Mødedato: 27.05.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Liv og udfoldelse på vandet - Idekatalog 2021

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om idekataloget Liv og udfoldelse på vandet skal sendes i høring.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget sender idekataloget ”Liv og udfoldelse på vandet” i høring - jf. sagsfremstillingen.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 13. august 2020 et medlemsforslag om at udarbejde en strategi for liv og udfoldelse på vandet i forbindelse med idrætsplanen.

I forlængelse heraf anmodede Kultur- og Fritidsudvalgets den 14. april 2021 om til udvalgsmødet den 27. maj 2021 at vende tilbage med en ny indstilling i sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, med henblik på en høring.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har, efter dialog med forskellige aktører, udarbejdet et idekatalog (bilag 1), som kan bruges som afsæt for en bred dialog med havnens interessenter.

Ideoplægget gennemgår forskellige aktiviteter og peger på mulige nye initiativer både i havnen og på de kystnære strækninger. Afsættet er en kombination af nye tendenser som f.eks. helårsbrug af havnen, streetfishing, havet som spisekammer og nye typer af vandsport.

Ideoplægget peger på mulige initiativer indenfor ti områder:

Badning og svømning ved kysten og havnen

  • længere udendørs svømmebaner til træning og til havsvømning.
  • bedre mulighed for ophold, omklædning og bedre adgang til toiletter ved badezoner og havnebade.

Sauna og vinterbadning

  • flere og mere fleksible muligheder for brug af saunaer i tilknytning til vinterbadning i havnen.

 SUP (Stand Up Paddle) robåde, kajak og kajakpolo

  • en SUP-rute med flere støttepunkter til ophold, af- og påstigning f.eks. koblet til Den Blå Kajakrute.

Sejlads

  • slæbesteder i havnen, hvor man kan få sin båd op og ned
  • en mere indbydende og tilgængelig havn, hvor der er nem og fri adgang til korttidsophold.

Vindsurfing, kitesurfing, wakeboard, vandski

  • faciliteter til kitesurfing ved Nordhavnstippen.

Lystfiskeri – i havnen og langs kysterne

  • afholde ”Fiskeriets dag” på Rådhuset
  • afholde en streetfishing event med fokus på hele havnen som fiskested
  • forbedre fiskenes yngle- og opvækstmuligheder f.eks. ved at sænke skibsvrag eller etablere flere stenrev.

Dykning

  • bedre adgangs- og parkeringsforhold ved Amager Strand
  • stort stenrev ved Nordhavnstippen / Naturpark Nordhavn
  • etablering af faste dykkerzoner i havnen.

Beach volley, strandtennis, frisbee

  • afprøve nye muligheder og midlertidige funktioner ved Prøvestenen.

Gang-, løbe- og cykelstier

  • udvidelse af Havneringen mod nord
  • nye gang-, løbe- og cykelstier, samt nye maritime aktiviteter i forbindelse med stormflodsikring af byen.

Andre tiltag for vandsport

  • eventzoner, Havne-HUB, depot og opbevaringsmuligheder, flere blå støttepunkter, nye aktiviteter på Ungdommens Ø m.m.

Høringen

Med henblik på at få en dialog med en bred kreds af havnens interessenter kan idekataloget sendes i høring hos By og Havn, relevante lokaludvalg, foreninger og sportsforbund med aktiviteter i havnen og langs kysten.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil også invitere til enkelte dialogmøder med f.eks. Havnering-netværket og Kulturhavn Festivalen.

Høringen forventes at kunne underbygge en prioritering af de forskellige forslag, så det er med til at afklare, hvor der er størst behov.

Høringen løber frem til og med oktober 2021, med henblik på at sagen forelægges Kultur- og Fritidsudvalget med resultaterne af høringen.  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen sende idekataloget i høring jf. sagsfremstillingen.

Mette Touborg

  /Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. maj 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen med de faldne bemærkninger.

Foreninger i Havnen, Ungeråd og Ældreråd skal ligeledes høres.  

Til top