen 135.000 kr. i lokaletilskud til kælderlokaler i Valby. Foreningen kan godt se et perspektiv i at flytte deres aktiviteter til Skurbyen og opsige deres nuværende lejemål.

På nuværende tidspunkt er projektet ikke udviklet tilstrækkeligt til, at rollespillernes huslejeudgifter kan indregnes. Dette forudsætter en nærmere afklaring af, hvad de 1,1 mio. kr. skal anvendes til, herunder også Skurbyens funktionalitet efter istandsættelsen.

Der arbejdes imidlertid hen mod, at rollespillerne integreres i projektet.   

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.



Videre proces

Projektering
Københavns Ejendomme igangsætter projekteringen, herunder myndighedsandragende. Såfremt lovliggørelsen ikke kan gennemføres indenfor det afsatte økonomiske ramme, vil sagen blive forelagt på ny.


Carsten Haurum/            


                                Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. juni 2013:

Der blev begæret afstemning om indstillingen.
Et flertal (Neil Stenbæk Bloem, Peter Thiele, Taner Yilmaz, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft og Allan Ahmad) stemte for indstillingen.
Et mindretal (Birthe Skaarup) stemte imod.
Susanne Møller undlod at stemme.

Indstillingen blev således godkendt.
Til top