Mødedato: 27.05.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Medlemsforslag om bedre belysning af skateparken i Fælledparken

Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling

Jonas Bjørn Jensen, Simon Strange, Christopher Røhl Andersen, Karina Bergmann, Birgitte Kehler Holst, Franciska Rosenkilde, Karina Vestergård Madsen og Jens Kjær Christensen har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 27. maj 2021:

Det foreslås,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udarbejde et oplæg om bedre belysning af skateparken i Fælledparken med henblik på forhandlingerne om Budget 2022.
  2. at Kultur- og Fritidsforvaltningen belyser 3-5 yderligere muligheder for belysning på skaterarealer.

Motivering

Der er stor efterspørgsel på skatefaciliteter i København. Skateparken I Fælledparken er ca. 4.600 m2 og dermed en af Danmarks største. Skateparken er populær på tværs af aldersgrupper og niveau – fra nybegynder til elite. Skateparken er et tilløbsstykke for forældre og deres børn, og unge mødes efter skoletid til socialt samvær. Skateparken danner rammerne om et inkluderende miljø og er med til at profilere skateboarding i København. Skateparken bruges både af det uorganiserede kultur- og fritidsliv og af foreninger.

For at kunne imødekomme efterspørgslen er ønsket at udvide brugen af parken til eftermiddage i det mørke vinterhalvår og ydertimerne resten af året gennem bedre belysning af anlægget. Belysningen er i dag ikke omfattende nok til, at skatefaciliteten kan bruges optimalt. Bedre belysning vil både udvide kapaciteten og tiltrække flere typer af skatere, særligt eliteskatere som har brug for at kunne træne, når der ikke er så mange andre brugere.

Der er mange andre steder i byen, som bruges til at skate på, og hvor der er brug for lys. Derfor anmodes Kultur- og Fritidsforvaltningen om at belyse 3-5 yderligere muligheder for belysning på skaterarealer. Resultatet forelægges Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. maj 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte medlemsforslaget.
Til top