Mødedato: 27.04.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kriterier for kåring af Årets Idrætsforening

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til kriterier for kåring af Årets Idrætsforening. Kriterierne kan bl.a. tage udgangspunkt i særlige indsatser for medlemmer og frivillige, samfundsansvar og/eller nytænkning. Kåringen foretages hvert år af en dommerkomité bestående af Kultur- og Fritidsudvalget samt én repræsentant fra henholdsvis DGI Storkøbenhavn, Idrætsforum København (DIF) og Firmaidræt Storkøbenhavn. Kåringen har fundet sted siden 2004, og vinderen modtager et diplom og 25.000 kr.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og beslutter kriterier for kåring af Årets Idrætsforening

Problemstilling

Kåringen af Årets Idrætsforening har fundet sted siden 2004, og med kåringen følger et diplom og 25.000 kr. I forbindelse med kåringen af Årets idrætsforening den 10. november 2022 anmodede Kultur- og Fritidsudvalget om en indstilling om kriterier for kåringen fremover.

Løsning

Gennem årene har det været et krav, at den forening, der blev kåret til Årets Idrætsforening, var en folkeoplysende idrætsforening, og at den var hjemmehørende i Københavns Kommune.

Formalia har været, at alle kan nominere en idrætsforening ved at sende en begrundet nominering til Kultur- og Fritidsforvaltningen. Efter modtagelse af nomineringer samles dommerkomitéen og udvælger Årets Idrætsforening.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at kåringen tager udgangspunkt i en helhedsvurdering på tværs af følgende kriterier:

  • Foreningen har i årets løb i særlig grad gået forrest og bidraget til et attraktivt københavnsk idrætsliv
  • Foreningen har i årets løb gjort en særlig indsats for at fastholde og tiltrække medlemmer og/eller frivillige
  • Foreningen har i årets løb været nytænkende og visionær ift. tiltag, aktiviteter eller samarbejder
  • Foreningen tager et samfundsansvar på sig for fx klimaet eller aktiviteter for særlige målgrupper

Kultur- og Fritidsforvaltningen er ved at afsøge mulighederne for et nyt format for fejringen af Årets Idrætsforening.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Beløbet finansieres inden for forvaltningens ramme.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning implementeres af Kultur- og Fritidsforvaltningen i forbindelse med den førstkommende kåring af Årets Idrætsforening.

 

Søren Tegen Pedersen

/Jakob Heide Petersen

 

Beslutning

Analyse- og Udviklingschef Jakob Heide Petersen deltog under behandlingen af punktet.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2023:

Indstillingen blev godkendt.

Til top