Anlægsbevilling til Maritimt Ungdomshus
Anlægsbevilling til Maritimt Ungdomshus
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 27. marts 2003
5. Anlægsbevilling til Maritimt Ungdomshus
(KFU 101/2003)
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives en anlægsbevilling på 8,0 mio. kr. til etablering af et Maritimt Ungdomshus ved Amager Strandpark. Den samlede anlægsudgift finansieres med 1,0 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets rådighedsbevilling til klubber konto 5.16.3, med 1,0 mio. kr. ved en overførsel fra budget 2002 til 2003 på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling til Idrætspuljen konto 0.30.3 og med 3,5 mio. kr. på Økonomiudvalgets rådighedsbevilling til Kultur- og Idrætsplanen konto 0.15.3
at der gives en indtægtsbevilling på i alt 2,5 mio. kr. fra Lokale- og Anlægsfonden til dækning af fondens andel af udgifterne til projektet
RESUME
Som led i Kultur- og Idrætsplanen for Holmbladsgadekvarteret er der afsat midler til etablering af et Maritimt Ungdomshus ved Amager Strandpark, som skal styrke de kulturelle og idrætslige udfoldelsesmuligheder for de unge i kvarteret.
I samarbejde med den projektgruppe, som er nedsat i forbindelse med planerne om et Maritimt Ungdomshus, har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet projektgrundlag og projektforslag, som er godkendt af styregruppen for Kultur – og Idrætsplanen.
De samlede anlægsudgifter til et Maritimt Ungdomshus er opgjort til i alt 9,75 mio. kr. - heraf er der via Byudviklingspuljen under Bygge- og Teknikudvalget allerede bevilget et beløb på 1,75 mio. kr., som anvendes specielt til udearealer og bedding. Selve hovedprojektet dækkes af de midler, der er stillet til rådighed for projektet som led i Kultur- og Idrætsplanen for Holmbladsgadekvarteret under Økonomiudvalget (3,5 mio. kr.), midler fra Lokale- og Anlægsfonden (2,5 mio. kr.), midler fra Kultur- og Fritidsudvalget (1 mio. kr.) og midler fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget (1 mio. kr.).
Arealet nord for Sundby Sejlforening, hvor Ungdomshuset placeres, er stærkt forurenet. Forureningen betyder, at en væsentlig del af det samlede budget skal anvendes til nødvendige afværgeforanstaltninger. Det har været væsentligt at sikre etableringen af et arkitektonisk spændende og nyskabende hus, der opfylder de funktionskrav, der er opstillet i byggeprogrammet. For at sikre opfyldelsen af disse krav samtidig med en overholdelse af den fastlagte budgetramme har projektet været udbudt i "omvendt licitation" til 5 teams bestående af arkitekt, ingeniør og entreprenør. I samarbejde med projektgruppen blev PLOT-arkitekter, Ingeniørfirmaet Birch & Krogboe A/S og Entreprenørfimaet Pihl og Søn valgt til at gennemføre et meget utraditionelt projekt, der er baseret på en grundlæggende idé om at skabe et nyt kunstigt terræn oven på det eksisterende terræn og derved spare udgifterne til afværgeforanstaltninger.
I alt bygges 1.700 m2 nyt terrændæk i træ, hvori der integreres to bygninger - en til ophold og en til værkstedsfunktioner og skurfunktioner. Byggestart forventes i juni måned 2003 med afslutning ultimo 2003.
SAGSBESKRIVELSE
I forbindelse med kvarterløftprojektet i
Holmbladsgadekvarteret blev der i et samarbejde mellem Københavns Kommune og
Lokale- og Anlægsfonden udarbejdet en samlet Kultur – og Idrætsplan for
kvarteret. Som led i planen er der afsat midler til etablering af et Maritimt
Ungdomshus på et areal nord for Amager Strandpark og Sundby Havn. På arealet er
i forvejen den private sejlklub "Sundby Sejlforening" og mod nord Amager Strand
Sejlklub, som er en kommunal institution under Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningen med sejlsport som hovedaktivitet
Maritimt Ungdomshus skal styrke de kulturelle og idrætslige udfoldelsesmuligheder for de unge i kvarteret, men skoler, klubber og fritidshjem kan også benytte huset til maritimt baserede fritidsaktiviteter. Huset giver mulighed for en væsentlig forbedring og forøgelse af ungdomsarbejdet i Sundby Sejlforening, ligesom Amager Strand Sejlklub vil kunne drage nytte af husets faciliteter og aktivitetstilbud, såsom surfing, sejlads, lystfiskeri, roning, kajak, vandski, dykning m.v.
Projektet er udviklet af Sundby
Sejlforening, Amager Strand Sejlklub og det lokale kvarterløftssekretariat.
Styregruppen for Kultur- og Idrætsplanen har i forbindelse med projektet nedsat
en projektgruppe bestående af repræsentanter fra Lokale- og Anlægsfonden,
Sundby Sejlklub, Amager Strand Sejlklub, kvarterløft Holmbladsgadekvarteret,
Kultur- og Fritidsforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningen.
I samarbejde med projektgruppen har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet et projektgrundlag, herunder planforudsætninger, miljøforhold og anlægsøkonomi for huset. Projektet er godkendt af styregruppen for Kultur- og Idrætsplanen. Efterfølgende er der udarbejdet et egentligt projektforslag i samarbejde med et mindre byggeudvalg med repræsentanter for hovedinteressenterne.
De samlede anlægsudgifter til etablering af Maritimt Ungdomshus er opgjort til i alt 9,75 mio. kr., inkl. bl.a. etablering af ny bedding, bro og udformning af udearealer, hvortil der allerede er givet tilskud med i alt 1,75 mill. kr. fra Byudviklingspuljen under Bygge- og Teknikudvalget. I det samlede budget e r indeholdt et beløb på 3 mill. kr. til nødvendige afværgeforanstaltninger mm., da grunden er stærkt forurenet med bl.a. tungmetaller (opfyld).
Med henblik på inden for de givne rammer og den fastlagte økonomi at få et attraktivt og arkitektonisk spændende hus blev projektet udbudt i en såkaldt omvendt licitation (arkitektkonkurrence), hvor projektgrundlaget blev fremsendt til 5 udvalgte arkitektfirmaer. De 5 arkitektfirmaer har efter eget valg dannet teams med entreprenører og ingeniører.
På baggrund af denne proces er et team bestående af PLOT arkitekter, Birch & Krogboe som ingeniør og Pihl & Søn A/S som entreprenør af en enig bedømmelseskomite valgt til at gennemføre projektet.
Projektet
Maritimt Ungdomshus ligger i det nordøstlige hjørne af Sundby Havn omgivet af Sundby Havn, Sundby Sejlforening, Amager Strand Sejlklub og Øresund. Ungdomshuset er tænkt som udgangspunkt for maritime aktiviteter og mødested for sejlforeningerne, sejlklubberne og for børn og unge fra Holmbladsgadekvarteret.
Hovedidéen i projektet er at undgå store udgifter til oprensning mm. af arealet. I stedet bygges oven på det eksisterende terræn et nyt "kunstigt" terræn formet som et stort bølgende dæk i træ, som selve bygningerne skærer sig ind i.
I alt bygges 1.700 m2 trædæk. I dækket skærer 2 bygninger på i alt 436 m² sig ind mod sydøst med udsigt ud over Sundet og den kommende Strandpark. Her placeres opholdsbygningen på 316 m2, der indeholder klublokale, kontor, køkken og multifunktionelt møde-, opholds og undervisningslokale. Mod nordvest op mod adgangsvejen til beddingen placeres en "værkstedsbygning" på 120 m2, der indeholder grovkøkken, værksted, omklædning, bådhal og skur. En del af disse bygninger er uopvarmede.
Trædækket danner et landskab, som giver mulighed for en række forskellige aktiviteter – ophold, aktiviteter med tilknytning til det maritime miljø, leg, udkig, grill, solbadning osv. Under trædækket vil der være mulighed for etablering af skure, bådhal og arealer til opbevaring af både m.v.
Trædækket udføres som en
stolpekonstruktion med stolper af forskellig længde opstillet i et modulnet på
2,4 x 2,4 m. Dækket beklædes med en miljøcertificeret oversøisk træsort, der
kan tåle det maritime miljø, ligesom der i valg af materialer i øvrigt tages
hensyn til det barske miljø. De vandrette, laveste dele af trædækket konstrueres,
så det kan tåle kørsel med bådtrailere mm. Bygningernes dæk og tag vil blive
støbt i beton på stedet, facaderne vil afhængigt af funktionen blive primært
glasklædte (opholdsbygningen) eller for skure, bådhal og depot blive beklædt
med en kombination af strækmetal
med bagvedliggende makrolon (gitter med bagvedliggende plastrude).
Arkitektonisk er projektet nyskabende og et brud med den traditionelle opfattelse af et hus til maritime funktioner. Projektet vil med sin markante placering på kanten af Sundet med udsigt til den kommende Strandpark og med sit bølgende trædæk, hvori bygninger med et moderne formsprog er integreret, i høj grad appellere til unge.
I forbindelse med det videre arbejde med realiseringen af projektet, kan det blive nødvendigt, bl.a. som følge af evt. myndighedskrav eller ønsker fra brugerne, at justere i projektet.
Drift af Maritimt
Ungdomshus
Ansvaret
for driften af huset, som i organiserede rammer skal give adgang til mange brugergrupper, placeres
i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Der skal ansættes en afdelingsleder til
at varetage den daglige drift af "Det Maritime Ungdomshus". Lederen
af det nærliggende kommunale fritidshjem og fritidsklub "Amager Strand
sejlklub" skal alene forestå den personalemæssige ledelse i forhold til
den daglige leder af ungdomshuset.
Driftsudgifter
til personale, vedligeholdelse m.v. finansieres inden for den eksisterende
ramme til drift af klubpladser.
Tidsplan
Byggestart forventes i juni måned 2003 med afslutning ultimo 2003.
MILJØVURDERING
Maritimt Ungdomshus skal styrke udfoldelsesmulighederne for de unge i Holmbladsgadekvarteret samt forbinde kvarteret med vandet og hermed give de unge bedre muligheder for naturoplevelser i forbindelse med havet.
Der er gennemført en forureningsundersøgelse af grunden, som har vist kraftigt forurenet jord (klasse 4). Behovet for at fjerne og deponere forurenet jord er med det valgte projekt begrænset mest muligt ved at overdække grunden med et trædæk. Denne løsning er udformet på baggrund af drøftelser med Miljøkontrollen. Dermed skabes et større udeareal, d er tjener som platform for de forskellige maritime aktiviteter. Hovedmaterialet i projektets dækkonstruktion bliver træ (miljøcertificeret). Som konsekvens af byggeriets placering er der stillet særlige krav til den arkitektoniske kvalitet, herunder krav om tilpasning til det lokale havnemiljø.
ØKONOMI
Den samlede udgift til etablering af Maritimt Ungdomshus udgør 9,75 mio. kr. inkl. inventar, honorar og omkostninger. Heraf er 1,75 mio. kr. tidligere bevilget via midler fra Byudviklingspuljen. Udgiften afholdes i 2003.
Den resterende udgift på 8,0 mio. kr. fordeler sig med 3,5 mio. kr. til Økonomiudvalget, 2,5 mio. kr. til Lokale- og Anlægsfonden, 1,0 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget og 1,0 mio. kr. til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.
Oversigt
over finansiering af samlet budget
Økonomiudvalget (Kultur- og Idrætsplanen) |
3.500.000 kr. |
Lokale- og Anlægsfonden |
2.500.000 kr. |
Kultur- og Fritidsudvalget |
1.000.000 kr. |
Uddannelses- og Ungdomsudvalget |
1.000.000 kr. |
Byudviklingspuljen (er bevilget) |
1.750.000 kr. |
I alt |
9.750.000 kr. |
Der kan anvises dækning for 3,5 mio. kr. via
Økonomiudvalgets midler til Kultur- og Idrætsplanen kontor 0.15.3
Der kan anvises dækning for 1,0 mio. kr. ved en
overførsel fra budget 2002 til 2003 af Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbeløb
til Idrætspuljen konto 0.30.3.
Der kan anvises dækning for 1,0 mio. kr. via
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets rådighedsbeløb til klubber konto 5.16.3
Derudover ansøges om en indtægtsbevilling på i alt
2,5 mio. kr. fra Lokale- og Anlægsfonden.
BILAG VEDLAGT
1. Plantegning af trædæk
2 Plantegning af bygninger
3 Situationsplan
4 Maritimt Ungdomshus set fra land mod havet
5 Maritimt Ungdomshus set fra vandet mod havnebassinet – om natten
6 Maritimt Ungdomshus set fra vandet mod havnebassinet – om dagen
Erik
Jakobsen Peter Rasmussen Carsten Haurum