Mødedato: 27.02.2019, kl. 11:30
Mødested: Comwell Køge Strand

Brobold - fodbold i byrummet

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til et forslag om, hvorvidt finansiering af fodboldprojektet Brobold skal henvises til forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser fodboldprojektet Brobold til forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Problemstilling

De københavnske fodboldklubber er udfordret på banekapacitet og efterspørger derfor flere fodboldbaner. Øget banekapacitet giver mulighed for at optage flere børn og unge i foreningslivet - særligt i udsatte byområder.

De tre fodboldklubber Boldklubben Skjold, Boldklubben Vestia og Nørrebro United har fundet sammen om at gå nye veje i udviklingen af faciliteter og organisering af breddefodbolden. Med projektet Brobold skabes mere banekapacitet ved at omdanne aktivitetsarealer i byrummet til byrumsbaner, der er velegnede til organiseret fodboldtræning. 

Løsning

Projektet Brobolds overordnede mål er at gøre det nemt og let tilgængeligt for flere børn og unge i udsatte byområder at deltage i foreningslivet (Bilag 1). I de udsatte byområder er foreningsdeltagelsen lav, og interessen for fodbold høj. Idrætsaktivitetens nærhed til bopælen har stor betydning for deltagelsesgraden blandt børn med lav eller ingen forældreopbakning til fritidsaktiviteter. Her kan træning på små, lokale baner være en løsning. Det forudsætter, at eksisterende aktivitetsarealer ved boligerne omdannes til byrumsbaner velegnet til foreningsfodbold.

Der er en række udfordringer forbundet med at omdanne aktivitetsarealer tæt ved beboelse, og som administreres af andre forvaltninger og boligforeninger. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår derfor, at der afsættes både screenings- og anlægsmidler til omdannelse af 3-5 byrumsbaner. Screeningen er nødvendig for at udpege aktivitetsarealer, der har de nødvendige planmæssige forhold. Samtidig skal arealerne kortlægges med hensyn til eksisterende anvendelse, ejerforhold, naboer og potentielle støj- og lysgener for naboer. I den videre projektering skal der derudover sikres lokal opbakning blandt naboer, lokaludvalg og andre relevante interessenter.    

Brobold som del af EM2020

Projektet kan ses i sammenhæng med de målsætninger, som Borgerrepræsentationen har vedtaget i forbindelse med afviklingen af EM i herrefodbold i 2020 samt den hensigtserklæring, som Kultur- og Fritidsudvalget, DBU og DBU København har underskrevet. Visionen er, at EM 2020 sætter et blivende og positivt aftryk på byens fritidsliv og er medvirkende til at udvikle københavnsk fodbold på forenings- og facilitetssiden bl.a. ved udvikling af eksisterende faciliteter.

Det er ligeledes hensigten, at foreningerne involveres i initiativer, der kan promovere dansk foreningskultur på den internationale scene, og her kan Brobold være en relevant anledning til at sætte fokus på små, lokale og nyskabende idrætsmiljøer i byen.

Hvis banerne skal stå klar til EM 2020, skal der afsættes midler i overførselssagen 2018/2019.

Forenings- og facilitetsudvikling

Med projektet skubber fodboldklubberne til forestillingen om, at organiseret fodbold kun kan foregå på idrætsanlæg ved at bringe aktivitetsarealer i byrummet i spil som arenaer for organiseret fodbold. Decentrale satellithold kan gøre foreningerne relevante og tilgængelige for flere.  

For at få fuldt udbytte af investeringen i de forbedrede aktivitetsarealer, skal foreninger have mulighed for at booke tider til faste træninger på hverdage. Herved undgås det, at foreningerne går forgæves eller overtager pladsen fra eventuelt andre idrætsaktive og legende børn på arealet. I dag kan arealerne anvendes af alle efter først til mølle-princippet. Der skal på et senere tidspunkt tages stilling til, om de udpegede arealer kan indgå i den nuværende pulje med parkbaner, der kan bookes, uagtet at de ligger i offentligt tilgængelige parker.  

Beskrivelse af anlægsprojekterne

Klubberne har peget på 23 eksisterende aktivitetsarealer som potentielle byrumsbaner til organiseret fodbold. En prioriteret liste findes i projektbeskrivelsen (bilag 1). Arealerne ligger på Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og i Indre By, og hovedparten som indhegnede aktivitetsrum i parker, på legepladser, på skoler og i boligforeningers baggårde.

Omdannelsen af aktivitetsarealerne vil som minimum bestå af udskiftning af det eksisterende asfalt-, gummi- eller græsunderlag til 2.- eller 4.-generations kunstgræs uden infill. Omdannelsen til kunstgræs gør det muligt for børnene at anvende fodboldstøvler, hvilket fodboldklubberne påpeger er nødvendigt, for at børnene oplever en seriøsitet omkring træningen og føler, de går til fodbold i en klub.

Udskiftning af underlaget til kunstgræs vil samtidig gøre arealerne mere attraktive for en bred vifte af idrætsaktiviteter og børneleg, da kunstgræsset er mere skånsomt ved fald end en asfalt- eller gummibane. For enkelte aktiviteter som fx basketball vil omdannelsen af underlaget dog gøre aktivitetsarealet mindre velegnet. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil inddrage en bred vifte af relevante idrætsaktører, naboer og lokaludvalg for at sikre bredest mulig lokal opbakning til anlægsprojekterne og få input til, hvordan anden brug af arealerne imødekommes. 

Foruden underlaget skal aktivitetsarealerne, og de byrum de ligger i, styrkes som sociale rum med opholdsmøbler for at understøtte fællesskabet om fodboldtræningen samt plads til opbevaring af materiale. Klubberne ønsker derudover, at der etableres belysning, så aktiviteten kan foregå hele året rundt.

Økonomi i forslaget

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der henvises et forslag til overførselssagen 2018/2019 med 0,5 mio. kr. til screening og rådgivning samt 5,0 mio. kr. til en anlægspulje til de første 3-5 byrumsbaner.

Parallelt med dette fælles klubprojekt har Nørrebro United fået 100.000 kr. i støtte til rådgiverydelser og projektbeskrivelse af et antal byrumsbaner på Nørrebro. Det vil supplere en evt. bevilling til screening. Støtten kommer fra Realdania og Lokale- og Anlægsfondens ”Fælles Rum”-pulje, som i efteråret tildeler udvalgte projekter 50 % medfinansiering af anlægsudgifter (max 5-7 mio. kr.). Klubberne ser gode muligheder for at finde anlægsmidler også hos andre fonde. Klubberne ønsker selv at forestå arbejdet med at rejse midler, som kan muliggøre flere og mere omfattende omdannelser af byrummene.

Omdannelse af underlag til kunstgræs og øget anvendelse af både fodboldklubber og selvorganiserede brugere vil medføre behov for øget drift og vedligehold af aktivitetsarealerne. I det videre arbejde skal driftsudgifterne afklares med henblik på, at udgifterne kan indgå i de kommende års budgetter. Estimeringen af driftsudgifter vil ske i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen, som også efter omdannelsen vil være ansvarlig for driften af hovedparten af de offentligt tilgængelige arealer. 

Økonomi

 Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen et budgetnotat til overførselssagen 2018/2019.   

 

Mette Touborg

                                  / Mads Kamp Hansen     

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top