Temadrøftelse om Sikker By-strategien
På baggrund af et oplæg fra Team Sikker By, skal Kultur- og Fritidsudvalget drøfte, hvordan udvalget og forvaltningen skal arbejde med fagprincipperne i strategiperioden (2022-2025) vedr. det tryghedsskabende og kriminalpræventive arbejde.
Det betyder, at udvalget skal drøfte, hvordan kultur- og fritidslivet kan bidrage ift. udvalgte fagprincipper i strategien med særlig fokus på; et børne- og ungdomsliv uden kriminalitet, lokale tryghedsudfordringer og et trygt natteliv. Kultur- og Fritidsforvaltningen har en række eksisterende indsatser målrettet børn, unge og voksne, som understøtter Sikker By strategien (fx de idrætssociale indsatser, den koordinerende tryghedsindsats, halinspektører og natte- og aftenværter mm.).
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager oplæg om Sikker By strategien til efterretning
- at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter Sikker By strategien - herunder hvordan kultur- og fritidslivet kan bidrage til strategien, og hvordan strategien kan understøtte et aktivt og trygt kultur- og fritidsliv.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte den 3. november 2022 Sikker By strategien 2022-2025 (bilag 1). Sikker By samarbejdet går på tværs af forvaltningerne i Københavns Kommune og skal sikre det strategiske samarbejde på det kriminalpræventive og tryghedsskabende område. Samarbejdet er forankret i Økonomiforvaltningen, men det er de enkelte fagforvaltninger, der har ansvaret for drift og udvikling af de fleste kriminalpræventive og tryghedsskabende indsatser i kommunen.
Løsning
Som en del af implementeringen af Sikker By strategien har Team Sikker By i Økonomiforvaltningen tilbudt at holde oplæg for fagudvalgene, hvilket sker på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. oktober 2023.
Om Sikker By
Sikker By er en strategisk og koordinerende indsats i Københavns Kommune, der skal sikre, at kriminaliteten falder, og trygheden stiger. Sikker By strategien udgør den overordnede ramme for arbejdet. Parterne i Sikker By samarbejdet er alle forvaltninger i Københavns Kommune, SSP og Københavns Politi.
Kultur- og Fritidsforvaltningen er repræsenteret i styregruppen på direktørniveau og deltager i arbejdsgruppen på medarbejderniveau.
Beskrivelse af strategien
Sikker By strategien er vedtaget af Borgerrepræsentationen og udgør rammen for den strategiske udvikling af det kriminalpræventive og tryghedsskabende arbejde i kommunen med følgende målsætninger og tilhørende målepunkter:
- Højere tryghed i alle bydele
- Højere tryghed i aften- og nattetimerne
- Fastholde lavt niveau af borgervendt kriminalitet
Strategien er bygget op af to grundprincipper, som fem fagprincipper hviler på.
Grundprincipper:
- Fokus på tværgående samarbejde
- Fokus på viden
Fagprincipper:
- Fokus på at børn og unge vokser op i et liv uden kriminalitet
- Fokus på rocker- og bandekriminalitet
- Fokus på forebyggelse af ekstremisme
- Fokus på lokalområder med tryghedsudfordringer
- Fokus på et trygt natteliv
Strategien er vedlagt i bilag 1.
Af de fem fagprincipper er særligt fire relevante for Kultur- og Fritidsforvaltningens arbejde. Nedenfor er de fire fagprincipper oplistet med angivelse af de indsatser, som Kultur- og Fritidsforvaltningen er involveret i. Indsatserne er uddybet i bilag 2 og 4.
Fagprincip i Sikker By |
Indsats i Kultur- og Fritidsforvaltningen |
At børn og unge vokser op i et liv uden kriminalitet |
|
Fokus på lokalområder med tryghedsudfordringer |
|
Fokus på et trygt natteliv |
|
Fokus på rocker- og bandekriminalitet |
|
Kultur- og fritidslivets fællesskaber har et unikt potentiale som løftestang på det sociale område, hvilket Kultur- og Fritidspolitikken tematiserer. Det betyder, at flere af forvaltningens indsatser er relevante for, at Sikker By strategien kan indfries.
Økonomiforvaltningen udarbejder årligt en afrapportering på fagprincipperne, som i år blev præsenteret for Økonomiudvalget d. 23. august 2023. Afrapporteringen er vedlagt som bilag 3.
Det generelle tryghedsbillede
I forhold til målene i Sikker By-strategien er det lykkedes at fastholde lavt niveau af borgervendt kriminalitet, mens det delvist er lykkedes at skabe højere tryghed i alle bydele og i aften- og nattetimerne. Overordnet meldes der fra SSP om en stille sommerperiode. Der har dog været mange migranter i København (især østeuropæiske pantsamlere), hvilket bl.a. har betydet udfordringer med ophold og overnatninger på flere af Kultur- og Fritidsforvaltningens matrikler. Der er et tæt samarbejde omkring udfordringerne med relevante samarbejdspartnere – herunder lokalpolitiet. I forbindelse med drabet på Christiania (26.08.2023), har politiet indført visitationszoner flere steder i byen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder, på baggrund af udvalgets drøftelser, videre med implementeringen af Sikker By strategien.
Søren Tegen Pedersen
/ Jakob Heide Petersen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2023
Strategien blev taget til efterretning og sagen blev drøftet.