Mødedato: 26.11.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

B-sag: Ansøgning om støtte til Copenhagen Light Festival 2021

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om 235.000 kr. til Copenhagen Light Festival 2021.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 235.000 kr. til Copenhagen Light Festival 2021, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Copenhagen Light Festival søger Kultur- og Fritidsudvalget om en supplerende støtte på 235.000 kr. til Copenhagen Light festival 2021. Copenhagen Light Festival har modtaget 600.000 kr. i støtte fra Festivalpuljen til Copenhagen Light Festival 2021.

Den supplerende støtte søges til at tilføre tre ekstra lysværker til Copenhagen Light Festival 2021. Alle tre værker har, ifølge ansøger, en høj kunstnerisk værdi og vil på hver sin måde integrere sig i byen og fortælle en historie om København som by. Det ene værk har titlen Ghosts, og består af 10 lysende origamifugle, som skal svæve over Højbro Plads. Det andet værk, Rings of Light, vil med sine 10 ringe, kunne trække en linje om træerne på Frederiksholm, langs kanalen. Sidste værk har titlen Electric Sun, som refererer til den danske maler Vilhelm Hammershøi, og skal sætte fokus på Københavns historiske arkitektur. Ansøger har indgået aftale om, at de kan vise værket fra 1700-tals bygningen Zieglers Gård på Nybrogade 12, ud mod Frederiksholms Kanal.

Der er ikke afsat midler til formålet i budget 2021.

Løsning

Der henvises til ansøgningen (bilag 1).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med
ansøger udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare
succeskriterier.

Mette Touborg

/Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. november 2020:

Jonas Bjørn Jensen, Henrik Appel Esbensen, Karina Vestergård Madsen, Jens Kjær Christensen og Maria Frej anmodede om, at sagen behandles som A-sag. Sagen blev behandlet efter punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede et tilskud på 235.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Til top