Mødedato: 26.10.2000, kl. 15:00

Ansøgning om driftstilskud til Arbejdermuseet fra og med 2001. KFU 406/2000

Ansøgning om driftstilskud til Arbejdermuseet fra og med 2001. KFU 406/2000

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 26. oktober 2000

 

5. Ansøgning om driftstilskud til Arbejdermuseet fra og med 2001. KFU 406/2000

(KFU 425/2000)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke imødekommer Arbejdermuseets ansøgning om driftstilskud på 1 mio. kr. fra og med 2001.

RESUME

Arbejdermuseet har ansøgt om 1 mio. kr. årligt i driftstilskud fra og med 2001. Ansøgningen er begrundet i stigende vedligeholdelsesudgifter.

Arbejdermuseets budget for 2001 udviser et underskud på 319.000 kr. Herudover ønsker museet at nyindrette køkkenet i Ølhalle samt i de kommende år at foretage en række nødvendige vedligeholdelsesarbejder. Dette er beskrevet i Perspektivplan og perspektivbudget for Arbejdermuseet 2000-2004. På den baggrund ansøger Arbejdermuseet om 1 mio. kr. i driftstilskud i 2001 og årene frem.

Det indstilles, at ansøgningen fra Arbejdermuseet ikke imødekommes, da eventuelle frie midler til museumsformål bør forbeholdes kommunens egne museer, der har et stort vedligeholdelsesefterslæb.

SAGSBESKRIVELSE

Arbejdermuseet har i brev af 29. august 2000 ansøgt om 1 mio. kr. årligt i driftstilskud fra og med 2001. Ansøgningen er begrundet i stigende vedligeholdelsesudgifter.

Arbejdermuseet åbnede i 1983, og er siden starten drevet med tilskud fra LO og Staten. Tilskuddet fra LO og Staten er i 2001 budgetteret til hhv.4,2 mio. kr. og 1,7 mio. kr. Museet forventer endvidere egenindtægter på 1,4 mio. kr., herunder entreindtægter og indtægter fra sponsorer. Budgettet for 2001 udviser et underskud på 319.000 kr. Heri er medregnet, at en stilling som forskningsassistent ikke genbesættes, entreindtægten hæves til 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn, ligesom der ikke er afsat midler til indkøb af udstyr og inventar i forbindelse med den nyoprettede skoletjeneste ved museet.

Museet havde i 1999 92.000 besøgende, heraf 25.000 skoleelever. De mange besøgende slider hårdt på museets bygning og inventar. Museet står over for flere større vedligeholdelsesopgaver, ligesom en nyindretning af køkkenet til Ølhalle er nødvendig, for at driften kan gøres rentabelt. På den baggrund har museet udarbejdet perspektivplan og perspektivbudget for Arbejdermuseet for 2000 – 2004. Heraf fremgår, at museet har et betydelig vedligeholdelsesefterslæb bl.a. på grund af den store nedslidning. Ligeledes er en renovering af festsalen påkrævet. Renovering og nyindretning er anslået til 1,2 mio. kr. På den baggrund ansøger Arbejdermuseet om 1 mio. kr. i driftstilskud i 2001 og årene frem.

Kultur- og Fritidsudvalget har i budgetforslaget for 2001 alene optaget driftstilskud til de kommunale museer; Thorvaldsens Museum, Købehavns Bymuseum og Nikolaj Udstillingsbygning. Disse museer er kendetegnet ved at være ejet af Københavns Kommune og varetager en særlig kommunal forpligtigelse. Eneste undtagelse herfra er tilskuddet til Kunstforeningen Gammel Strand, der er optaget på budgettet som led i aftalen med Kulturministeriet om afvikling af de regionale kulturforsøg.

Som nævnt i forbindelse med afrapporteringen fra virksomhedskontrakterne på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 13. april 2000 og senest forelagt udvalget i forbindelse med indstillingen om tilskud til ekstraordinære vedligeholdelsesarbejder på museerne (KF 393/2000) på mødet den 21. september 2000 er der fortsat et stort vedligeholdelsesefterslæb ved kommunens egne museer, som ikke kan afholdes inden for de faste driftstilskud.

På den baggrund indstilles det, at der ikke ydes et fast driftstilskud til Arbejdermuseet fra og med 2001.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

BILAG

1. Ansøgning af 29. august 2000 fra Arbejdermuseet

2. Budget 2001 for Arbejdermuseet

3. Perspektivplan og perspektivbudget for Arbejdermuseet for 2000-2004

  1. Oversigt over frie midler på Kulturudviklings budget for 2001.

 

Ida Munk

/ Mikael Keller-Hansen

 

Til top