Aktivitetspulje spillesteder 2021
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om der skal oprettes en aktivitetspulje på op til 1 mio. kr. i 2021 til spillesteder, der ikke var omfattet af akutpuljen
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede ved skriftlig votering den 7. oktober 2020 at oprette en aktivitetspulje i 2020 på op til 1 mio. kr. til spillesteder, der ikke var omfattet af akutpuljen, samt at udvalget den 22. oktober 2020 skulle tage stilling til oprettelse af en tilsvarende aktivitetspulje i 2021.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 22. oktober 2020 at udsætte punktet om at oprette en aktivitetspulje for spillesteder i 2021, til sagen om musikplanen forelægges udvalget.
Løsning
Coronakrisen har ramt de københavnske spillesteder hårdt, og Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 25. august 2020 at oprette en akutpulje til spillesteder og øvrige kulturaktører, hvor der bl.a. kunne søges om tilskud til drift. På grund af kommunalfuldmagtsreglerne havde flere spillesteder ikke mulighed for at opnå tilskud fra akutpuljen.
Med henblik på at sikre mangfoldigheden blandt de københavnske spillesteder og derved understøtte, at der også fremover findes et bredt og dynamisk musikudbud i byen, besluttede Kultur- og Fritidsudvalget den 7. oktober 2020 at afsætte op til 1 mio. kr. til en ny aktivitetspulje. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede samtidig, at aktivitetspuljen ikke kan søges af spillesteder, der har modtaget støtte fra akutpuljen.
I forbindelse med udarbejdelse af kriterier til aktivitetspuljen har forvaltningen været i dialog med repræsentanter fra de kommercielle spillesteder. Her har flere eksterne aktører peget på, at der også er et behov for støtte i 2021.
På den baggrund foreslås det, at udvalget tager stilling til, om der skal oprettes en aktivitetspulje på op til 1 mio. kr. til øremærkede projekter på spillestederne i 2021.
Hvis der oprettes en ny pulje i 2021, foreslås samme kriterier som i 2020 (bilag 1), ansøgningsfrist den 7. december 2020 og behandling i Kultur- og Fritidsudvalget den 19. januar 2021. En høring af ansøgningerne i Musikudvalget vil forudsætte et ekstraordinært møde i udvalget.
Andre tiltag, der understøtter spillesteder
På mødet den 22. oktober 2020 besluttede udvalget at bevilge 2,06 mio. kr. til 14 ansøgere, der havde søgt om tilskud i aktivitetspuljen til koncerter, der afvikles fra oktober til december 2020.
Et flertal i Folketinget har siden Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af sagen om aktivitetspuljen i 2020 vedtaget en ny hjælpepakke til virksomheder og kulturliv. Den nye hjælpepakke, der skal kompensere for indtægtstab på grund af coronakrisen, gælder frem til udgangen af januar 2021. Der er på nuværende tidspunkt ikke overblik over virkningen af de igangsatte tiltag.
Tuborgfondet har netop afsat 3 mio. kr. til en pulje, der skal hjælpe spillesteder i hele landet med at bringe livemusikken tilbage til publikum efter en periode med nedlukninger grundet Covid-19. Puljen er primært tiltænkt spillesteder, som arbejder med den rytmiske musiks vækstlag, og har unge som målgruppe. Det er muligt at søge puljen i perioden 4. - 30. november 2020, hvor der kan søges op til 250.000 kr. til aktiviteter, der gennemføres i 2021.
Økonomi
Der anvises dækning for udgiften på op til 1 mio. kr. fra udvalgets disponible midler på konto 3.35.64.1 i 2021.
Videre proces
Hvis udvalget beslutter at oprette en aktivitetspulje for 2021, vil forvaltningen informere spillesteder samt oplyse om puljen, ansøgningsfrister m.v. på kk.dk.
I givet fald forelægges Kultur- og Fritidsudvalget ansøgninger til puljen den 19. januar 2021.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. november 2020:
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om løbende at følge med i behovet for yderligere støtte til spillestedsområdet i relation til COVID-19-situationen, herunder nationale støttepakker og spillestedernes generelle økonomiske situation.