Mødedato: 27.02.2019, kl. 11:30
Mødested: Comwell Køge Strand

Nedlæggelse af Københavns Kommunes Snydknap

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til nedlæggelsen af Københavns Kommunes Snydknap. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommunes Snydknap nedlægges

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. januar 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen af tidsmæssige grunde.

Problemstilling

I forbindelse med Budget 2010 blev der afsat yderligere midler til en styrket indsats i Københavns Kommunes daværende Fælles Kontrolgruppe. Som et led i denne indsats blev der i foråret 2010 gennemført et forsøg med en snydknap på kommunens hjemmeside. 

Økonomiudvalget gjorde på møder den 2. november 2010 og 6. september 2011 den iværksatte forsøgsordning permanent. Snydknappen administreres af Kontrolenheden i Kultur- og Fritidsforvaltningen på vegne af Københavns Kommune. Kontrolenheden er en del af Københavns Kommunes Folkeregister.

På baggrund af et medlemsforslag stillet af Alternativet besluttede Borgerrepræsentationen på sit møde den 20. september 2018, at pålægge Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen at udarbejde et forslag til afskaffelse af den anonyme snydknap. Det blev samtidig besluttet, at forslaget skulle forelægges til politisk behandling primo 2019. Der henvises til bilag 1. 

Løsning

I 2018 håndterede Kontrolenheden samlet set ca. 550 kontrolsager, hvilket resulterede i en samlet samfundsbesparelse på mere end 43 mio. kr. For så vidt angår snydknappen blev der i 2018 oprettet 24 sager på baggrund af 392 anmeldelser på snydknappen. Sagerne repræsenterer en besparelse på under 0,25 mio. kr. i forhold til kontanthjælp, sygedagpenge og økonomisk friplads. Der henvises til notat af 16. august 2018 (bilag 1) for yderligere oplysninger om antallet af anmeldelser for tidligere år, besparelser mv. Omregnet til den samlede samfundsmæssige besparelse (yderligere sociale ydelser og andre ydelser såsom udgifter til praktiserende læger, skole- og institutionsområdet m.fl.) er besparelsen på under 1 mio. kr.

Disse tal, samt yderligere oplysninger om Kontrolenhedens virksomhed, vil fremgå af den kommende fællesindstilling om Københavns Kommunes kontrolindsats for 2018, som forventes forelagt for Kultur- og Fritidsudvalget i foråret 2019.

Når Kontrolenheden modtager en anmeldelse på snydknappen foretages en indledende undersøgelse af anmeldelsen, som enten kan føre til oprettelse af en kontrolsag i Kontrolenheden eller videregivelse til en anden forvaltning eller anden offentlig myndighed såsom SKAT, Udbetaling Danmark, politiet, kommuner m.fl. Andre anmeldelser henlægges, idet de er af en sådan karakter, at den anmeldte og/eller indholdet af anmeldelsen ikke kan identificeres. Herudover henlægges åbenbart grundløse anmeldelser.

Inddragelse af andre forvaltninger

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har oplyst, at anmeldelser fra snydknappen indgår i forvaltningens statistik over anonyme anmeldelser. Forvaltningen har siden 2013 i gennemsnit behandlet 6.850 kontrolsager årligt. Heraf har det samlede antal sager på baggrund af anonyme anmeldelser været på 186. Forvaltningen fører ikke statistik over anmeldelser som uden videre sagsbehandling videresendes til andre, f.eks. SKAT.

Socialforvaltningen har oplyst, at de enkelte anmeldelser fra snydknappen, som Socialforvaltningen modtager fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, indgår i forvaltningens statistik over anonyme anmeldelser. Anmeldelserne vedrører som oftest forhold i relation til børn.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har oplyst, at de meget få anmeldelser, som forvaltningen modtager via snydknappen, indgår i forvaltningens almindelige registrering af modtagne henvendelser fra borgere m.fl.

Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering

Siden indførelsen af snydknappen i Københavns Kommune har udviklingen af nye teknologier ført til en øget og mere effektiv kontrolindsats. Oplysninger, der fører til afdækning af social snyd, indhentes således i langt højere grad elektronisk, end det tidligere var tilfældet. 

Herudover er der udviklet it-løsninger, der automatisk kan samkøre flere registre. Københavns Kommune indhenter bl.a. registersamkøringer fra Den Fælles Dataenhed i Udbetaling Danmark, og Københavns Kommune har også foretaget egne registersamkøringer.

Udviklingen indenfor dette område går stærkt, og anvendelsen af digitale løsninger i kontrolindsatsen betyder bl.a., at det er blevet væsentligt enklere og mindre omkostningstungt at identificere relevante sager.

Det er generelt vurderingen, at en sag, der stammer fra en anmeldelse på snydknappen, vil være omfattet af de øvrige (digitale) indgange til Københavns Kommunes kontrolindsats. Med de muligheder, som Københavns Kommune i dag har i kontrolarbejdet, er der således begrænset behov for ordninger som Københavns Kommunes Snydknap.  

Hertil hører også, at det på landsplan er den teknologiske udvikling, der er fokus på i kontrolarbejdet og i samarbejdet mellem kommunerne, Udbetaling Danmark, SKAT, politi m.fl. Kultur- og Fritidsforvaltningen er bl.a. ved at se på mulighederne for etablering af et digitalt tværgående samarbejde med andre myndigheder og forvaltninger.

Udover den teknologiske udvikling fører en lang række anmeldelser ikke til en sag om social snyd, og sådanne uberettigede anmeldelser er til gene for både den anmeldte og for Københavns Kommune, der kunne have anvendt ressourcerne mere hensigtsmæssigt.

Grundet den begrænsede effekt foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at snydknappen nedlægges.

Der er fortsat mulighed for at videregive oplysninger af relevans for kommunens virksomhed via de almindelige indgange til Københavns Kommune. Der er ligeledes adgang til at anmelde mistanke om social snyd på borger.dk.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, nedlægger Kultur- og Fritidsforvaltningen umiddelbart herefter snydknappen.

 

Mette Touborg

                        / Aravni Jakobsen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top