Mødedato: 27.03.2003, kl. 15:00

Budget 2003 - Kultur- og medborgerhusene

Budget 2003 - Kultur- og medborgerhusene

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 27. marts 2003

 

 

6.      Budget 2003 - Kultur- og medborgerhusene

(KFU  97/2003)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget

§        godkender kultur- og medborgerhusenes budgetrammer på baggrund af de foreslåede ændringer i sagsbeskrivelsen,

§        beslutter at overføre 2,85 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.1(driftstilskud til KI) til dækning af udgifter til drift af Teknisk Afdeling; kassemæssig dækning anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.35.1 (Sekretariatet for Kultur- og Medborgerhuse).

 

 

RESUME

Som konsekvens af ændringer mv. i budgetforudsætningerne for kultur- og medborgerhusene i Københavns Kommune foreslås en række ændringer i budgetrammerne.

Som en konsekvens af kommunaliseringen opstår en forskel i momsberegningen, og dermed i det enkelte medborgerhus' reelle driftstilskud. Problemstillingen er kort skitseret. Beregningen af konsekvensen af forskelle i momsberegninger udføres i samarbejde med Økonomiforvaltningen, og forelægges Kultur- og Fritidsudvalget snarest.

Herudover etableres under Sekretariatet for kultur- og medborgerhuse en udviklingspulje, som Kultur- og Fritidsforvaltningen udmønter i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets målsætninger og forslag til handlemuligheder i kultur- og medborgerhusene som skitseret i konklusionerne i brugerundersøgelsen (udleveret på Kultur- og Fritidsudvalgets møde 13. marts 2003.).

 

SAGSBESKRIVELSE

Det eksisterende budget blev beregnet via en tilskudsfordelingsmodel, som blev godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget i december 2002. Efterfølgende er det blevet aftalt mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og KI, hvordan budgetmidlerne til Teknisk Afdeling, som i forbindelse med kommunaliseringen af Byens Huse blev overført til KI, skal fordeles, ligesom en overførsel af opgaver og personale fra Byens Huse til andre kontorer i Kultur- og Fritidsforvaltningen er faldet på plads.

 

Ændringerne består således af tre dele:

 

§        Overførsler af budgetmidler til andre kontorer i Kultur- og Fritidsforvaltningen

§        Overførsel af budgetmidler til KI

§        Enkelte korrektioner i budgetrammerne for hhv. Islands Brygges Kulturhus og Østerbrohuset.

Nedenfor er ændringerne gennemgået enkeltvis, med deraf følgende konsekvensberegning.

 

Derudover er det blevet konstateret, at ændringer i momsforhold ved overgangen fra selvejende institution til kommunal organisering vil betyde en faktisk nedgang i driftsbudgetterne for kultur- og medborgerhusene. Nedenfor er kort beskrevet de forventede konsekvenser heraf. En nøjagtig udregning af konsekvensen vil blive udarbejdet i samarbejde med Økonomiforvaltningen.

 

Overførsler af midler til andre kontorer i Kultur- og Fritidsforvaltningen

Som følge af kommunaliseringen, er en række opgaver, der hidtil har været varetaget af den selvejende institution Byens Huse, blevet overført til andre afdelinger i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Det drejere sig om bogholderifunktioner, løn- og personaleadministration samt IT.

De overførte midler dækker lønomkostninger og overhead for de implicerede medarbejdere, samt budgetlagte beløb i Byens Huse til eksempelvis IT-anskaffelser.

Samlet overføres 3.895.000 kr. til løn og overhead fra Kultur- og medborgerhusene til andre kontorer, samt 960.000 kr. i andre budgetlagte midler. I alt 4.855.000 Kr.

Detaljer omkring overførslerne fremgår af bilag 1.

 

Overførsel af budgetmidler til KI

Som følge af Borgerrepræsentationens beslutning om at overføre Teknisk Afdeling til KI i stedet for at 'kommunalisere' afdelingen ligesom resten af Byens Huse, har der efterfølgende været drøftelser mellem KI og Sekretariatet for Kultur- og Medborgerhuse omkring fordelingen af budgetmidlerne, der i Byens Huses budget var afsat til Teknisk Afdeling.

Budgetfordelingen skal tage hensyn til, at KI ved overførslen af sportshallerne, som oprindeligt var en del af Byens Huse, ikke blev tildelt ekstra midler til vedligeholdelse, idet disse midler i Byens Huse var bundet op på driften af Teknisk Afdeling.

Der har været drøftet muligheder for en budget- og opgavefordelingsmodel, der indebar særlige aftaler omkring vedligeholdelsesopgaver, som skulle varetages af KI for kultur- og medborgerhusene. Imidlertid er konklusionen blevet, at det bedste for alle parter vil være et 'rent snit', der indebærer en definitiv fordeling af budgetmidlerne, hvorefter det er op til det enkelte Kultur- og medborgerhus at købe vedligeholdelsesydelser, som hidtil har været udført af Teknisk Afdeling. Teknisk Afdeling kan for så vidt fortsat være den udførende part, som efterfølgende fakturerer det enkelte Kultur- og medborgerhus for opgaverne, der udføres.

Til brug for overvejelserne omkring fordeling af budgetmidlerne, er omfanget af vedligeholdelsesopgaver fordelt på henholdsvis kultur- og medborgerhusene og sportshallerne blevet gennemgået. Omfanget har varieret fra år til år, ligesom den løbende vedligeholdelse, der i et vist omfang vel bedst kan betegnes som vicevært-service for kultur- og medborgerhusene, kun vanskeligt lader sig værdisætte. Som konsekvens heraf er det aftalt mellem KI og Kultur- og Fritidsforvaltningen, at budgetbeløbet til overførsel svarer til 50% af det budgetterede beløb for Teknisk Afdeling i 2002, hvorefter den fortsatte drift af Teknisk Afdeling samt disponeringen af arbejdskraft og opgaver forbundet hermed, alene beror i KI.

Kultur- og medborgerhusene tilføres i de decentrale budgetter et beløb svarende til det enkelte hus' relative andel af de samlede vedligeholdelsesomkostninger. Dette beløb indgår herefter i det enkelte hus' rammebudget, ligesom ansvaret for den løbende vedligeholdelse herefter er op til det enkelte hus. Fordelingen til de enkelte huse fremgår af oversigten i bilag 1.

Beløbet til overførsel til KI er 2.850.000 kr.

 

Enkelte korrektioner i budgetrammerne for Østerbrohuset og Islands Brygges kulturhus

Det fremgår af bilag 1, at der er foretaget enkelte korrektioner i budgetrammerne. Det drejer sig om henholdsvis Østerbrohuset og Islands Brygges Kulturhus.

Ved vedtagelsen af budgetrammerne for 2003 var der sket det, at Østerbrohusets budgetramme var noteret eksklusiv moms, hvorefter momsen blev fratrukket igen. Østerbrohusets budgetramme var deraf følgende beregnet ud fra et forkert grundlag. Som konsekvens heraf tillægges Østerbrohusets budgetramme godt 130.000 kr. i 2003.

For så vidt angår Islands Brygges Kulturhus, var der i 2002 centralt tilbageholdt et beløb på 290.000 som buffer, idet husets udvikling forventedes afstemt i løbet af det første år i drift. Beløbet var budgetteret under 'aktivitetsfremmende foranstaltninger' i Byens Huse. Islands Brygges Kulturhus' resultat i 2002 afspejler, at budgetniveauet var sat meget lavt, hvilket også skal ses i sammenhæng med husets noget turbulente start, med udskiftning i ledelsen og generelt opstartsvanskeligheder. Som konsekvens heraf 'udløses' de 290.000 kr. som tilføres Islands Brygges kulturhus' budget 2003. 

 

Udviklingspulje

I forbindelse med budgetkorrektionerne etableres en udviklingspulje under Sekretariatet for kultur- og medborgerhuse på 1 million kr. Udviklingspuljen øremærkes særlige projekter i kultur- og medborgerhusene, med relevans i forhold til Kultur- og Fritidsudvalgets målsætninger og anbefalinger i den nyligt gennemførte brugerundersøgelse af brugertilfredshed mv. i kultur- og medborgerhusene. Puljen udmøntes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, Sekretariatet for kultur- og medborgerhuse efter nærmere ansøgning og dialog med kultur- og medborgerhusene. Kultur- og Fritidsudvalget vil modtage en oversigt over bevilligede beløb halvårligt.  

 

Udligning af manko opstået som følge af ændret momsafregning

I egenskab af en selvejende institution, har Byens Huse hidtil modtaget et tilskud, der blev tilført en såkaldt tilskudsmoms ved overførslen fra Københavns Kommunes budget til Byens Huse.

Det vil sige, et vedtaget budgetbeløb i Københavns Kommunes budget, blev forøget med 9,0981% ved udbetalingen til den selvejende institution, og skyldtes at en selvejende institution ikke som kommunen er momsfritaget ved varekøb mv. men følger momsregler svarende til andre private virksomheder. Procentsatsen er beregnet ud fra landsgennemsnittet af det samlede kommunale forbrug fordelt på momsbærende/ikke-momsbærende omkostninger.

Nu, hvor Kultur- og medborgerhusene er organiseret som en del af Københavns Kommune, bortfalder denne tilskudsmoms.

Til gengæld, når kultur- og medborgerhusene er en del af den kommunale forvaltning, er husene underlagt samme regler for moms som resten af Københavns Kommune. Dvs. at der ved køb af varer og tjenesteydelser alene bogføres beløb som er helt renset for moms. Dette giver en regnskabsmæssig fordel i forhold til den tidligere situation, hvor Byens Huse var selvejende. Som selvejende institution var Byens Huse pålagt en delvis moms, for udgifter, der ikke direkte kunne relateres til momsbærende virksomhed. Et eksempel kunne være en bøtte maling, der både blev anvendt til at male et udlejningslokale og et caféareal, ville blive pålagt delvis moms, idet varekøbet ikke kunne isoleres til hverken momsbærende eller ikke-momsbærende virksomhed. Den delvise moms var beregnet til 61% af normal moms. 

 

Regnestykket til beregning af en opstået forskel ved kommunaliseringen, er således:

 

Konsekvensen af den bortfaldne tilskudsmoms

plus

Den opståede momsfordel ved kommunaliseringen.

 

En indarbejdelse af forskellen i 'real-tilskuddet' i driftsbudgetterne for kultur- og medborgerhusene søges gennemført i samarbejde med Økonomiforvaltningen, da det ændrede budgetbehov er en direkte konsekvens af Borgerrepræsentationens beslutning om kommunalisering af Byens Huse. Der er aftalt møde med Økonomiforvaltningen om sagen i uge 13.

 

MILJØVURDERING

Der er ingen miljømæssige konsekvenser forbundet med indstillingen.

ØKONOMI

Beslutningen indebærer en overførsel på 2,85 mill. kr. til den selvejende institution KI. 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

1.      Oversigt over overførsler fra Sekretariatet for kultur- og medborgerhuse til andre afdelinger i Kultur- og Fritidsforvaltningen samt KI, med deraf følgende ændret budgetramme for kultur- og medborgerhusene i 2003.

 

 

Carsten Haurum

 

/Peter Maarbjerg

 


 


Til top