Status på Copenhagen 2021
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på Copenhagen 2021 til efterretning.
Problemstilling
København er vært for WorldPride og EuroGames i 2021. Eventen afvikles som ét LGBTI+-megaevent under titlen Copenhagen 2021. Det er Happy Copenhagen, som er stiftet af Copenhagen Pride og Pan Idræt, der arrangerer Copenhagen 2021. Copenhagen 2021 afvikles den 12. - 22. august 2021.
I Københavns Kommune er Kultur- og Fritidsforvaltningen tovholder på Copenhagen 2021 og er i løbende i dialog med Happy Copenhagen om planlægning, aktivering og finansiering af eventen. Forvaltningen har en skærpet opmærksomhed på eventens økonomi samt på de særlige vilkår, arrangører af events i 2021 står overfor på grund af Covid-19 situationen. Kultur- og Fritidsudvalget blev senest orienteret om status den 14. april 2021.
Løsning
Københavns Kommune har med budget 2020 afsat 12 mio. kr. til Happy Copenhagens planlægning og afvikling af Copenhagen 2021. Derudover er der afsat 0,7 mio. kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningens aktivering af eventen, 0,4 mio. kr. til afvikling af EuroGames på Københavns Kommunes anlæg samt 4,1 mio. kr. til ekstraudgifter i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Yderligere offentlige bidragsydere er Region Hovedstaden, Malmø Stad og Ligestillingsafdelingen under Beskæftigelsesministeriet. Dertil modtager eventen økonomisk støtte fra en række sponsorer, organisationer og fonde.
Københavns Kommunes direkte tilskud til Copenhagen 2021 skal sikre gennemførelsen af de fire programsøjler WorldPride, EuroGames, Arts & Culture og Human Rights, der er fundamentet for Copenhagen 2021. Kommunen hæfter ikke for et eventuelt underskud ved eventen.
Seneste status på Copenhagen 2021
Kultur- og Fritidsforvaltningen har den 1. april 2021 modtaget afrapportering fra Happy Copenhagen jf. tilskudsaftalens forpligtelser. Derudover har forvaltningen den 16. april 2021 afholdt møde med Happy Copenhagen om deres COVID-19-scenarie for afvikling af eventen.
Happy Copenhagen har siden sidste status den 1. januar 2021 opjusteret udgiftsbudgettet med 2 mio. kr., mens indtægtsbudgettet er steget med godt 3 mio. kr. Samlet set har Happy Copenhagen nedjusteret udgiftsbudgettet med ca. 37 mio. kr. siden ansøgningen i 2019, så det pr. april 2021 ligger på samlet ca. 47,6 mio. kr. Indtægtsbudgettet er på i alt ca. 45,8 mio. kr., hvilket er en stigning på ca. 3,3 mio. kr. siden seneste afrapportering ultimo december 2020. Dermed efterlever budgettet aftaletekstens finansieringsmål om opnåelse af 90 % finansiering.
Happy Copenhagen har i forbindelse med afrapporteringen givet en redegørelse for udviklingen i budgettet. De øgede udgifter kan henføres til, at COVID-19-situationen har betydet yderligere sekretariats- og konsulentbistand siden budgetteringen. Ligeledes må det forventes, at der kommer ekstraudgifter til fx afskærmning i forbindelse med afviklingen af eventen. På indtægtssiden oplever Happy Copenhagen fortsat positiv tilgang af sponsorer og samarbejdspartnere, hvorfor budgettet er opjusteret.
Forvaltningen vurderer på baggrund af mødet og det fremsendte materiale, at de beskrevne konsekvenser af budgetjusteringen ligger i forlængelse af Københavns Kommunes økonomiske involvering i projektet. Der planlægges fortsat med afvikling af basisleverancerne i relation til Københavns Kommunes tilskud – de fire programsøjler samt frivilligindsatsen.
Happy Copenhagen afventer fortsat tilbagemelding på deres ansøgning om statslig støtte. Der forventes afklaring af dette i løbet af maj måned.
Covid-19 plan
Happy Copenhagen har på bestyrelsesmøde den 14. april 2021 besluttet at arbejde videre med en skalerbar plan, for at kunne afvikle så mange events og aktiviteter som muligt. Beslutningen om den skalerbare plan blev meddelt Københavns Kommune før Statens genåbningsplan af 4. maj 2021 for bl.a. store arrangementer. Genåbningsplanen har indflydelse på de aktivitetsmål og -formater, der er indgået mellem Happy Copenhagen og Københavns Kommune. Det gælder både øget fokus på digitalisering af eventen samt øgede krav til organisationen i form af test, coronapas, screeninger, registreringer, crowd management, hygiejne og rengøring.
Afviklingsplan for Copenhagen 2021
COVID-19 situationen påvirker generelt afviklingen af Copenhagen 2021 på den måde, at events der samler mange deltagere på ikke-afgrænsede områder eller som skaber stor tilskuertilstrømning, ikke kan afvikles. Det gælder eksempelvis World Pride-paraden, de store offentlige begivenheder på Rådhuspladsen og Gammel Strand, og øvrige events uden tilskuerbegrænsning og adgangskontrol. Derudover flyttes koncerter til lukkede venues, signaturfester lukker tidligere og der kræves billet og restriktioner til flere events. I stedet baserer planlægningen sig på arrangementer, der spreder sig til flere steder i byen og dermed giver deltagerne en bredere oplevelse af København.
Happy Copenhagen er også i den situation, at de ikke kan fortsætte med at planlægge efter at situationen måske bliver bedre – både af hensyn til arrangørernes og arrangementets ry og for ikke at risikere unødigt pres på politi, sundhedssystemet og københavnerne. I stedet er fokus på at sikre besøgende og københavnerne en tryg og COVID-sikker event. En del aktiviteter vil blive suppleret, streamet eller flyttet til digitale platforme fx åbnings- og afslutningsceremonierne ved EuroGames, ligesom Fælledparken vil blive indrettet som inddelt, siddende storskærmsområde for op til 6.000 personer til afslutningsweekend og -ceremoni for WorldPride.
Det endelige set up kan skaleres afhængig af restriktionerne i august.
Copenhagen 2021 skulle oprindeligt være skudt i gang med en stor åbningsceremoni den 13. august 2021 og sluttet af med WorldPride-paraden og afslutning på Rådhuspladsen den 21. august 2021. I stedet nedskaleres og flyttes de oprindelige arrangementer og afløses af en serie af ’Protest Walks’ med fokus på menneskerettigheder og aktivisme med deltagelse af lokalområder og grupper.
EuroGames afvikles i perioden 18. - 21. august 2021 på forskellige anlæg i København samt i Malmø. Allerede den 14. august åbner ’Sport to the People’ med mere end 50 forskellige idrætsaktiviteter på en række pladser i København. Selve EuroGames indeholder 29 forskellige konkurrencer i alt fra udspring, esport og standarddans til beachvolley, triatlon og bowling. Islands Brygge vil i perioden fungere som ’Sports Village’, hvor alle kan deltage.
Human Rights Forum åbnes den 16. august 2021 i FN Byen og afvikles i perioden 16.- 20. august i og omkring Øksnehallen. Den 17.-19. august afholdes den centrale menneskerettighedskonference med op til 500 fysiske deltagere og fri online deltagelse. I hele perioden er der ’1:1 Democracy Festival’, mens de første dage indeholder ’Sports Leader Conference’, og afslutningsdagen er helliget ’Global Interparliamentary Plenary Assembly’ og ’Refugees, Border and Integration Summit’. Der er løbende online ’Global Equality Dialogues’. Derudover er der planlagt en lang række workshops, sideevents og andre arrangementer med aktivering af en lang række af partnere omkring eventen.
Arts & Culture festivalen afvikles i perioden 13.- 22. august 2021 med base i Indre By og i Malmø. Både kulturinstitutioner, græsrødder, uafhængige kunstnere og alt derimellem skaber festivalen. I København er der fire hovedvenues i hele perioden. ’HusetKbh’ hvor unge er i centrum, ’Blox’ for regnbuebørn og deres familier, ’Rådhushaven’ som det afslappende åndehul og ’Gammel Strand’ hvor ’fluidfestivalen’ for kvinder og non-binære holder til.
De endelige programmer vil være tilgængelige efterhånden som detailplanlægningen falder på plads. Den samlede vurdering er, at Copenhagen 2021 leverer i alle søjler i henhold til tilskudsaftalen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres, såfremt der sker væsentlige ændringer i forhold til afviklingen af eventen.
Mette Touborg
/Thomas Bach
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. maj 2021:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.