Mødedato: 27.02.2019, kl. 11:30
Mødested: Comwell Køge Strand

Styrkelse af services i International House

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvorvidt forslaget om ”Styrkelse af services i International House” skal henvises til forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser forslaget ”Styrkelse af services i International House” til forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. januar 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen af tidsmæssige grunde.

Problemstilling

Task forcen for bedre Erhvervsvilkår anbefalede i forbindelse med budget 2019, at Københavns Kommune styrker indsatser for tiltrækning og fastholdelse af international arbejdskraft bl.a. gennem digital indrejse af internationale borgere og styrkede tilbud i International House.

Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdede derfor en række budgetforslag til forhandlingerne om budget 2019, som bl.a. ville styrke services i International House.

Der blev ikke afsat midler til indsatsen i forbindelse med budgetaftalen for 2019.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er i dialog med Økonomiforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen om en fælles digital indrejse og tilbud til medfølgende ægtefæller.

Løsning

Udenlandsk arbejdskraft har en række gavnlige effekter. Undersøgelser viser, at højtuddannede internationale talenter med familie i gennemsnit bliver i ti år, og bidrager samlet med 2,2 mio. kr. i skat. Virksomheder, der ansætter internationale specialister har en højere produktivitet end andre virksomheder, ligesom lønningerne blandt disse virksomheders øvrige medarbejdere også påvirkes positivt.

International House er Københavns ”one-point-entry” for internationale talenter og arbejdskraft. Siden etableringen i 2013 har huset arbejdet fokuseret med tiltrækning, modtagelse og fastholdelse af internationale borgere. Der er fire myndigheder repræsenteret i International House: SKAT, Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), Statsforvaltningen og Københavns Kommune, som giver en samlet myndighedsbetjening af de nye internationale borgere.

International House leverer en sammenhængende service, således at de nye borgere får den bedst mulige start på tilværelsen i Greater Copenhagen. Der ydes bl.a. hjælp til ansøgning om indrejse og opholdstilladelse, boligsøgning, fritidsliv, job- og karrierevejledning samt en generel introduktion til det, at bo i Greater Copenhagen.

Budgetforslagene, der blev udarbejdet til forhandlingerne om budget 2019 med det formål at styrke services i International House, er stadig relevante. Der søges derfor finansiering til:

1. Medfinansiering af én fælles IT-løsning, som kan forbedre servicen ved at give en hurtigere og mindre bureaukratisk sagsbehandling gennem integration af relevante myndigheders digitale løsninger.

2. Optimering af den fysiske indretning i International House, så huset kan tilpasses de behov, som den digitale indgang medfører (eks. bruger-PCer til selv-/medbetjening samt fleksibel indretning til afholdelse af New in Denmark events med op til 300 deltagere).

3. Øge det regionale samarbejde om boligmuligheder i Greater Copenhagen, så boligaktører (boligselskaber, ejendomsmæglere, udlejere, kommuner mv.) i hele Greater Copenhagen har tilbud til de internationale talenter og herved afhjælper den udfordring, det kan være at finde en passende bolig.

4. Ambitiøs engelsk sprogpolitik, der udmøntes i hjemmesider og sociale medier målrettet internationale borgere og virksomheder, så internationale talenter kan anvende offentlige hjemmesider og selvbetjeningsløsninger fx til opskrivning til skoler, daginstitutioner mv.

Indsatsen kan finansieres med en servicebevilling på 1 mio. kr. og anlæg på 2,1 mio. kr. i 2019.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, udarbejder forvaltningen et budgetforslag, som indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Mette Touborg

                                                 /Aravni Jakobsen                        

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top