Mødedato: 27.02.2019, kl. 11:30
Mødested: Comwell Køge Strand

Københavns Kommunes Ældrepolitik 2019-2022 - Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til høringssvar på Københavns Kommunes Ældrepolitik 2019-2022.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender denne indstilling som udvalgets høringssvar på Ældrepolitikken 2019-2022.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget har fremsendt udkast til Københavns Kommunes nye Ældrepolitik (se bilag 1) til høring i alle fagudvalg. Høringen blev godkendt på møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 24. januar 2019, og parallelt med høringen i alle fagudvalg ligger Ældrepolitikken til offentlig høring på blivhørt.kk.dk.

Løsning

Københavns Kommunes Ældrepolitik sætter fokus på veje til det gode ældreliv i København. Blandt andet understreges vigtigheden af at have fokus på indsatser for både ressourcestærke ældre og dem, der skal have en ekstra hånd.

I det gode ældreliv kan kultur- og fritidslivet spille en væsentlig rolle, om end dette fremgår så tydeligt i Ældrepolitikken. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår derfor, at følgende bemærkninger indarbejdes i Ældrepolitikken:

  • Ældrepolitikken fokuserer på frivillige fællesskaber og aktivt medborgerskab. I den forbindelse kan de mange folkeoplysende foreninger og aftenskolerne i byen spille en central rolle som arena for ældres samvær, bevægelse og motion. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at samspillet mellem kommunale tilbud til ældre og det frivillige foreningsliv styrkes ved f.eks. at understøtte foreningerne i at etablere flere motions- og bevægelsestilbud for ældre. Dette gælder både de stærke ældreforeninger, der allerede findes i byen, og som med fordel kan udbrede deres pallette af aktivitetstilbud, og andre foreninger, der kan udvide deres målgruppe til også at omfatte ældre borgere.

  • Et tættere og mere koordineret samarbejde mellem de kommunale instanser og de frivillige foreninger kan sikre en tryg vej fra eksempelvis genoptræningsforløb til et fast motionstilbud efter endt forløb. Hvis foreningernes fællesskaber står klar til at tage over, når det kommunale tilbud slutter, er der større chance for, at den ældre fastholdes i en sund og aktiv hverdag.

  • I Ældrepolitikken nævnes flere forebyggende tiltag mod ensomhed og tristhed. Foreninger, biblioteker, kulturhuse og andre fællesskaber i byen kan også danne ramme for, at ressourcestærke ældre bliver frivillige. At skabe stærkere koblinger til kultur- og fritidslivets muligheder for at være frivillig kan give mening og indhold til de ældre, der har ressourcer og lyst til at yde en ekstra indsats.

  • I Ældrepolitikken er det nævnt, at byen skal indrettes så alle – uanset alder, mobilitet og orienteringsevne – skal kunne bruge de rekreative områder, herunder svømmehaller og biblioteker. Kultur- og Fritidsforvaltningen bakker op om dette, men påpeger, at det bør tydeliggøres, hvem der har ansvaret for, at dette sker.

  • Under temaet tryghed er der sat fokus på ”sammenhængende forløb”, hvilket stiller større krav til samarbejde mellem kommunens medarbejdere og med aktører uden for kommunen. Dette indsatsområde ligger helt på linje med regeringens udspil om ”sammenhængsreformen” fra april 2018. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil gerne bakke op om at holde fokus på det sammenhængende forløb for borgerne. I kommunen er sammenhængende forløb for ældre borgere en særlig udfordring, da ældre borgere ofte modtager flere forskellige ydelser, som går på tværs af forvaltninger og myndigheder. Den helhedsorienterede vejledning og støtte til ældre stiller derfor høje krav til it-understøttet samarbejde på tværs. Et eksempel på en særligt sårbar situation er overgangen fra eget hjem til plejebolig, hvor kommunens forvaltninger i særlig grad skal være opmærksomme på at tilbyde en helhedsorienteret støtte til ældre. Flere af Kultur- og Fritidsforvaltningens enheder, fx borgerservice, Tillæg 65+ og Cph Volunteers er vigtige samarbejdspartnere i tilrettelæggelsen af sammenhængende forløb for ældre.

Kultur- og Fritidsforvaltningen bakker op om visionerne i Ældrepolitikken, men påpeger, at der, såfremt politikken skal følges op af konkrete indsatser, vil skulle prioriteres særskilte midler hertil eksempelvis i budgetforhandlingerne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar fremsendes til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

 

Mette Touborg

                                          /Thomas Bach

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Det undersøges om der er grundlag for et dialogmøde mellem Kultur- og Fritidsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Til top