Mødedato: 27.05.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Status på planlægningen af Københavns værtskab for EURO 2020 i 2021

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en status på arbejdet med Københavns værtskab for EURO 2020 i 2021.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på arbejdet med Københavns værtskab for EURO 2020 i 2021 til efterretning.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget blev den 17. december 2020 og den 14. april 2021 forelagt status for Københavns værtskab for EURO 2020 i 2021. December-indstillingens beskrivelse af de planlagte EM-aktiviteter (bilag 1) er fortsat udgangspunktet for parternes ambitionsniveau og indsats. COVID-19 udviklingens konsekvenser for mulighederne for at afvikle EM-aktiviteter i byen betyder imidlertid, at planerne løbende må justeres og tilpasses gældende restriktioner. Med nærværende indstilling orienteres udvalget om væsentlige nye tiltag siden statusopdateringen den 14. april med betydning for sommerens værtskab.

Løsning

Arbejdet med eventforberedelserne af EURO 2020 tilpasses retningslinjer af 4. maj 2021 for genåbningen af Danmark. DBU's covid-19 arbejde ledes i sammenhæng med eventens øvrige sikkerhedsindsats og i tæt samarbejde med bl.a. sundhedsmyndighederne, Kulturministeriet og Københavns Kommune.

Som følge af nationale COVID-19 restriktioner traf UEFA ultimo april beslutning om, at Sevilla erstatter Bilbao som værtsby, mens Dublin mister sit værtskab. De to eksisterende værtsbyer London og Sankt Petersborg overtager de kampe, der skulle være spillet i Dublin. Sankt Petersborg får tre gruppekampe, og London får en kvartfinale.

På hjemmebane har genåbningsaftalen af 4. maj bekræftet, at der til hver EM-kamp i Parken kan være i alt 15.900 tilskuere. DBU er i dialog med relevante myndigheder om muligheden for at kunne afvikle de planlagte EM aktiviteter på Ofelia Plads og Rådhuspladsen samt ved Øksnehallen.

Som følge af det fortsatte behov for at leve op til afstandskrav mm. afsøges tillige nye muligheder for at inddrage yderligere byrum i det officielle værtskab for at øge tryghed, f.eks. ved at sprede tilskuere/fans på flere forskellige lokationer.

Med hensyn til de mange bydeles lokale EM-aktiviteter, som er planlagt i regi af Københavns Kommunes og DBU's Københavns EM på hjemmebane program ("EM-Outreach"-programmet), forventes størstedelen at kunne afvikles som planlagt, i det omfang som gældende COVID-19 retningslinjer tillader.

Der er pt. ingen udmeldinger fra UEFAs side om at afvige fra det aftalegrundlag, som er indgået mellem UEFA og København.


COVID-19 - organisering og budgetpåvirkning
Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen mødes jævnligt med DBU, herunder i regi af den formelt nedsatte EURO 2020 Følgegruppe, hvor alle projekt- og tilskudspartnere er repræsenteret, for at følge arbejdet med eventen og for at sikre samarbejde og koordinering på alle relevante områder.

Også internt i Københavns Kommune afholdes regelmæssige, tværgående møder mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen - på både direktions- og medarbejderniveau - hvor projektplanlægningen og Københavns Kommunes værtsbyambitioner og -forpligtelser drøftes og håndteres. 

COVID-19 afviklingsperspektiverne for det danske EM-værtskab påvirker uvilkårligt DBU's eventbudget, herunder de budgetposter som Københavns Kommunes tilskud er øremærket til. DBU afsøger aktuelt mulighederne for dækning af meromkostningerne indenfor DBUs samlede EM-budgetramme for EM.

Til udvalgets orientering fremgår af Københavns Kommunes tilskudsaftaler med DBU,

  • at hvis forudsætningerne i forhold til krav til sikkerhed, og de deraf følgende omkostninger, ændres væsentligt fra tidspunktet for tildelingen af værtskabet frem til afviklingen af kampene i forbindelse med EURO 2020 samt
  • at hvis DBU oplever væsentligt forøgede omkostninger som følge af udskydelsen af EURO 2020 til 2021,

orienterer DBU Københavns Kommune om konsekvenserne heraf i forhold til planlægning og økonomi. På baggrund heraf kan parterne indlede drøftelser af muligheden for, at Københavns Kommune yder et særligt tilskud til dækning af projektets meromkostninger. Københavns Kommune er ikke forpligtet til at yde et sådan særligt tilskud.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Såfremt der skulle opstå behov for en fælles tilgang til håndtering af krav om øgede sikkerhedsforanstaltninger og/eller COVID-19 foranstaltninger, forelægges Kultur- og Fritidsudvalget en særskilt sag derom. 

Når planerne for det danske EM-værtskab er koordineret og afstemt med Politiet, Københavns Beredskab, relevante sundhedsmyndigheder, UEFA m.fl., forelægges Kultur- og Fritidsudvalget en opdateret, endelig status for EM på hjemmebane. 

 

Mette Touborg

                              /Thomas Bach          

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. maj 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top