B-sag: Ansøgning om støtte til Copenhagen Fashion Week talks-program, samt til 8-10 kortfilm om bæredygtighed i 2021
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om 250.000 kr. til Copenhagen Fashion Week talks-program samt til 8-10 kortfilm om bæredygtighed i 2021.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 250.000 kr. til Copenhagen Fashion Week talks-program samt til 8-10 kortfilm om bæredygtighed i 2021, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Problemstilling
Copenhagen Fashion Week søger Kultur- og Fritidsudvalget om 250.000 kr. til et talks-program samt til 8 -10 kortfilm om bæredygtighed under de to modeuger, som finder sted henholdsvis i februar og august 2021.
Formålet med talks-programmet er at medvirke til at sætte vanskelige men også højaktuelle emner på dagsordenen i en branche, som ifølge ansøger, mærker et pres for forandring. Talks-programmet er åbent og giver således borgere mulighed for at deltage for at lære, lytte og engagere sig i debatterne. Udover talks-programmet vil der blive udarbejdet 8-10 kortfilm om bæredygtighed i den kreative industri i København, som skal vise en ny side af den danske modebranche, bl.a. ved at inkludere kulturelle samarbejder med det kreative miljø i København.
Der er ikke afsat midler til formålet i budget 2021.
Løsning
Der henvises til ansøgningen (bilag 1).
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med
ansøger udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare
succeskriterier.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. november 2020:
Jonas Bjørn Jensen, Henrik Appel Esbensen, Karina Vestergård Madsen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde og Kim Hjerrild anmodede om, at sagen behandles som A-sag. Sagen blev behandlet efter punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).
Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede et tilskud på 100.000 kr. til talks-programmet; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.