Mødedato: 27.02.2019, kl. 11:30
Mødested: Comwell Køge Strand

Investeringsforslag om udvikling af rammerne for cafédriften i Kulturhuset Indre By, Svanemøllehallen og Kulturcenter Kildevæld

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til et investeringsforslag om udvikling af rammerne for cafédriften i Kulturhuset Indre By, Svanemøllehallen og Kulturcenter Kildevæld.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at investeringsforslaget om udvikling af rammerne for cafédriften i Svanemøllehallen og Kulturcenter Kildevæld indgår i forhandlingerne om investeringspuljen i forbindelse med overførselssagen 2018/2019.

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at investeringsforslaget om optimering af faciliteter i Kulturhus Indre By indgår i forhandlingerne om investeringspuljen i forbindelse med overførselssagen 2018/2019.   

Problemstilling

Cafeerne i Svanemøllehallen, det nybyggede Kulturcenter Kildevæld og Kulturhuset Indre By imødekommer ikke borgernes behov og forventninger til et moderne madtilbud, ej heller kravet om, at kommunalt drevet cafévirksomhed skal forsøges bortforpagtet.

For at realisere Kultur- og Fritidsudvalgets pejlemærker for cafédrift, hvor cafeerne understøtter aktiviteter, og måltidet indgår som et lokalt og socialt samlingspunkt, er der behov for at udvikle og etablere tidssvarende faciliteter, der kan betjene hallens og kulturhusenes brugere og danne rammerne om det fremtidige cafétilbud. Samtidig skal det være muligt at drive en bæredygtig forretning, hvor en høj kulinarisk kvalitet går i spænd med en sund økonomi.

En investering i cafeerne kan frigøre ressourcer, som omprioriteres fra cafédrift til kultur- og fritidsfaglige aktiviteter, når cafeerne bortforpagtes, og realiserer samtidig en økonomisk gevinst.

Løsning

For at realisere cafeernes potentiale og rolle i institutionerne, er det nødvendigt at investere i tidssvarende produktionskøkkener. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at køkkenerne i Kulturhuset Indre By og Svanemøllehallen opgraderes, og at der investeres i nye kulturcontainere på Charlotte Amundsens Plads.

Svanemøllehallen og Kulturcenter Kildevæld

Svanemøllehallens café har en begrænset køkkenfunktion og har ikke tidligere været forsøgt bortforpagtet. Brugerundersøgelser i planlægningsfasen af Kulturcenter Kildevæld har vist et markant borgerønske om, at kulturcentrets café skal blive et samlingssted for kvarteret centreret omkring fællesspisning. Et ønske kulturcentrets køkken ikke kan indfri. Der er derfor en synergi i at sammentænke de to caféfunktioner.

En udvidelse og opgradering af køkkenet i Svanemøllehallen gør, at man kan imødekomme det daglige behov for cafédrift med et varieret madudbud i både hallen og kulturcentret og tillige understøtte større begivenheder med måltidet som socialt afsæt, eksempelvis fællesspisninger i Kulturcenter Kildevæld.

Der igangsættes et udbud af forpagtningen af begge cafeer samtidig med opgraderingen af køkkenet, hvilket skal frigive personaleressourcer til et tværgående team til idrætsfagligt arbejde i Svanemøllehallen og på bydelens andre institutioner. Ressourcer, som nu er bundet af den daglige åbningstid i cafeen.

Investeringsforslaget om udvikling af rammerne for cafédriften i Svanemøllehallen og Kulturcenter Kildevæld forudsætter en investering på 3.850 t. kr. i 2019 til etablering af et produktionskøkken i Svanemøllehallen. Investeringen medfører en varig effektivisering på 780 t. kr. årligt fra 2020, jf. Bilag 1.

Kulturhus Indre By

Køkkenet i Kulturhuset Indre By fremstår nedslidt og utidssvarende, og cafeen kan derfor kun i begrænset omfang bidrage til husets virke, da en reel madproduktion er umulig. Det er således ikke lykkedes at tiltrække en forpagter siden 2003.

En opgradering af køkkenet i Kulturhuset Indre By er afgørende for at skabe rammerne for en café, der interagerer med og bidrager til husets kulturelle aktiviteter. Derudover foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der investeres i nye kulturcontainere, som sammen med cafeen skal øge de kulturelle tilbud og aktiviteter for brugerne. Denne proces skal være med til at modne cafeen til et fremtidigt udbud.

Investeringsforslaget om optimering af Kulturhus Indre By forudsætter en investering i et produktionskøkken og indkøb af containere til samlet 2.080 t. kr. Dette medfører en varig effektivisering på 400 t. kr. årligt fra 2020, jf. Bilag 2.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil investeringsforslaget om udvikling af rammerne for cafédriften i Svanemøllehallen og Kulturcenter Kildevæld og optimeringen af Kulturhus Indre By indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019 og i opfyldelse af udvalgets effektiviseringsmåltal i 2020.

Mette Touborg

                                     /Christina Midjord 

                   

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet udvalget konstaterede, at den øgede tryghed grundet tilstedeværelse også er en væsentlig fordel i sagen.

Til top