Pavilloner til Idræt
Pavilloner til Idræt
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 27. februar 2003
3. Pavilloner til Idræt
(KFU 59/2003)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og
Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget indstiller,
at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling i 2003 på 754.000 kr. (ekskl. moms) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 (tilskud til KI) til anlæg af en pavillon på hhv. Kulbanevej og boldarealet på Kjeldsøvej
at der anvises kassemæssig dækning for anlægsudgiften på 754.000 kr. ekskl. moms på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, konto 0.30.3
at Borgerrepræsentationen
træffer en principbeslutning om at forøge Kultur- og Fritidsudvalgets ramme fra
og med budget 2004 med 150.000 kr. (2003-prisniveau) til dækning af de forøgede
driftsudgifter til pavillonerne på hhv. Kulbanevej og Kjeldsøvej
at ovennævnte anlægsbevilling gives under forudsætning af, at Lokale- og Anlægsfonden yder tilskud på 504.000 kr. til anlægsudgiften.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2003
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Det indstilles, at Københavns Kommune yder tilskud på 754.000 kr. ekskl. moms til opførelse af 2 pavilloner samt 150.000 kr. til driften fra og med 2004. Pavillonerne opføres med tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden. Den ene pavillon foreslås opført på Kulbanevej i Valby og anvendt som klubhus for fodboldklubben Rikken F. C. Den anden pavillon foreslås placeret ved boldbanerne på Kjeldsøvej på ydre Østerbro, hvilket vil gøre det muligt at flytte en eller to små fodboldklubber fra Fælledparken og give dem fast base på Kjeldsøvej.
Opførelse af pavillonerne, der er mobile, vil imødekomme et
stort behov for forbedring af klubfaciliteterne i København.
Anlægsudgiften for de to pavilloner udgør 1.008.000 kr. Hertil kommer udgifter til fundering og rørføring, der udgør ca. 250.000 kr. Det forventes, at Lokale- og Anlægsfonden vil finansiere halvdelen af anlægsudgiften, svarende til 504.000 kr.
Københavns Idrætsanlæg (KI) har beregnet de årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger til ca. 150.000 kr.